Forgotten // H.S Dansk

Kapitel 71

Mia:

Christian kommer langsomt gående over mod mig. 

Jeg kan høre Harry kalder i telefonen, men hvis jeg kender Christian godt nok så hvis jeg siger noget bliver det værre for mig selv.

Han tager mobilen ud af min hånd. 

Hvis jeg slog ham lige nu havde jeg måske tid til at løbe væk. Bare et spark i hovedet og en knytnæve i mave.

"Du har ikke brug for ham i dit liv når jeg er her" smiler Christian da han har slukket min mobil og vækker mig tilbage til virkeligheden.

"Hvad vil du?" spørger jeg.

"Jeg ville have min hævn på ham som fik mig i fængsel og der er intet bedre end at gøre det mod, hende der har hans barn i maven og er hans livskærlighed" smiler han.

"Jeg er ikke bange for dig" ryster min stemme.

"Du ved godt at jeg aldrig tror på dig" smiler han.

"Hvad vil du have?" ryster min stemme endnu mere.

"Jeg vil have du skal være i lige så mange smerter som jeg var i da jeg var i fængsel." siger han.

"Det var din egen skyld" siger jeg koldt og står fast.

"Hvis du ikke havde været så voldelig ville du aldrig være havnet der" siger jeg skarpt.

"Jeg har aldrig kunne lide en pige der kunne svare igen" siger han.

"Det var det jeg sagde, jeg er ikke bange for dig" siger jeg og går ud fra lokalet.

"Og hvorfor tror du lige, du ikke kan være bange for mig" siger han. Hans arm er på min skulder. Min krop skriger efter hjælp.

"Fordi, jeg er gravid og du ville aldrig slå en gravid dame" siger jeg og krydser mine arme.

"Så det tror du ikke?" spørger han med et smørret grin.

"Der er videokameraer over alt, politiet ved allerede hvem du er og min kæreste er en advokat. De skal nok finde dig igen hvis du gør mig noget" siger jeg.

"Men hvad gør det hvis du allerede er død når de kommer? Så får han dig jo ikke tilbage" smiler han.

Okay, jeg kunne falde om vært eneste sekund. Nu er jeg bange. Som i rigtig bange.

Bare jeg havde sagt til Harry han skulle komme.

"Så jeg ville starte med at vise mig rundt i den her flotte bygning" smiler han og tager sin hånd på min nakke og trækker mig.

Jeg går ned på mix salen, det er der hvor han kan gøre mindst. I køkkenet er der knive, hos Lottie er der hårspray og så videre.

"Så da du stak af, troede du så virkelig der ikke ville være konsekvenser?" spørger han.

Jeg svare ikke.

Han kaster mig ned på gulvet. Heldigvis tager jeg fra med mine hænder så min mave ikke rammer jorden.

"Svar mig" befaler han.

Da jeg stadig ikke svare sætter han sig ned til mig.

"Svar mig eller det bliver værst for dig selv" siger han igen.

Jeg ved ikke hvad jeg skal svare.

Før jeg kan sige noget fyre han mig en flad.

Dem havde jeg ikke savnet, hvis jeg skal være helt ærlig.

Han tager fat i mit hår og trækker mig ud fra salen. Jeg når at komme op på mine egne føder før vi når til trapperne. Han kaster mig ind i væggen da vi kommer tilbage på min kontor sal.

Bag efter trækker han mig ind på kontoret igen og kaster en masse ting efter mig.

"Så er det din hellige advokat kæreste?" spørger han og tager et billede op af Harry.

"Ja" siger jeg lavt.

Han tager alle Gemmas billeder og alle mine og trækker mig ud på gangen.

Han kaster billederne ind i væggen så glasset rammer mig.

Selvom jeg har en jakke på er der stadig nogle af glasskårene der rammer min hud.

"Hvis du har ondt nu, så tænk på vi slet ikke er i nærheden af at være ved den smerte jeg vil giver dig" griner han.

"Hvad vil du have?" spørger jeg.

"Du kan få alt" siger jeg.

Efter jeg har sagt det griner han.

"Du forstår bare intet gør du?" griner han.

"Jeg vil have du skal være i smerte og jeg vil have din kæreste skal være i smerte" siger han.

"Han ødelagde alt for mig!" råber han.

"Alt!" råber han endnu højere.

"Det var ikke ham som fik dig i fængsel" siger jeg stille.

"Så du vil have jeg skal tro på det var dig som var stor nok til at ringe efter politiet?" griner han.

Han står lige i mit ansigt og griner.

Jeg har aldrig været så bange i hele mit liv.

"Det var det" siger jeg stille.

Lige efter han har grint slår han mig igen og kaster mig ned på gulvet.

Da jeg lander på gulvet kan jeg mærke babyen sparker.

Jeg tør ikke tænke hvad der sker med ham hvis Christian ikke snart stopper.

Mens jeg lægger nede på gulvet kaster han kopper og glas ned på jorden som også rammer mig.

"Se Mia, hvis du ikke var stukket af ville du ikke have den smerte du har nu" smiler han.

"Så ville du være død for længst" griner han.

Det eneste jeg kan tænke på lige nu er Harry. Hvis der sker noget med mig, går det ud over hans forlovede og han barn. Han mister alt hvis jeg dør. Måske når jeg ikke at møde min egen søn. Hvad nu hvis det slet ikke er spark, men han er ved at dø?

Hvis Harry og jeg ikke kom op og skændes i dag ville vi sidde derhjemme og hygge os. Der er bestemt intet hyggeligt over det her vi har gang i lige nu.

Jeg sætter mig stille op og mærker min pande bløder.

Jeg kommer aldrig væk gør jeg?

"Så hvorfor startede du den her virksomhed?" spørger han.

"Det har altid været min drøm" siger jeg stille.

"Jeg kan ikke høre dig" kalder han og sparker lidt til mig.

"Det har altid været min drøm" siger jeg med lidt mere kraft i min stemme.

Lige da jeg siger det slår ham mig, en gang med højre hånd og en gang med venstre.

Jeg begynder at kunne smage blod.

Det her kan umuligt ende godt.

"Hvor er din dyrebare kæreste?" spørger han.

"Jeg ved det ikke" græder jeg.

"Du skal ikke begynde at græde nu, det er for sent" smiler han og slår mig igen.

Jeg kigger over på ham. Han griner bare af mig. 

Jeg tager chancen, selvom jeg nok kommer til at fortryde den.

Jeg fyrre min hånd ind i ansigtet på ham, så han næse begynder at bløde. 

Selvom det var dumt var det, det hele værd.

"Hvad med at du forsætter med den rundtur?" siger han surt og hiver mig op.

Mine ben er ustabile. Jeg føler ikke de støtter mig ordenligt.

"Gå hurtigere!" råber han og sparker mig.

Jeg skynder mig videre rundt. Hver eneste gang han ser et billede eller noget glas tager han det med sig rundt. 

Hvis der er noget jeg ved, så er det at jeg ikke tager herfra i live og det er helt sikkert.