Forgotten // H.S Dansk

Kapitel 33

Harry:

Efter 4 måneder i USA har jeg vel holdt afstand nok. Jeg ved ikke om jeg skal tage over til Mia eller om jeg skal tage til UNI. Jeg vil gerne over til Mia. Hun har ikke forladt mig vel? Hun vil stadig gerne det her ikke?

Please sig hun stadig er min.

Jeg stopper for at få nogle blomster til Mia og så forsætter jeg mod Mias lejlighed. 

Jeg er pisse bange. Hvad nu hvis hun har en anden? Det har hun ikke. 

Det kan hun ikke.

Jeg ved jeg fuckede up men, vi er Mia og Harry. Det vil altid være os.

Det vil det.

Jeg kommer hen til lejligheden.

Der er et par som er ved at flytte ind så jeg kommer nemt ind. Jeg kommer helt op i toppen.

Efter jeg banker på får jeg et stik i maven. 

Jeg kommer til at tænke på alt det der kunne ske nu. Hvad nu hvis hun ikke vil se mig.

"Harry?" spørger Mia overrasket.

"Hvad laver du her?" spørger hun forvirret.

"Øh" siger jeg stille.

Hun er stadig så smuk. Jeg elsker hende stadig.

"Harry" smiler Louis pludselig og med det kommer alle hen til døren.

Mikkel, Emil, Caroline, Louis, Niall, Liam, Sophia, Eleanor og Magnus...

"Hvorfor er du hjemme?" spørger Liam og hiver mig ind.

"Jeg færdiggjorde semesteret i USA" smiler jeg og giver blomsterne til Mia.

"Tillykke med fødselsdagen" smiler jeg.

"Tak" smiler hun.

"Forsætter du så i England næste semester?" spørger Caroline.

"Ja" smiler jeg.

"Yaay" jubler de andre.

"Skal vi ikke komme ud og spise?" smiler Magnus.

"Jo kom" smiler Caroline og hjælper mig op fra stolen. 

"Har i plads til mig?" spørger jeg.

"Ork ja" smiler Sophia og tre to en er alle ude af døren.

"Jeg starter bilen" smiler Magnus og kysser Mia før han går ud.

"Jeg troede du ville have afstand" siger jeg stille til Mia.

"Hvad jeg ville have var 1 uge til at trække vejret ikke 5 måneder hvor du tog til USA" siger Mia stille og tager sin jakke på.

"Harry, jeg ville ikke have du skulle flygte. Jeg ville have du skulle fortælle mig det var mig som du ville have. Men det var klart det ikke var sådan du havde det" siger hun stille.

Jeg ved ikke engang hvad jeg skal svare. Det passer, men på en måde passer det slet ikke. Det burde hun vilde. Efter alle de år. Hvis hun ikke havde glemt mig.

"Hvor længe har i været sammen?" spørger jeg.

"4 måneder" siger hun og tager sin taske med sine nøgler.

"Gør han dig glad?" spørger jeg.

"Ja" smiler hun.

"Gladere end jeg gjorde dig?" spørger jeg.

"Det er der ikke nogen der kan gøre" siger hun og fjerner noget hår fra mit ansigt.

"Jeg er glad for at du kom tilbage" smiler hun og krammer mig.