You're The One! (Med One Direction)

Kapitel 1.

Jeg sidder på en café og drikker en kop kaffe. Jeg kigger på klokken. Den er kun 14:28. Så kommer der en fyr, ind ad døren, og jeg tænker for mig selv. "Gad vide hvem han er? Han ligner en jeg har set før.. Men hvem er det? Nå pyt. Det kan vel også være ligemeget." Han går hen imod mig, og siger så "Hej. Jeg hedder Harry. Må jeg sætte mig her?" Så spørger jeg "Hvorfor sidder du da ikke for dig selv?" Så svarer han "Fordi der ikke er noget ledige borde. Må jeg da ikke sidde, sammen med dig?" Med et sødt smil. Han kigger meget spørgende på mig. Jeg har mest lyst til, bare at sige nej, for jeg har virkelig haft en dårlig dag! Jeg har skændtes med min mor, min farmor er lige død, min kæreste har lige slået op, og ja.. Jeg har bare mest lyst til at være alene. Men så, kigger jeg ind i hans smukke, grønne øjne og ser hans dejlige smil, og så kan jeg bare ikke sige nej. Så jeg siger "Jo. Sæt dig bare." Han sætter sig ned overfor mig, jeg sidder bare og stirrer lidt ud i luften, og tager en tår af min kaffe. Så spørger han "Er der noget galt? Du ser trist ud." Jeg smiler venligt, får tårer i øjnene og svarer "Nej, egentligt ikke.." Han kigger på mig. Der triller en tåre ned af min kind, og så siger han "Du behøver ikke lyve. Klart vi har lige mødt hinanden, men jeg bryder mig ikke om, at du sidder og græder." Jeg kigger ned i bordet og siger "Jeg har bare haft en dårlig dag.. Det skal du ikke bekymre dig om." Han smiler og siger så "Fortæl. Jeg har masser af tid. Jeg har fri i dag og imorgen, så du kan bare sludre løs." Jeg smiler lidt, kigger stadig ned i bordet og fortæller så, hvad der er sket. Harry rykker stolen, hen ved siden af mig, lægger sin arm omkring mig og siger "Så kan jeg godt forstå, du ikke er så glad." Jeg rejser mig op, tager min kaffe og siger "Jeg er nødt til at gå nu!" Så går jeg mod døren, da han siger "Vent!" Jeg opdager ikke, at han går efter mig. Jeg vender mig om, og støder ind i en stol, så jeg falder og får kaffe på mit tøj. Harry hjælper mig op og spørger "Er du okay? ..Her. Tag min jakke, du er jo drivvåd." Han rækker sin jakke hen til mig, jeg giver ham den tilbage, og siger "Nej, det behøver du ikke, jeg skal bare hjem og vaske mit tøj. Men hvad var det du ville?" Han lægger sin jakke, omkring mig og siger "Her. Tag den nu. Du kan jo ikke gå sådan der." Jeg bliver lidt genert, fordi det var rigtig sødt, og spørger "Men hvordan, skal du få den tilbage?" Han tager noget papir, skriver hans nummer, giver mig det og siger "Her. Du ringer bare. Så kan vi mødes, og gå en tur, eller sådan noget." Så takker jeg ham, og skal til at gå. Da jeg er på vej ud, bliver caféen omringet af paparazzier. De tager en masse billeder af mig og Harry og råber. Jeg bliver ret forskrækket. Harry løber op til disken, og da han kommer tilbage, tager han min hånd og siger, at jeg skal følge med ham. Vi løber ud af en bagdør, og om i en lille gade, hvor vi er alene. Så siger han "Undskyld, at du skulle udsættes for det, men jeg vidste jo ikke, at de havde fundet mig!" Med bedende øjne. Jeg kigger forvirret på ham, og spørger "Hvad mener du med at de har fundet dig? Og hvem er du egentligt?!" Han smiler til mig og svarer "Jeg er Harry Styles.." Jeg kigger forvirret på ham og så fortsætter han "Medlem af One Direction.. Et af verdens mest berømte boybands. Men hvad hedder du?" Jeg griner lidt og siger "Ja. Helt sikkert. Og jeg er Paris Hilton. Hvor dum tror du egentligt jeg er?" Han griner lidt af mig, kigger rundt om hjørnet, og siger, at jeg skal komme hen og kigge. Jeg forstår det ikke "Altså. Hvad er det jeg skal se? Der er jo ingen?" Han peger over på en butik. I vinduet er der nogle plakater, med One Direction og siger "Kan du se de plakater der?" Jeg kigger igen og siger "Ja, det er det.. Vent nu lige lidt! Det er jo dig! Så er du medlem af One Direction?!" Han griner lidt af mig, og siger "Ja, det er jeg ,og de paparazzier følger mig overalt. 24/7!" Jeg kigger lidt uoverskueligt på Harry, og siger så "Okay. Men hvorfor hev du mig, med herud?" Han kigger på mig, og svarer "Hvis de ser mig, sammen med dig, så starter de en masse rygter om dig, mig og ja.. Os. De vil skrive en masse, og det gik jeg ikke ligefrem udfra, at du havde lyst til?" Jeg kigger lidt forvirret på ham, og siger "Okay. Tak.. Tror jeg nok. Men hvordan, kommer vi så væk herfra, Einstein?" Han kigger på mig og svarer "Okay, jeg kan godt fornemme, at du ikke ligefrem, er en fan.. Jeg har en plan, men jeg får brug for din hjælp!" Jeg kigger forvirret på ham, og spørger om hvad det er. Han kigger mig i øjnene og spørger "Hvor bor du egentligt 'Paris Hilton'?" Jeg kan ikke lade være med at grine lidt, og siger så "Hey, jeg troede bare du var skør, og fandt på en historie, men jeg bor på ...... Hvorfor? Og til din oplysning, så hedder jeg Amanda." Harry smiler og siger "Okay, det er ikke så langt væk, men Hej Amanda, vil du gøre mig en tjeneste og lade mig sove hos dig?" Jeg kan ikke rigtig tage det seriøst, og siger så "Okay. Hvad er det lige der sker? Jeg sidder på en café, alene, drikker en kop kaffe, og så kommer du, en vildt fremmed, hen og vil sidde sammen med mig. Fair nok, så fortæller jeg dig, hvorfor jeg er virkelig ked af det, du trøster mig lidt, jeg falder og bliver våd af min kaffe, du låner mig så din jakke. Så bliver vi omringet af paparizzier, du hiver mig ud fra caféen, så står vi på en eller anden lille vej, jeg finder ud af at du er verdens berømt, og så vil du sove i min lejlighed, sammen med mig?" Harry smiler lidt akavet til mig, og svarer så "Ja. Det lyder rigtigt nok. Men vil du ikke nok, gøre det for mig? Hvis jeg tager hjem til mig selv nu, så opdager de mig, og omringer mig igen. Please?!" Han kigger mig lige i øjnene. Han ser virkelig trist ud, med hans store varme, dejlige, grønne øjne. Så jeg tænker lidt, tager fat i hans arm og siger "Okay. Følg efter mig!"