Story of my life /Harry Styles

A little too much

Mange tak for 4k

******

Harrys POV.

Hun tog sin ring af.

Rose tog sin ring af. Hun tog sin forlovelsesring af lige foran mig. Hun tog den ring af, jeg havde givet hende - været nede i knæ og give hende - lige foran mig.

Jeg kunne ikke tænke på andet derefter. Det var det eneste, der kørte gennem mit hoved. Derfor kunne jeg heller ikke styre, hvad jeg sagde derefter. Derfor røg ordene bare ud af mig, inden jeg kunne nå at tænke over, hvad det var jeg sagde til hende.

Det eneste jeg ved, er, at det jeg sagde til hende, ikke var nogle gode ting.

Jeg er den største idiot i verden lige nu.

Nu er hun lige stormet ud af døren, og der er intet jeg kan gøre nu. Hun sagde, hun ikke engang kunne se på mig. Jeg er et forfærdeligt menneske.

"Rose ..." Kalder jeg efter hende, selvom hun sikkert ikke kan høre mig.

Jeg sukker og kigger ned i gulvet, da jeg ser hendes ring. Den ligger nede på gulvet, den ramte gulvet med et kling. En skærende lyd, der vil hjemsøge mig. Jeg bukker mig end og samler den op. Jeg stryger min tommelfinger over ringen, inden jeg ligger den ned i min bukselomme med et suk.

Eller skal jeg lade den ligge i køkkenet?

Hvad nu hvis hun fortryder, hun tog den af, og kommer ned senere for at lede efter den? Så vil den ikke være her, også kan hun ikke få den på igen.

Jeg tager den op af min lomme igen og kigger på den.

Nej, hvis hun skal have den igen, skal det også gøres ordentlig. Jeg ligger den ned i min lomme igen med et suk.

Jeg kigger hen på døren igen, inden jeg går ud af den. Jeg springer over hver andet trin op af trapperne til førstesal. Jeg går hurtigt, men forsigtigt hen af gangen, forsøger ikke at larme så meget, da Violet forhåbentlig ligger og sover nede for enden af gangen. Jeg åbner døren ind til vores soveværelse, men der er ingen derinde.

Jeg kigger rundt om mig selv, da jeg ser døren til gæsteværelset. Jeg går hen mod den og skal lige til at åbne den, da jeg hører nogle hjerteskærende lyde derinde fra.

Hun er derinde. Hun er derinde, mens hun græder. Jeg vil ind til hende, men der er noget i mig, der siger, at jeg skal lade hende være. Hun er gået derind af en grund. Hun vil ikke se mig nu. Hvis jeg går derind, bliver hun bare endnu mere sur. Jeg må nødt til at blive væk fra hende. Jeg må holde mig i baggrunden, indtil hun er klar igen.

Det tager alle mine kræfter ikke at åbne døren med det samme og gå ind til hende. Ligge mine arme om hende. Trøste hende og fortælle hende, hvor højt jeg elsker hende, og at jeg er virkelig ked af det.

Alle muskler i min krop er helt spændt op. Mine øjne er knebet sammen, og jeg forsøger at ryste tankerne væk. Jeg skal ikke ind til hende.

Jeg går væk fra døren igen, inden jeg åbner døren. Hvis hun ikke vil se mig nu, så skal jeg også lade være med at gå ind til hende.

Jeg går ned af gangen mod Violets værelse. Jeg åbner forsigtig og stille døren ind til hendes værelse og kigger over mod hendes seng. Hun ligger ind mod væggen og sover heldigvis. Hun har ikke hørt noget. Hun er ikke vågnet af vores skænderi. Hvis hun var vågnet, og hun havde hørt os, så ved jeg ikke, hvad jeg ville gøre, men det ville være alt andet end godt.

Jeg lukker forsigtig døren efter mig, da jeg går ind på hendes værelse. Jeg kigger lidt rundt i værelset. Finn ligger derinde og sover på et tæppe. Jeg vidste faktisk slet ikke, han var herinde. Jeg må være ærlig og sige, at jeg ikke havde skænket ham en tanke hele aften.