You're The One! (Med One Direction)

Kapitel 18.

(Amanda's synsvinkel)

Meget kort tid efter Niall er gået kommer Harry løbende ind til mig og råber "Amanda, er du okay? Hvad er der sket?" Jeg tænker for mig selv "Altså, hvorfor tror han der er sket noget? Hvad har Niall lige sagt til ham?" Jeg kigger på ham og svarer "Ikke noget. Hvorfor tror du der er sket noget?" Harry ånder lettet op, går stadig hen imod mig og siger så "Okay, Niall kom bare ind i bussen og sagde at du havde brug for mig, så jeg troede du var kommet til skade eller noget! Men hvad er der søde?" Jeg sidder og kigger ned i gulvet, så han ikke ser at jeg har grædt, han sætter sig ved siden af mig, lægger hånden på min kind og rejser mit hovede. Jeg kigger ham i øjnene og svarer "Ikke noget, Niall tænkte bare at jeg nok mere havde brug for, at snakke med dig end med ham." Han kigger mig i øjnene og spørger "Hvorfor har du grædt?" Jeg bryder fuldstændig sammen, putter mig ind til ham og han trøster mig. Da jeg lige har fået vejret igen, kigger jeg på ham og siger jeg "Jeg kan snart ikke mere Harry!"

(Harry's synsvinkel)

Amanda kigger på mig og siger "Jeg kan snart ikke mere Harry!" Der triller en tåre ned af min kind, jeg tørrer den væk og spørger "Hvad mener du? Hvad sker der egentligt, inde i dit hoved?" Hun er virkelig oppe og kører og svarer "Det her, dig, at lyve, mine tanker, det folk siger til mig og at være falsk!" Jeg forstår det ikke og siger "Okay. Jeg er ikke helt klar over hvad du mener.. Prøv at forklare mig det." Amanda tager en dyb indånding og siger "Okay.. Jeg hader tanken om at jeg lyver, overfor hele verden, dig og mig selv, med at vi er 'kærester'. Jeg tænker hele tiden over, hvad der er sket, men forstår det ikke. Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg er glad for at være her, men alligevel ville jeg ikke lyve, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, så siger både Perrie, Niall og Zayn at jeg bare skal have tid, til at tænke igennem, hvad der er sket og vænne mig til det, og så vil det automatisk gå op for mi, hvad jeg skal gøre.. Men uanset hvor meget jeg tænker, så forstår jeg det ikke og jeg.. Jeg er pisse forvirret! ..Men jeg skal nok klare mig, jeg holder mig bare i nærheden af dig og drengene, og så skal jeg bare være falsk, når vi er i offentligheden!" Jeg kan mærke jeg skal til at græde og så siger jeg "Okay, jeg kan godt forstå dig.. Men du kan umuligt have det ligeså hårdt som mig!" Amanda kigger overrasket på mig og spørger "Okay. Og hvilken trøst er det så lige? Jeg sidder her og græder, og så siger du bare, at jeg ikke har det hårdt?!" Vi hidser os begge ret meget op, jeg hopper ned på gulvet og siger "Nej, du har ikke så hårdt som mig. Du hader mig og jeg er jo forhelved forelsket i dig!" Jeg vil ikke se hendes reaktion, så ligeså snart jeg har sagt det, vender jeg mig om og løber et eller andet sted hen.

(Amanda's synsvinkel)

Harry siger til mig "Nej, du har ikke så hårdt som mig. Du hader mig og jeg er jo forhelved forelsket i dig!" Også løber han ud. Jeg begynder at græde igen og løber ind i bussen. Da jeg kommer ind, sidder drengene og kigger bekymret på mig i sofaen, og så spørger Louis "Hvad er der sket Amanda og hvor er Harry?" Jeg tænker lidt over det, kigger over på dem igen og svarer "Vi kom ligesom lidt op at skændtes, råbte lidt af hinanden, så sagde Harry, at jeg ikke har det hårdt, fordi han er forelsket i mig, Og så løb han bare.. De kigger stadig ret bekymret på mig også siger Niall "Jeg prøver at finde ham!" Og skynder sig så ud ad bussen. Jeg sætter mig ned i sofaen og græder igen. De sidder alle og trøster mig og så spørger Zayn "Amanda, hvad skete der egentlig?" Jeg kigger på ham og svarer så "Jeg fortalte ham, at jeg snart ikke kunne klare det mere, at være falsk overfor hele verden og sådan, så siger han at jeg umuligt kan have det så hårdt som ham. Jeg hæver stemmen lidt og spørger ham om hvad fanden det er for en trøst, at sige at jeg ikke har det hårdt så siger han 'Nej, du har ikke så hårdt som mig. Du hader mig og jeg er jo forhelved forelsket i dig', og så løb han bare sin vej."

(Niall's synsvinkel)

Jeg har fundet Harry, han sidder på jorden og græder. Jeg har sat mig ned ved siden af ham og han har lige fortalt mig, hvad der skete mellem ham og Amanda. Jeg kigger meget opgivende og trist på ham og siger så "Harry, Amanda hader dig ikke.. Hun synes du er en smule irriterende, engang imellem, men hun hader dig ikke!" Han kigger på mig. Han har helt røde øjne, tårer ned ad begge kinder, og så spørger han "Hvorfor tror du det?" Jeg kigger ham i øjnene og svarer "Okay, du skal ikke sige til Amanda, at jeg har sagt det, men jeg kan ikke klare at se dig sådan her. Hun har selv fortalt mig det. Da vi snakkede tidligere, der sagde hun det." Jeg sidder og trøster ham og da han har fået grædt ud, så rejser vi os begge, og går tilbage i bussen. Da vi kommer ind i bussen sidder de alle i sofaen, men Amanda er der ikke.