You're The One! (Med One Direction)

Kapitel 11.

(Harry's synsvinkel)

Vi sidder i stuen og spiser vores pizzaer, i pinlig tavshed. Så spørger Amanda "Hvad plejer du egentligt at lave? Altså når du ikke er på tourné, spiller koncerter og bare har fri." Jeg smiler til hende og svarer "Altså, jeg er mest sammen med drengene, eller er derhjemme og sådan noget. Hvad laver du til hverdag?" Hun smiler en smule til mig og svarer så "Ikke så meget, det er ikke så længe siden at jeg flyttede hjemmefra, det måske 2 måneder siden, men så flyttede jeg pga. At jeg.. Nej, det er ligemeget.." Hun får tårer i øjnene, jeg går over og sætter mig, ved siden af hende, lægger min hånd, på hendes skulder og siger så "Vil du ikke fortælle mig det? Det er ikke godt at gå rundt med tingene selv, hvis det gør en ked af det." Hun kigger på mig og siger så "Okay.. Jeg har aldrig rigtig haft nogle venner, at være sammen med, så jeg har altid bare været hjemme sammen med min mor.. Så da jeg flyttede, ville jeg ligesom.. Jeg ville have have en ny start, finde venner at være sammen med og sådan. Men så igår da jeg var hjemme og besøge min mor, så spørger hun mig om jeg har fundet nogle.. Jeg svarer bare nej, for det har jeg ikke. Så siger hun, at hun synes at jeg bare skal flytte hjem igen, men så siger jeg til hende 'Mor det vil jeg ikke, jeg flyttede for at finde nogle, at hygge mig med og det tager altså også sin tid..' Hun blev virkelig sur og siger 'Jamen det virker jo ikke og jeg savner dig!' Så råber jeg til hende 'Mor, det hele kan ikke kun handle om dig, jeg bliver nødt til at gå min egen vej, jeg kan ikke altid være hjemme hos dig, bare fordi du savner mig!' Hun begynder at græde og siger, at jeg skal gå min vej og ikke komme tilbage, før jeg vil respektere hende og så kørte jeg min vej." Amanda begynder at græde, jeg bliver ret ked af det på hendes vegne. Så trøster jeg hende og siger "Det skal nok gå, du har jo ikke mistet din mor. I skal bare have lidt tid, så skal du bare se. Men jeg er rigtig glad for at du fortæller mig det!" Jeg får en virkelig ubehagelig følelse i kroppen, af at se en jeg godt kan lide græde, det kan jeg bare ikke klare! Da hun er holdt op med at græde igen, spørger jeg hende "Har du egentligt nogle søskende?" Hun smiler lidt til og svarer "Nej, jeg er enebarn."

(Amanda's synsvinkel)

Jeg smiler lidt til Harry og svarer "Nej, jeg er enebarn." Han smiler lidt til mig og spørger så "Hvad med din far? Er han.." Jeg afbryder ham og svarer "Det ved jeg ikke.." Så spørger han "Hvad mener du?" Jeg har ikke lyst til at snakke om, at min far er død, så jeg prøver at finde på noget andet, at fortælle ham. Så svarer jeg "Jeg har aldrig mødt ham." Det er nok dumt, at fortælle ham, at jeg aldrig har mødt min far, men jeg vil helst ikke snakke om at han er død. Harry ser trist på mig og siger så "Undskyld.. Det er jeg ked af, det skulle jeg ikke have spurgt om. Jeg ville bare.." Jeg afbryder ham igen og siger "Det er okay Harry, du skal ikke sige undskyld, jeg hader når folk får ondt af mig!Jeg har det fint også selvom jeg helst ikke vil snakke om ham." Så kigger Harry på klokken og siger "Klokken er kun 18:07. Skal vi ikke tage på café, nu når du hældte din kaffe udover dig, da vi mødtes?" Jeg griner lidt og svarer så "Jo okay, men ingen flugt denne gang, hvis der kommer paparazzier! Nu gør det jo ikke rigtig noget, hvis de skriver løgn-historier om at vi er sammen." Han griner lidt falsk, kan jeg høre og siger "Okay, så lad os da komme afsted!" På vej ned af trappen spørger jeg "Skal vi ikke også invitere de andre, altså Liam, Niall, Zayn, Louis og Perrie?" Harry smiler lidt skuffet til mig og svarer "Jo, jeg kan da godt prøve at ringe til dem og spørge om de har lyst." Da vi er kommet ned til bilen lægger Harry på med Liam og siger "Okay, Liam og Niall er på vej nu, men Louis kan ikke komme." Jeg smiler glad, så sætter vi os ind i bilen også ringer Harry til Zayn. Da han har snakket med ham siger han "Zayn er på vej nu, men Perrie var taget afsted, så vi kan ikke få fat på hende." Jeg tager sedlen med hendes nummer og min mobil op af min lomme og siger "Det er okay, du kan bare tage min mobil og ringe til hende fra. Jeg fik hendes nummer da hende og Zayn tog afsted." Så giver jeg Harry sedlen og min mobil. Da han har snakket med hende siger han "Okay, Perrie er også på vej nu." Og giver mig min mobil og sedlen tilbage. Da vi kommer frem sidder Liam og Niall allerede inde på caféen og venter på os. Niall løber nærmest hen til mig, giver mig et kram og siger "Hej Amanda! Jeg har savnet dig!" Jeg bliver lidt glad, trækker mig og siger "Okay Niall, du må godt slippe nu, det er trods alt kun nogle timer siden vi sidst så hinanden!" Og griner lidt. Så kommer Liam op og siger hej til os begge, vi sætter os ned og så siger Harry "Jeg skal nok bestille. Hvad vil i have?" Jeg svarer "Jeg vil gerne have en kop kaffe, uden noget i tak." Så siger Liam "Du behøver ikke bestille for os, vi har bestilt." Harry nikker og går så op og bestiller.

(Niall's synsvinkel)

Liam har lige sagt "Du behøver ikke bestille for os, vi har bestilt." Også går Harry op for at bestille. Mens Harry bestiller for ham og Amanda kommer min mad. Amanda kigger på mig og spørger så "Niall, har du ikke fået noget at spise hele dagen, eller hvad?" Med et lille grin. Jeg smiler til hende og svarer "Jo da, jeg er bare mega sulten!" Vi griner lidt og så siger Liam "Ja, det må du vende dig til Amanda. Niall spiser mad for os allesammen. Han spiser bare hele tiden!" Vi griner lidt og Amanda nikker. Så kommer Harry ned med 2 kopper kaffe og giver den ene til Amanda. Så kommer Perrie, hun går først hen til Amanda, giver hende et kram og siger "Hej søde!" Amanda smiler til hende og siger "Hej smukke!" Perrie giver også os andre et kram, og så spørger hun "Kommer Zayn ikke?" Harry smiler til hende og svarer "Jo, bare rolig. Han er på vej." Lige præcis, så kom Zayn ind ad døren, kommer over til os, siger hej til os alle, og så sætter han og Perrie sig ned. Så sidder vi og snakker frem og tilbage om alt muligt og da vi har drukket vores kaffe, jeg har spist min mad og vi har snakket lidt mere, så tager vi alle hjem igen.