Story of my life /Harry Styles

Thank you

"Så jeg føler måske bare, at jeg er blevet snydt, hvis du forstår, hvad jeg mener ..." prøver jeg at sige, men det bliver svære for mig at forklare det jeg mener, jo mere jeg fortæller Harry.

"Jeg forstår dig godt," smiler han blidt og giver min hånd et klem.

"Alle andre børn, jeg kendte, havde en hel 'perfekt' barndom. Så perfekt som det nu kan blive. Jeg voksede op med en mor, jeg tvivlede hele tiden tvivlede på, om hun elskede mig. Jeg kan huske, jeg hele tiden ønskede en barndom som alle andre, jeg kendte. Jeg sammenlignede min barndom med alle andre, jeg kendte. Hvilket jeg selvfølgelig godt vidste, at det var dumt. Jeg kunne bare ikke lade være, når jeg først var begyndt," sukker jeg.

"Nu ved jeg det ikke, altså jeg ved ikke præcis, hvordan du har haft det, men måske gjorde du det, fordi du troede, det var den eneste mulighed. Forstår du, hvad jeg mener?" Spørger han, og jeg nikker stille.

"Du har måske ret," sukker jeg. "Men alt hvad jeg egentlig bare ville have, var en almindelig barndom. Jeg kunne til tider ønske, at mine forældre blev skilt, fordi det blev alle de andre børns forældre, så jeg tænkte, at det var det, der førte med til en almindelig barndom."

Harry nikker og bider sig i læben. Hans tommelfinger kører i ringe ovenpå min håndryg.

"Det er bare svært det hele. I flere år har jeg gået rundt med tanker og spekulationer omkring min mor, så det er hårdt og underligt på en måde at åbne sig op på denne måde," indrømmer jeg.

"Det forstår jeg godt, babe," siger Harry og lægger sine arme om mig. Han trækker mig ind til ham og kysser mig i håret.

For at være ærlig, så ved jeg virkelig ikke, hvad jeg skulle gøre uden Harry i mit liv. Jeg tror aldrig, jeg har mødt en person, der forstår mig så godt, som han forstår mig. Han minder mig hele tiden om, hvor højt jeg elsker ham, og hvor meget han betyder for mig uden han egentlig selv er klar over det.

Det er som om, at jeg hverdag bliver bekræftet overfor ham, at det er ham, jeg skal tilbringe resten af mit liv med. Og lige nu kan jeg heller ikke komme på nogle ting, der skulle skille os ad fra hinanden. Det er som om, at vores kærlighed for hinanden er på sit toppunkt lige nu.

Det har ramt bunden før, men nu har det aldrig været højere.

"Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige mere," sukker jeg mod hans skulder.

"Du behøver ikke fortælle mig mere," hvisker han og stryger noget af mit hår om bag mit øre. Han kysser mig på panden.

Det underligste af det hele, er, at jeg græd ikke. Nok kan jeg være en lille tudemarie til tider, men denne gang græd jeg ikke. Man skulle tro, at jeg ville bryde sammen i tårer, mens jeg fortalte alt til Harry, men det gjorde jeg ikke. Ikke en gang en enkelt tåre faldt ned af min kind.

Jeg er færdig med at græde tårer for min mor.

Harry tager fat i begge mine hænder og fletter vores fingre sammen. Han træder et skridt tættere på mig og kysser mig lige på munden.

Det er dét, jeg har brug for lige nu.

Jeg har brug for et skud energi, og det er det, Harry kan give mig. Han har givet mig så meget, og han bliver ved med at overraske mig. Derfor elsker jeg ham, jeg ved, han altid vil være der for mig og sørge for, at jeg har det godt. Han kan gøre, at mit humør skifter og bliver meget bedre på ingen sekunder.

Alt sammen fordi han er sådan et fantastisk menneske, der sætter alle andre i første række, inden han tænker på sig selv.

"Jeg elsker dig så højt," siger jeg lavt på kanten til hvisken.