Story of my life /Harry Styles

What a jerk

Mange tak for 1k reads!

******

"Er du klar til at tage afsted?" Spørger jeg Violet, da jeg er ved at give hende hendes jakke på.

"Nej." Hun kigger ned på sine fødder og ryster med hovedet, da jeg lyner hendes jakke op.

"Hvorfor dog det?" Spørger jeg og rynker på panden.

Hun trækker bare på skuldrene.

"Men du skal altså afsted, Violet. Det ved du også godt," sukker jeg og aer hendes over hendes lange hår.

Hun ryster på hovedet igen og kigger til siden.

"Hvad er der galt, Violet? Har du det dårligt? Savner du far?" Spørger jeg. "Jeg ville virkelig ønske, du kunne snakke hele sætninger nu," sukker jeg.

"Far," siger hun stille.

"Savner du far? Det gør jeg også," sukker jeg med et lille smil. "Men der er ikke noget, vi kan gøre ved det, og nu skal du i dagpleje."

Jeg rejser mig op fra hug og tager min taske over skulderen. Jeg skal til at tage Violet op til mig, så vi kan komme afsted + vi har også en metro, vi skal nå. Min idiotiske bil er til reparation, så det bliver metroen for mig i dag.

"Nej," udbryder Violet og slår foden i jorden. Hun vil bare ikke afsted i dag.

"Violet, det må du nødt til, skat. Du kan ikke komme med mig på arbejde," sukker jeg og sætter mig ned på hug foran hende igen.

"Jo," siger hun.

Jeg sukker, inden jeg løfter Violet op til mig. Så må hun vel komme med på mit arbejde i dag. Lige nu ville jeg bare ønske, Harry kunne være hjemme lige nu, så han kunne passe Violet, mens jeg er på arbejde.

Jeg låser døren efter mig, inden jeg går mod porten til huset. Jeg begynder også at få lidt småtravlt, hvis jeg skal nå metroen til tiden.

Jeg kigger hurtig hen på garagen med to af Harrys biler. Det kunne være fristende bare at tage en af dem, han har jo to her i London og flere i LA, men jeg slår dog hurtig tanken væk igen. Hvis jeg kørte i en af Harrys biler, og der skete noget med dem, så ville der ikke gå lang tid, inden Harry ville finde ud af det, også vil der ikke gå lang tid, før jeg ville være død.

Den chance tør jeg ikke tage, så det må blive metroen i dag. Han har sikker også gemt bilnøglerne til dem et sted.

Da vi endelig kommer frem til undergrunden, går der heldigvis ikke lang tid, inden vores metro kommer. Hele tiden vi har stået og ventet på metroen, har jeg følt, at der har været nogle, som har kigget på os.

Det har der også været. Jeg har hele tiden, siden vi kom ned i undergrunden, set de samme to piger stå cirka 3 meter fra Violet og jeg. De har bare stået pg kigget på os, mens de har hvisket noget til hinanden.

Jeg tager Violet op på armen og går ind i metroen. Pigerne, der har kigget på mig, går ind i den samme perron, de står stadig et par meter fra os, men lige nok til at kunne se os.

"Violet, du skal lige sidde på mor, mens vi kører, så er der mere plads til de andre," siger jeg sødt til Violet og sætter hende på mit skød.

Jeg kigger hurtig op på pigere, de hvisker noget i hinandens ører. Violet kigger nysgerrigt rundt på alle menneskerne, der er i metroen. Hun er ikke vandt til at være omringet af så mange mennesker, men indtil videre, synes jeg, at hun klarer det meget godt.

Jeg holder hende tæt ind til mig og kysser hende i håret.

"Er det sjovt?" Spørger jeg med et grin, da jeg ser hendes smil på læberne.