You're The One! (Med One Direction)

Kapitel 14.

(Harry's synsvinkel)

Amanda er gået ind på værelset og jeg sidder i stuen, og skriver videre på min sang. Da jeg har siddet i en halv time, eller noget og skrevet, så kan jeg ikke koncentrere mig mere lige nu, og så hører jeg noget inde fra værelset. Jeg stiller mig udenfor døren og lytter lidt. Det er Amanda. Hun synger. Jeg står og tænker 'Okay, hun er smuk, sød, sjov, hyggelig at være sammen med, og hun kan også synge. Hun er jo helt perfekt!' Da jeg har stået i et par minutter, åbner døren sig og Amanda kommer ud. Jeg prøver at lade som om, jeg bare lige er ved at gå forbi, men tror ikke rigtig hun hopper på den. Hun kigger på mig og spørger "Står du og lytter til at jeg synger, gennem døren?" Jeg prøver at virke cool og svarer så "Nej selvfølgelig ikke, jeg øh.. Jeg var bare lige på vej ud på toilettet." Hun griner lidt af mig og siger "Harry, du er virkelig dårlig til at lyve!" Så griner vi lidt, og så siger jeg "Okay, du fik mig. Men du synger altså rigtig godt!" Hun kigger på mig og siger så "Jamen tak." Ret sarkastisk. Jeg smiler til hende og siger "Jeg mener det. Du har en god stemme. Hvis du trænede den lidt, så ville du, helt sikkert, kunne blive sangerinde!" Hun kigger ned i jorden og siger så "Tak, men det kommer ikke til at ske.. Jeg har virkelig meget scene-skræk!" Jeg kigger opmuntrende på hende og siger "Jamen, du kan jo stadig nå, at overvinde din scene-skræk! Zayn og jeg vi havde også scene-skræk, da vi gik til x-factor audition. Så det kan altså godt lade sig gøre!" Hun smiler en smule og siger så "Tak, men det tror jeg ikke komme til at ske. Jeg hader at stå foran andre mennsker! Bare det at lege et eller andet med nogle venner, som jeg kender, hvis jeg skal stå foran dem og tale eller gøre noget, så går jeg bare i panik! Jeg kan bare ikke.." Jeg smiler trist til hende og siger så "Okay, det var en skam. For jeg tror virkelig du kunne nå langt, som sangerinde!"

(Amanda's synsvinkel)

Harry smiler lidt trist til mig og siger "Okay, det var en skam. For jeg tror virkelig du kunne nå langt som sangerinde!" Så tager jeg mit headsæt på igen, skruer ned så jeg kan høre Harry, hvis han nu skulle snakke til mig, og så går vi begge tilbage i stuen. Vi lægger os i hver vores sofa overfor hinanden, Harry skriver videre på sin sang og jeg hører den der 'One Direction - What Makes You Beautiful' igen. Jeg har hørt den et par gange og jeg har næsten lært omkvædet og synger derfor stille med. Jeg har søgt på sangen, på Google, og fundet teksten så jeg kan synge med. Af en eller anden grund, så når omkvædet kommer, så synger jeg lidt højere. Nåmen, så sidder jeg og synger stille "Baby you light up my world like nobody else. The Way that you flip your hair gets me overwhelmed, bur when you smile at the ground it ain't hard to tell. You don't know, oh oh.." Så siger Harry "Amanda?" Jeg tager mit headsæt af, kigger på ham og siger "Ja. Hvad er der?" Han smiler til mig og spørger "Hvad hører du?" Jeg kigger på min mobil og svarer jeg hører 'What Makes You Beautiful'. Hvorfor?" Han smiler overrasket til mig og siger så "Jeg synes bare også at det var den og eftersom du ikke kan lide vore musik, så ville jeg lige være sikker." Jeg smiler lidt til ham og siger så "Nej, jeg kan jo ikke lide One Direction, men jeg tænkte at eftersom, at jeg alligevel skal være sammen med jer 24/7 i 10 måneder, så kan jeg jo ligeså godt hører noget af jeres musik." Så ringer min mobil, jeg tjekker hvem det er. Det er ikke et nummer der siger mig noget, jeg tager den og siger "Hallo, det er Amanda?" Så siger personen "Hey smukke, det er Perrie. Jeg tænkte bare på, at eftersom i skal afsted på tourné i aften, så ville jeg høre om Zayn og jeg må komme en tur over, og hænge lidt ud?" Jeg smiler glad, kigger på Harry og spørger "Harry, er det okay at Zayn om Perrie, kommer en tur forbi og hænger ud?" Han smiler og svarer "Ja, det kan de bare gøre." Jeg smiler og siger så "Ja, i kan bare komme." Så siger hun "Okay, så tager vi afsted nu. Ses om lidt!" Jeg smiler rigtig glad, lægger på, lægger mit headsæt ind på værelset, og går tilbage i stuen.

(Zayn's synsvinkel)

Vi ankommer til Harry's hus omkring et kvarter efter, at Perrie havde snakket med Amanda. Vi går ind ad døren, og så råber jeg "Hey, vas happening?" Jeg kan høre Amanda griner lidt, og så råber Harry "Hey Zayn, bare kom ind!" Så snart vi kommer ind i stuen, løber Amanda og Perrie hen til hinanden, krammer og beslutter sig meget hurtigt for at gå ind på værelset. Inden jeg får set mig om, så er de bare forsvundet og så siger jeg "Nå, de er da blevet virkelig gode veninder allerede!" Harry smiler lidt skuffet og siger så "Ja, det er da dejligt for dem." Jeg kan se der er noget galt med ham, og så spørger jeg "Hvad er der galt Harry? Hvorfor så trist?" Han kigger på mig og svarer så "Det er dét, de er blevet virkelig gode veninder, på ingen tid.. Men hun vil stadig ikke engang give mig en chance, for at gøre et godt indtryk på hende.." Jeg kigger forstående på ham og siger så "Okay, jeg kan godt forstå dig. Jeg ville have det på samme måde, hvis hende jeg er forelsket i, ikke ville give mig en chance, men bare bliver bedsteveninder, med en af mine bedstevenner's kæreste, inden de overhovedet har kendt hinanden i et døgn. Må jeg give dig et råd?" Han smiler lidt spændt til mig og svarer "Ja selvfølgelig. Hvad?" Jeg kigger ham i øjnene og siger "Jeg tror hun synes det hele er gået for hurtigt, og hun har brug for at tænke det hele igennem, og vænne sig til det. Så giv hende noget plads, og lad være med at være for tæt på hende hele tiden. Ikke sådan at du skal være mindst 5 meter væk fra hende hele tiden. Men lad hende være på værelset, hvis du kan mærke hun virker irriteret, træt eller du kan mærke på hende at hun bare har brug for at være alene og ja.. Bare giv hende lidt tid, jeg mener hvis hun virkelig hader dig, så havde hun ikke engang overvejet, at sige ja til hverken at blive din 'snyde-kæreste', eller tage med på tourné med os!" Han smiler lidt usikkert til mig og siger så "Okay, jeg skal nok prøve.. Jeg er bare helt væk i hende. Jeg vil bare være sammen med hende hele tiden. Jeg kan sidde herinde i stuen og være sammen med hende, og så hvis hun går på toilet eller noget, så savner jeg hende næsten allerede, og så når jeg er sammen med hende igen, så ved jeg ikke, hvad jeg skal sige til hende!"