Story of my life /Harry Styles

The true story - part 1

Bare så vi alle er enige her, så når der står et tal, det er den alder Rose er. Så hvis der står 5 år, vil det sige, at hun er 5 år. Do you understand? I hope so ... lol

Og btw så er det skrevet i 3. person. Den er skrevet i 3. PERSON! Okay, held og lykke med at læse det, eller hvad man nu kan sige, haha!

******

5 år:

"Mor, mor, mor!" Den lille pige kommer løbende ind af hoveddøren. Hun er lige ved at falde over sine ben, og hun virker meget desperat i sine handlinger.

En cykelhjelm sidder spændt om hendes hoved, dog er den ved at falde af hendes hoved. Hun har en tynd sommerjakke på, hvilket også virker meget logisk, da det er forår, og vi går mod varmere tider.

Noget den lille pige har glædet sig meget til.

Hendes hår hænger løst og står nærmest ud til alle sider, men hun er ligeglad. Hun har helt andre og meget vigtigere tanker på hovedet.

"Mor! Hvor er du?" Råber hun.

Hun stopper op inde i køkkenet og kigger sig fortvivlet rundt omkring sig. Med hendes ene lille, skrøbelige hånd fjerner hun noget af hendes hår, der var faldet ned i ansigtet på hende. Hun kigger pludselig i retning mod stuen, da hun kan høre en bekendt stemme komme derinde fra.

Hun spænder benene på nakken og løber ind i stuen, hvor hendes mor vandre fra den ene ende af stuen til den anden ene, mens hun snakker i telefon.

"Mor! Kan du gætte, hvad jeg lige har lært?" Spørger piget højrøstet og begejstret, da hun løber hen mod hendes mor og tager fat i hendes mors sorte cardigan.

Hendes mor er klædt fint på i dag. Men hvis man spurgte hendes mor, ville hun bare mene, at hun var klædt normalt på. Hendes mor klæder sig rigtig fint hverdag, synes den lille pige. Den lille pige har altid sagt, at når hun bliver ældre, vil hun klæde sig lige så fint som hendes mor.

Pigens mor holder en hånd ud foran den lille pige som tegn til, at hun skal være stille. Det stopper dog ikke den lille pige, da hun er meget desperat og stædig i hendes sag. Noget de to har tilfælles.

"Mor, du skal lige vide, hvad far har lært mig," råber den lille pige på 5 år højt. Selvom hun ikke er mange år, så er hun en meget bestemt lille kvinde, der står ved hendes sag.

Hendes mor bryder sig slet ikke om, at hendes datter står og råber, men hun snakker i telefon med en af hendes veninder, der lige har hørt det vildeste nabosladder. Hvis der var noget den lille piges mor elskede, var det sladder. Alt slags sladder. Og hun tøvede ikke med at bruge en hel dag sammen med hendes veninder, hvis bare de snakkede sladder.

Den lille piges mor holder hendes hånd for mobilen og kigger strengt ned på hendes datter.

"Rose, kan du ikke se, jeg står i en vigtig samtale her! Det må vendte," siger den lille piges mor strengt. "Jeg har ikke tid til dit pjat længere. Det må vente til senere."

"Mor, det er vigtig," råber den lille pige frustreret.

"Ikke vigtigere end min samtale! Hvis du skal være herinde, må du være stille," siger hun, inden hun langsomt vender tilbage til hendes samtale.

"Men-"

"Og hvis du skal være inden for, så skal du have dine sko af," tilføjer hun hurtig efter.

Den lille piges skuldre falder, og hun går med et suk ud til hendes far igen. Hun ville ellers så gerne have fortalt hendes mor, at hun lige havde lært at cykle for første gang.