Story of my life /Harry Styles

Epilog

Denne epilog er lang! Jeg har aldrig skrevet noget længere. Den er næsten 8000 ord, hvilket svarer til cirka 4 kapitler.

Så skriv en kommentar undervejs, så I ikke glemmer noget - eller I kan også lade være. Eller I kan skrive en kommentar til sidst? Eller I kan også bare lade helt være med at skrive en kommentar? Jeg er ligeglad - eller det er lidt løgn, for jeg elsker jeres kommentarer, haha.

Jeg kunne også bare stoppe med at snakke, så I kan komme i gang med epilogen? Jep, hahah.

******

Efter 5 års ægteskab besluttede Harry og jeg at gå hver til sit og blive skilt.

Vi blev enige om det, og det var fuldt ud en fælles beslutning.

Det skete ikke, fordi vi stoppede med at elske hinanden - tværtimod. Der var heller ikke utroskab indblandet eller noget i den dur. Vi var egentlig heller ikke vrede på hinanden, da det skete.

Vi vidste bare, at vi ikke havde nok tid til at se hinanden længere. Nok boede vi sammen og havde den mest vidunderlige fælles datter sammen, men vi kunne ikke finde tiden til at hinanden og pleje vores kærlighed. Det kunne mærkes til sidst.

Det var ikke sundt for nogle af os. Heller ikke for Violet. Hun var efterhånden blevet en stor pige og kunne godt mærke på os, at der var noget anderledes. Det har hun altid kunne. Men specielt i denne situation.

Der var ingen tårer eller vrede ord, da vi fandt frem til en konklusion, der lød på en skilsmisse. Selvfølgelig var vi begge lidt chokeret over, at det var den eneste løsning, vi kunne finde, men vi vidste, at det var bedst for os begge to; at gå hver til sidst.

Når man ikke får den kærlighed fra sin partner, som man har brug for, så kommer der ikke noget godt ud af det. Vi fik en masse kærlighed fra Violet, og vi gav hende en masse igen, men vi glemte at gemme noget til hinanden. Det hele var fuldt ud vores egen skyld.

Så til sidst endte det med, at Harry skaffede os en skilsmisse advokat, der skulle hjælpe os igennem vores skilsmisse.

Der gik ikke mange dage, inden vi fik sendt skilsmissepapirerne hjem, som vi skulle underskrive, også ville vi blive separeret.

Jeg havde det meget underligt med hele situationen. Jeg havde aldrig i hele mit liv troet, at jeg ville få en skilsmisse, og især ikke efter jeg mødte Harry. Jeg troede, at det skulle væres os to; til døden os skiller.

Vi fik skilsmissepapirerne sendt hjem, og vi var klar til at underskrive dem. Vi sad inde i køkkenet ved siden af hinanden med papirerne foran os. Skilsmisseadvokaten havde sat små krydser de steder, vi skulle underskrive, så det var egentlig meget let, vi skulle bare gøre det.

Harry kiggede hen på mig med et suk. Han havde en kuglepen i sin hånd, og jeg havde en i min. Mere skete der ikke.

Lige indtil jeg tog en dyb indånding og skrev min underskrift ned på papiret, inden jeg kunne nå at fortryde det. Det var det eneste rigtig at gøre. Harry kiggede på mig med store øjne, inden han underskrev papiret uden at kigge ned på det.

Harry rejste sig op med et suk og samlede papirerne foran sig. Han lagde dem ned i en konvolut og lukkede den. Han kiggede en sidste gang på mig, inden han skyndte sig ud af køkkenet. Kort efter kunne jeg høre hoveddøren smække.

Nu var det forsent, nu kørte han hen til vores skilsmisse advokat for at aflevere papirerne, vi lige havde underskrevet.

Selvom vi blev enige om, at en skilsmisse var den eneste vej til, at vi egentlig kunne blive lykkelige igen - selvom det er lidt groft sagt - så var det ikke den rigtige vej. Tanken om en skilsmisse gjorde mig ulykkelig, jeg fandt bare først ud af det, da det var for sent.