Forgotten // H.S Dansk

Kapitel 37

I dag skal vi til Stephanies begravelse. En ting jeg slet ikke er klar til. 

Magnus' søster kommer hjem fra USA i dag, så han kommer ikke med. Det er på en måde ret godt, for så kan jeg måske snakke alene med Harry. 

Jeg skal hente ham fra hospitalet og køre ham til begravelsen så måske kunne vi snakke om alt i mellem tiden.

"Hils din familie fra mig" smiler jeg til Magnus.

"Det skal jeg nok" smiler han og kysser mig.

"Vi ses i aften" smiler jeg før jeg går ud af døren.

Da jeg kommer til hospitalet får jeg et flashback da jeg kom grædende med Harry.

"Hej, hvad kan jeg hjælpe med?" spørger en sygeplejerske.

"Jeg skulle hente Harry Styles" smiler jeg stille.

"Ja, bare lige skriv under her. Så er han klar til at tage hjem" smiler hun og giver mig en kuglepind.

Han ved ikke det er mig som kommer og henter ham. Jeg håber ikke han bliver sur.

Da jeg kommer til hans værelse står døren halv åben.

Jeg kigger stille ind og ser lægen er igang med at tjekke ham.

Hans ryg har et stort mærke og så er der et bind rundt om hans bryst, hånd håndled er båndet ind, og han har fået sådan en sko forbinding på hans fod. 

Jeg banker stille på og de kigger begge over på mig.

"Hej" smiler jeg stille og træder ind.

"Han er helt klar til at komme hjem" smiler lægen.

"Tak" smiler jeg stille

Da lægen er gået ud af lokalet rejser Harry sig stille og op tager sin skjorte på.

"Hej" smiler jeg stille og går hen mod ham.

"Hej" siger han stille tilbage.

"Harry, please ikke vær sur" siger jeg stille.

"Jeg er ikke sur" siger han stille.

"Ihvertfald ikke på dig" siger han stille.

"Hvad mener du?" spørger jeg forvirret.

"Jeg skulle have været blevet her og kæmpet for dig" siger han stille og kigger på mig.

"Jeg vil altid elske dig" siger jeg stille.

"Hvorfor gifter du dig så med ham?" spørger han og hæver sin stemme en lille smule.

"Harry, jeg kan ikke fortælle dig nok, hvordan jeg har det når jeg tænker på det ikke er dig der har givet mig den her ring. Men vi to, kan bare ikke sammen" siger jeg stille.

"Vi var sammen i hvad 5 måneder og så blev du træt" siger jeg stille.

"Mia jeg blev ikke træt. Det var en fejl" siger han hurtigt.

"Du ved godt hvad jeg mener" siger han.

"Alle de gange jeg sagde jeg elsker dig, mente jeg det. Vært eneste kærtegn var ment til dig." siger han stille.

"Mia hvis jeg vidste du skulle giftes ville jeg ønske jeg døde og Stephanie levede, for livet er ikke værd at leve hvis jeg ikke kan få dig" siger han.

"Harry, jeg kan slet ikke beskrive hvor glad jeg blev da jeg fandt ud af du var vågnet. Det er glædes følelse jeg aldrig har følt før" siger jeg stille.

"Mia hvis vi begge føler det samme, så lad os stikke af. Bare os to" siger han og tager fat i mine arme.

"Harry, det kan vi ikke" siger jeg stille.