Vampyrtvillinger: Scars synspunkt ( på dansk )

Regler og deres straffe

Imens jeg stadigvæk tænker på Elena, får jeg lige pludselig en meddelelse. Raymond Har endnu en gang brugt reglerne, så nu skal jeg finde ham og straffe ham. Så jeg skynder mig ud af mit private rum, Og videre ud af slottet for at finde Raymond.

Under 1 time senere, finder jeg Raymond. Han bor stadigvæk i sit lille lejlighed, som ligger tæt på de fleste biblioteker og de store skoler. Den mand elsker at studere og lære, endda mere end mig. Men på trods at det, er han stadigvæk ikke klog nok til at indse, at han skal holde reglerne, ligesom alle andre. Og med den tanke skynder jeg mig, ind i hans lejlighed. Efter at jeg er kommet derind, siger jeg til ham; "Raymond, du har brudt reglerne igen. Hvis du bare holte op med at Bryde reglerne, skal jeg heller ikke længere straffe dig, hele tiden" Raymond svarer; "Scar, jeg kan ikke lade være, min store passion er at skrive og dele min historie" Jeg svarer; "Raymond, jeg bliver altså nødt til at tage dig med" Efter jeg sagde det, sukker Raymond inden han svarer; "okay, jeg skal nok følge frivilligt med. Jeg kender trods alt rutinen"

Lidt over 2 time senere, jeg er nede i tortur rummet og det er Raymond også. Og endnu en gang tager jeg fat om hans hals, og træder et skridt tættere på ham. Imens jeg gør det, falder dig et par blodpropper fra hans læber. Og imens jeg kigger ham ind i øjnene, siger jeg til ham; "Raymond, Raymond, Raymond..." Efter at jeg har sagt det, forsøger han at dreje sit hoved væk fra mig, fordi han ikke vil se på mig. Og den tanke, fik mig til at sige til ham; "Hvorfor er det altid dig, som bryder vampyrernes kodeks??" Imens jeg spørger ham om det, Ender jeg med at ruske i ham, af vrede. Efter et kort øjeblik, svarer han; "jeg skrev bare en bog" Jeg siger til ham med vrede i stemmen; "ja, om din fortid" Raymond forsøger endnu en gang, at forsvare sine handlinger; "men der var intet omkring vampyr i den" Jeg siger til ham; "Men der var meget viden, som ingen nutidige mennesker kender til" Efter en kort pause siger jeg igen; "Det kan Satan altså ikke lade dig slippe for" Efter at jeg har sagt det, siger han til mig; "men jeg er overvampyr" Jeg svarer ham, med et smil; "Ja, det er noget af et problem. Hvid du var en regelmæssig vampyr, havde jeg bare knækket nakken på dig, stukket en pind gennem dit hjerte, revet det ud og stillet det til pynt som et fint trofæ på en gammel træpind" Efter at jeg har sagt det, træder han tre skridt væk for mig. Og han krydser sine arme, inden han siger til mig; "Det er min passion at skrive og dele min viden" Jeg svarer ham; "Tror du ikke jeg og Satan er fucking ligeglade med hvad du kan lide" Efter en kort pause, siger jeg igen; "Du skal bare være til nytte for os og hvis du er til unytte, så må du straffes. Jeg interesserer mig ikke for, hvad du går og laver, med mindre det har effekt på mit liv" Raymond svarer; "Så lad os lade det være sådan" Jeg svarer; "Det kan jeg netop ikke, når du går og skriver bøger" Efter at jeg har sagt det, uddeler jeg endnu et par slag. Så et par minutter efter, siger Raymond; "Så må jeg bare skrive bøger for de overnaturlige" jeg svarer ham; "Det kunne du være startet ud med, men jeg er her ikke for at lave et kompromis. Jeg er her for at uddele en straf." Og efter at jeg har sagt det, trækker jeg en stor kniv frem, som er forstærket med helvedes kræfter. Og bruger den til at skære Raymonds mave op, så jeg kan hive hans indre og ganer ud.

Efter at jeg har gjort det, forlader jeg tortur rummet. Og da jeg er på vej op af trappen, høre jeg White og Luna de har uden tvivl lyttede med. Så efter at jeg er kommet op til dem, siger jeg højt; "Bare godt ingen troede på dem" Og efter at jeg har sagt det, siger jeg endnu en gang med et smil til de to overraskede piger; "I er velkommen til at give ham en omgang tortur" efter at jeg har sagt det, nikker White og smutter ned af trappen, og Luna siger; "jeg er for træt i dag, til sådan noget. Men måske en anden gang" efter at Luna har sagte, går jeg op til mine private rum.