Story of my life /Harry Styles

Freedom

"Mark er dukket op," siger Harry, og alt luften i mig forsvinder.

"Hvad?" Spørger jeg målløs med store øjne.

"Mark ... Han er dukket op. Han står udenfor og vil gerne ind," siger Harry og peger bag sin skulder.

"Er der ikke nogen, som har prøvet at sende ham væk?" Spørger jeg fortvivlet. Jeg begynder at blive bange ... Jeg ved bare ikke, hvad jeg er bange for.

"Jo, det har de prøvet. Men han er plakatfuld, og han bliver sur, hver gang nogen beder ham om at gå," forklarer Harry med et suk.

"Hvad skal vi gøre nu?" Spørger jeg og kan slet ikke stå stille. "Nu er det hele ødelagt. Han har ødelagt det hele, ligesom han plejer at gøre," udbryder jeg.

"Nej, nej, Rose," siger Harry og lægger hans hænder på mine skuldre. "Træk vejret og sæt dig ned. Jeg skal nok få ham til at forsvinde."

Jeg sætter mig ned på min stol og kigger hjælpeløs på Harry.

"Du går vel ikke derud?" Spørger jeg forbløffet.

"Jo, jeg gør," svarer han kort.

"Nej, Harry, lad være. Bliv herinde med mig," ber jeg ham om.

"Nej, Rose, jeg må nødt til at gå ud og be ham om at gå ... eller noget," sukker Harry.

"Harry, vil du ikke bare blive?" Spørger jeg igen og tager fat i hans hånd.

Han går hen til mig og kysser mig på panden.

"Jeg elsker dig," hvisker han, inden han slipper min hånd og går hen mod udgangen.

Med et suk læner jeg mig tilbage i stolen. Jeg kigger lidt forvirret rundt på alle mennesker, og jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg har ikke en gang nogle at snakke med det om, fordi de eneste, der kender til Mark, er Harry, jeg og ...

"Tracy?"

"Ja, det er mig i egen person," smiler hun og sætter sig ned på den frie stol ved siden af mig.

"Ja, det kan jeg se," siger jeg og kan ikke lade være med at smile lidt.

"Du er virkelig smuk i dag," komplimenterer hun og smiler til mig. "Og det var en meget smuk vielse."

"Mange tak," smiler jeg.

Jeg kigger lidt rundt i hele salen. Jeg kan ikke koncentrere mig om at føre en samtale med Tracy. Det eneste, jeg kan tænke på, er, at Harry lige er gået derud, hvor Mark er. Og på en eller anden måde er jeg bekymret for ham.

"Er der noget galt? Du virker så fraværende," siger Tracy.

"Det er ingenting. Det er bare ... ingenting," sukker jeg og kigger ned i mit skød.

"Det ser ikke ud til, at det bare er ingenting," siger Tracy og kigger på. Hun kigger ikke igennem mig. Hun kigger på mig.

"Det er lige meget," siger jeg og forsøger at tvinge et smil frem.

"Fortæl mig, hvad der er galt. Du kan ikke sidde her på din bryllupsdag også ikke være glad. Du burde ikke høre sammen," siger Tracy og rækker ud efter min hånd.

"Det er bare ..." Jeg tager en dyb indånding. "Kan du huske Mark? Ham, vi engang arbejdede sammen med?"

"Ja, ham kan jeg godt huske. Det var ham, som der ikke havde det så godt med Harry og dig, ikke?"

"Jo," sukker jeg. "Han har her de sidste par år - siden han påstod, at han flyttede til New York - øhm ... man kan vel godt sige, at han har stalket mig," siger jeg.