Story of my life /Harry Styles

Mrs. Styles

Dørene ind til kirken går op, og min far og jeg går ind. Mit hjerte banker hurtigere, end det nogen sinde har gjort.

Min far holder godt fat om min arm, han er sikkert bange for, at jeg falder. Men det burde jeg også selv være, for mine ben ryster mere end de har gjort før. Jeg har aldrig været så nervøs og spændt over én ting før.

Jeg kigger hurtig rundt på alle menneskerne, der sidder inde i kirken. Flere af dem har jeg aldrig mødt, men de fleste af dem kender jeg godt.

Jeg tager en dyb indånding, inden jeg kigger op mod altereret. Og lige da jeg får øjenkontakt med Harry, går hele verden i stå.

Jeg har aldrig set hans smil større, end det er nu. Det er næsten umuligt, men det har jeg ikke. Jeg kan mærke klumpen i min hals blive større, jo tættere på jeg kommer på Harry.

Men da vores blikke fanger hinanden, går alt andet i stå. Jeg lægger ikke mærke til andet end ham og jeg. Selvom vi stadig er flere meter fra hinanden, så føles det som om, vi står i vores egen lille boble, hvor det kun er Harry og jeg.

Jeg lægger ikke mærke til andre end ham.

Jeg lægger ikke mærke til Louis, der står oppe ved siden af Harry med hænderne foldet på ryggen. Jeg lægger ikke mærke til Sophia, der står over på den modsatte side af alteret. Jeg lægger ikke mærke til præsten, der står midt i det hele. Jeg lægger ikke mærke til Violet, der sidder på skødet af Gemma, da min far og jeg går forbi dem.

Det er kun Harry og jeg. Vores eget lille øjeblik, jeg altid vil huske.

Harry tørrer diskret en tåre væk, der var faldet ud fra hans øjenkrog - dog kan Harrys smil ikke blive større. I det øjeblik kan jeg selv mærke en tåre, der tager vejen ned af min kind.

Efter hvad jeg synes har følt som en evighed, men som nok kun har været maks 2 minutter, kommer vi endelig op til alteret. Harry træder et skridt frem og rækker ud efter min hånd, og der sker det magiske øjeblik, hvor min far giver min hånd til Harry.

For bare 3 år siden, havde jeg aldrig forestillet mig, at dette nogensinde ville ske.

Min far slipper min hånd og sætter sig ned på hans tomme plads. Harry lægger hans hånd om min talje og trækker mig ind til sig. Jeg kan mærke varmen fra hans hånd gennem stoffet på min kjole, men jeg er også blevet lidt kold efter at have stået udenfor.

Han kysser mig på kinden.

"Du er så smuk," hvisker han i mit øre.

Jeg giver ham et lille smil, og han tørrer tåren, der faldt ned af min kind væk med sin tommelfinger. Selvom det kun er et døgn siden, jeg sidst har set ham, så har jeg savnet ham mere, end når han har været på tour.

Måske er det bare på grund af tanken om, at nu skal vi giftes.

Nu.

Musikken stopper pludselig, og præsten træder et skridt frem.

"Vi er samlet her i dag for at forevige kærligheden mellem Harry og Rose," starter præsten ud og kigger hurtig på Harry og jeg.

Harry giver min hånd et lille klem.

"Første gang jeg mødte Harry og Rose, blev jeg overrasket over, hvordan de holder så tæt sammen. De har været i gennem rigtig mange ting de sidste par år, og nu er de endelig nået til dette kapitel af deres kærlighedshistorie, og jeg beundre dem for, at stadig kunne have et så tæt bånd til hinanden. Da jeg snakkede med dem for første gang, blev de ved med at grine og lave jokes af hinanden; de har det sjovt. Det er det et stærkt forhold bygger på. Hvis der ikke er noget humor i et forhold, så bliver det hele bare kedelig. Og i deres forhold er der bestemt meget humor," fortæller præsten.