Story of my life /Harry Styles

Promises

Roses POV.

Overraskende nok gik den næste uge meget hurtig. De første par dage, efter Harry var taget af sted, var ret hårde. Jeg kunne ikke lide tanken om at være væk fra ham, mens vi var uvenner. Og når alt kommer til alt, så har jeg jo savnet ham helt vildt i det lange stykke tid, han har været væk. Så det var hårdt både for Violet og jeg, at han allerede skulle afsted igen.

Jeg har næsten ikke snakket med ham i hele ugen. Han har kun snakket med Violet et par gange over facetime, ellers har der ikke rigtig været noget kontakt. Hvilket er ret trist, hvis jeg skal være ærlig. jeg havde håbet, at selvom vi er uvenner, så kunne vi stadig godt ringe sammen.

Men sådan skulle det ikke være.

Jeg håber virkelig, vi får gjort noget ved vores problemer, når han snart kommer hjem igen. Jeg har været på arbejde i dag, og Harry er hjemme om ikke mange minutter. Jeg tog tidligt afsted og sent hjem fra arbejde, fordi Violet ikke er hjemme for tiden.

Hun er hjemme ved Harrys mor og skal være det til i morgen. Violet og jeg kørte den lange vej til Holmes Chapel i går eftermiddags for at aflevere hende. Jeg blev der en times tid, inden jeg kørte direkte hjem igen.

Jeg tror, det er rigtig godt for Violet at se hendes farmor igen, da det er ved at være et stykke tid siden sidst. Det er også derfor, hun skal være der i et lille stykke tid, og kommer først hjem i morgen. Selvom jeg vil savne min lille pige meget. Men det gør jeg hver gang, jeg er væk fra hende. Hver gang jeg ikke kan se hende.

Det er det samme med Harry. Selvom vi skændes og ikke er de bedste venner lige nu, så savner jeg ham helt vildt. Jeg savner bare at have ham omkring mig og mine omgivelser. Jeg savner at vide, at han er her. Men det er han ikke. Det vi han være snart, og jeg ved ikke, hvordan det vil gå.

Det eneste jeg ved, er, at det kan gå to veje. Vi kan starte skænderiet op helt forfra og forblive uvenner, eller vi kan sige undskyld til hinanden og blive gode venner igen.

Selvfølgelig håber jeg på det sidste, men jeg frygter det første. Jeg frygter det første som pesten. Jeg kan ikke klare endnu et skænderi. Jeg er for udmattet til det, og mit hovede vil ikke være klar til det, da det stadig arbejder på at overkomme det sidste skænderi.

Jeg har bare en frygtelig følelse for, at det er det, der vil ske. En af os vil bringe det på banen igen og 2 sekunder efter vil vi stå og råbe af hinanden. Det er jeg ikke psykisk klar til.

Jeg er ikke engang klar til, at han kan komme ind af døren når som helst. Jeg er ikke klar til konfrontationen. Jeg ved ikke, om jeg er klar til at se ham i øjnene igen. Det er det eneste, jeg vil lige nu, men jeg ved ikke, om jeg er klar til det.

En bildør smækker, og hele min krop fryser til is. Det er nu. Nu er han hjemme igen, og jeg sidder her i sofaen, uden at vide, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg har lyst til at grave mig ned i jorden og forsvinde helt væk.

Jeg har aldrig været god til konfrontationer.

Jeg føler, jeg begynder at svede og fryse på samme tid, da der er en, der rasler med nogle nøgler ude ved hoveddøren.

Skal jeg gå ud til ham?

Jeg ved det ikke selv. Men da døren åbner, tager mine ben styringen i min krop. Jeg rejser mig op og går ud i entréen. Jeg frygter det værste og håber på det bedste.

Det er det eneste, jeg kan lige nu.

Harry står i døråbningen. Han ligner sig selv. Udover han har render under øjnene og ligner en, der ikke har sovet i flere dage. Han har det samme tøj på, som da jeg tog på arbejde den dag, han skulle videre til Irland.