Story of my life /Harry Styles

A whole week

"Enten sover du på sofaen eller så gør jeg. For jeg kan ikke holde ud at kigge på dig længere," vrisser jeg, inden jeg stormer ud af køkkenet.

Jeg kan høre, han kalder lavt efter mig, men jeg ignorere ham. Jeg skynder mig op af trapperne og ind på det eneste gæsteværelse, der er i huset. Jeg skal ikke sove inde i vores soveværelse i nat. Jeg skal ikke sove ved siden af Harrys tomme plads, ved siden af hans pude, der let dufter af ham.

Jeg lukker døren efter mig og forsøger ikke at smække med den, da Violet forhåbentlig ligger og sover lige nede for enden af gangen. Hvis hun har hørt os skændes, så ved jeg virkelig ikke, hvad jeg skal gøre. Så vil jeg være endnu mere sur på mig selv, end jeg i forvejen er.

Jeg sætter mig op af hovedgærdet i den redte seng og kigger op i loftet, inden de første tårer triller ned af min kind. Hvad skete der? Vi råbte af hinanden over de mest idiotiske ting, men alligevel kan jeg ikke se ham i øjnene længere. Jeg fortryder det, jeg sagde til ham, men jeg kan alligevel ikke sige undskyld.

Jeg ved godt, jeg gik over stregen, men jeg kan ikke holde det ud længere. Det var et dumt skænderi, men vreden bobler bare inde i mig. Som sædvanligt gik vi begge over stregen, og som sædvanligt fortryder jeg alt, hvad jeg har sagt til ham. Og jeg håber virkelig også, der er bare noget han fortryder.

Jeg er så sur på ham. Over alt, hvad han sagde og gjorde. Jeg kunne springe i luften lige nu.

Men jeg er mest sur og skuffet over mig selv. Jeg kigger ned på min nøgne hånd og kan mærke flere tårer trille ned af min kind. Hvorfor gjorde jeg også det? Hvorfor tog jeg ringen af? Det var jo ikke fordi, han sagde noget helt vildt syg i hovedet til mig. Jeg blev bare sur. Også tog jeg ringen af ... Det fortryder jeg mest, jeg skulle aldrig have taget den af.

Nok er jeg rigtig sur på ham lige nu, men jeg elsker ham stadig. Jeg elsker ham så højt, og det er der ingen, der kan tage fra mig. Udover mig selv, jeg har fjernet det symbol på, at jeg elsker ham. Hvad vil han ikke lige tænke om det? Han vil jo tro, at jeg slet ikke gider være sammen med ham længere.

Men der er ikke noget jeg hellere vil, end at tilbringe resten af mit liv sammen med ham.

Jeg tørre med det samme tårerne væk fra mine kinder, da jeg høre en lyd fra den anden side af døren. Det lyder som fodtrin. De stopper lige ude foran døren til værelset, men mere sker der ikke. Kort efter kan jeg høre fortrinene igen, de forsvinder længere og længere væk, indtil jeg kan høre en dør åbne og lukke.

Jeg sukker, inden jeg lægger mig ned i sengen. Et par tårer triller ned af min kind igen, men det er ikke det store. Jeg husker slet ikke, at jeg falder i søvn. Det eneste jeg ved, er, at selvom jeg måske ikke ønsker det, så er det sidste jeg tænker på, inden jeg sover, er den krøllehovedet dreng med grønne øjne, jeg forelskede mig så meget i.

*

Jeg tror aldrig, jeg vågnet en morgen og været så udmattet. Aften før kommer alt for hurtigt tilbage i mit hovedet, og jeg har ikke lyst til at stå op igen. Jeg har ikke lyst til at se Harry igen. Ikke nu, det er alt for tidligt.

Men alligevel får jeg på en magisk måde mig selv op fra sengen. Klokken er kun lidt over 07.00, men jeg kan ikke sove længere, og jeg skal også afsted på arbejde, om lidt under en time, så hvis jeg sover længere, så ender det bare med, at jeg får travlt. Og jeg hader at have travlt om morgen.

Jeg går ind i vores soveværelse for at finde noget tøj. Sengen er redt, det vil sige, at Harry ikke har sovet derinde i nat. Derefter går jeg ind på badeværelset og får mig selv bare til at se nogelunde ud, så jeg kan tage på arbejde uden at ligne en, der lige har haft et skænderi med sin forlovede.