You're The One! (Med One Direction)

Kapitel 3.

(Amanda's synsvinkel)

Næste morgen vågner jeg, og regner jo med at Harry ligger ved siden af mig. Men nej. Harry er der ikke. Jeg kigger på min mobil, for at se hvad klokken er. Den er 9:38, jeg er sygt træt, og har mega hovedpine, efter i går. Jeg kan høre nogen snorke, så går jeg ind i stuen. Så ligger Harry selvfølgelig på sofaen, i bar mave og mine jogginbukser. Det at han ikke har noget på overkroppen, afslører nogle tatoveringer. Jeg står og kigger lidt, og tænker "Hvorfor lige en kæmpe sommerfugl, midt på maven, og 2 fugle på brystet? Jeg mener bare. En sommerfugl og 2 fugle.. Hvorfor?" Da jeg har stået i et lille stykke tid, åbner Harry øjnene, og spørger pludselig "Kan du lide hvad du ser?" Helt frisk. Jeg bliver ret forskrækket, kigger straks på ham, og svarer så "Altså.. Det ved jeg ikke rigtig. Men hvad sker der, for sommerfuglen og fuglene?" Harry griner lidt og svarer så "Tja. De skulle bare være der." Jeg griner også lidt, og siger så "Ja okay, fair nok." Da vi er holdt op, med at grine, spørger jeg "Nåmen, vil du have noget morgenmad?" Harry smiler til mig og siger "Ja. Tak som byder! Hvad har du?" Jeg griner lidt, og siger "Altså.. Jeg har cornflakes, cornflakes og hvad var nu det sidste? Nåår ja.. Det er cornflakes. Noget du har lyst til?" Vi griner lidt, også siger Harry "Jamen, det lyder lækkert! Lad os få nogle cornflakes." Så går vi ud i køkkenet sammen, og jeg tager 2 skåle, cornflakes og mælk, og hælder det i. Så sætter jeg mig ned, ved siden af Harry, giver ham den ene skål, og så spiser vi sammen.

(Harrs's synsvinkel)

Amanda giver mig en skål med cornflakes, og så spiser vi morgenmad sammen. I et stykke tid, sidder vi bare, i pinlig tavshed. Jeg synes faktisk, hun er rigtig sød. Jeg ville bare ønske, at hun havde det på samme måde, og gav mig en chance.. Men det ved jeg godt, ikke kommer til at ske. Det er jo åbenlyst. Så spørger jeg hende "Hvor mange år, er du egentligt?" Hun kigger på mig, og svarer bare helt koldt "Jeg er 18. Hvor gammel er du?" Jeg smiler til hende og svarer "Jeg er 20. Hvornår har du så fødselsdag?" Hun virker lidt irriteret, over ikke bare at kunne få lov, at spise sin morgenmad, men så svarer hun "D. 1 februar." Jeg bliver faktisk ret glad, og siger så "Fedt! Det har jeg også!" Det bringer faktisk et lille smil frem, på hendes læber, og så siger hun "Nice nok." Jeg bliver underligt nok helt glad, af at se hende smile, men hun har også et rigtig sødt, og flot smil! Så er jeg færdig med at spise, jeg rejser mig op, siger "Tak for mad søde." Går ud i køkkenet, og skyller skålen.

(Amanda's synsvinkel)

Harry siger "Tak for mad søde." Rejser sig op og går, ud i køkkenet, for at skylle sin skål. Jeg holder op med at spise, og tænker "Søde? Hvorfor kalder han mig nu søde? Hvorfor gør han det, og hvorfor synes jeg at det er sødt?! Hvad sker der lige!" Så spiser jeg lige resten af mine cornflakes, og sætter min skål, oven i den som Harry har spist af. Da jeg kommer ind i stuen, har Harry lige taget bukserne af, for at tage sine egne på. Inden jeg får tænkt mig om, siger jeg "Bare lad være, jeg går bare ind, og finder nogle bukser og en t-shirt til dig. Så kan jeg vaske dem der, inden du tager afsted." Da jeg kommer ind i soveværelset, tænker jeg bare "Hvorfor sagde jeg nu det?! Så hænger jeg jo bare, endnu længere på ham! Hvorfor gjorde jeg det?!" Jeg forstår det ikke. Men nu har jeg sagt det, og kan ikke lave det om. Så jeg finder et par, lidt drengede, bukser og en t-shirt frem, går ind i stuen, kaster det over til ham, og siger "Værsgo, du kan bare låne det."

(Harry's synsvinkel)

Amanda kaster et par bukser, og en t-shirt over til mig, og siger "Værsgo, du kan bare låne det." Jeg bliver lidt glad, fordi hun vil låne mig det, mens hun vasker mit tøj for mig, inden jeg tager afsted. Så går hun lige ind på hendes værelse, tager en nederdel, nogle leggings og en tanktop på. Så går hun ud, og smider mit tøj, og hendes nattøj, i vaskemaskinen. Så går hun hen til mig, med min jakke i hånden og siger "Værsgo. Skal vi komme afsted?" Jeg forstår det ikke helt, og spørger "Hvad mener du?" Så smiler hun lidt usikkert til mig, og spørger "Skulle vi ikke hjem til ham Liam, så jeg kunne møde dine venner?" Jeg bliver rigtig glad, og svarer så "Okay. Jo. Så lad os komme afsted." Så tager Amanda en trøje på, tager sine nøgler, også går vi.