Story of my life /Harry Styles

A puzzle

"Rose? Er du okay?" Spørger Sophia og kommer gående hen til mig. Hun stryger sin hånd ned af min arm.

"Det ved jeg ikke helt. Nej. Jeg er nervøs," siger jeg og bider mig i underlæben.

"Kom med mig," siger hun og tager mig i hånden.

Mellem hovedretten og desserten holdt Harrys forældre en fælles tale til Harry og jeg. Det var en meget sød tale, og de fortalte begge to, hvor glade de var for, at vi havde fundet sammen, og hvor glade de var for Violet. Også takkede de mig for at gøre Harry lykkelig, lige da det skete begyndte jeg at græde.

Generelt så har jeg bare været meget følsom hele dagen.

Sophia fører mig ud på dametoiletterne. Hun låser døren efter os, så der ikke er andre, der kan komme ind.

"Hvad sker der?" Spørger hun.

"Intet, jeg er bare nervøs. Det er det," sukker jeg.

Jeg kigger mig hurtig i spejlet for at tjekke, om jeg stadig ser ud, som jeg gjorde, inden vi tog af sted i kirken. Heldigvis, så er Lou magisk, så jeg ligner mig selv.

"Nervøs? Du har intet at være nervøs for," opmuntre hun mig.

"Jo eller nej, jeg ved det godt, det skal bare overstås," sukker jeg og ryster lidt på mit hovede. Prøver at få styr på alle mine tanker.

"Bare nyd det, det sker forhåbentlig kun én gang i dit liv, at du skal holde tale for din mand," griner hun.

"Ja, det må vi jo håbe," smiler jeg. "Har du min tale?"

"Din tale? Skulle jeg have den? Jeg troede, du havde den?" Siger hun, og mine øjne bliver helt store.

"Sophia, jeg bad dig om at holde styr på min tale. Én lille bitte ting," udbryder jeg frustreret. "Så ligger den jo stadig derhjemme, og det er umuligt for en af os at snige os ud herfra for at hente den," panikker jeg.

Sophia begynder pludselig at grine helt vildt.

"Hvad er der? Det er altså overhovedet ikke sjovt," udbryder jeg.

"Slap af, Rose, jeg har den lige her i min taske. Jeg lavede bare sjov," griner hun og tager min tale op fra hendes lille taske.

"Oh God, det må du aldrig gøre igen," udbryder jeg lettet og tager mig til brystkassen. "Er du klar over, hvor bange jeg lige blev?"

Sophia griner bare stadig. "I det mindste tænker du ikke på at være nervøs længere."

"Jo, tak, det gør jeg nu, hvor du mindede mig om det," mumler jeg og tager talen fra hende.

Jeg folder det laset papir ud og skimmer det hurtig igennem. Jeg kan godt huske det meste af det. Jeg er bare bange for at glemme det hele, når jeg skal til at åbne munden.

"Lad være med at tænke for meget over det. Harry vil blive glad uanset hvad," smiler hun og lægger hendes hånd på min ryg.

"Hvad med alle de andre mennesker, der kommer til at lytte til mig?" Spørger jeg skeptisk.

"Lad være med at tænk på dem. Bare lad som om de ikke er der, eller så forestil dig, at de alle er nøgne," griner hun.

"Du er da godt nok den bedste til at give råd," griner jeg ironisk.

"I know," smiler hun stolt og laver en eller anden underlig bevægelse med hendes arme.

Jeg griner lidt af hende. Jeg er så taknemmelig for at have hende som min veninde. Hvordan hun har været der for mig de sidste mange år, har været helt fantastisk. Og jeg vil aldrig kunne takke hende nok, for hvad hun har gjort for mig.