Story of my life /Harry Styles

The true story - part 2

15 år:

Da den nu 15 årig pige tog i skole, sagde hun farvel til en mor, der var dresset op og lignede en, der skulle en tur i byen. Hendes hår, som hun havde farvet rødt, var sat tilbage i en stram knold. Hendes mor havde alt makeup, der fandtes smurt ud i ansigtet. Men selvom det godt kunne blive for meget, så synes pigen, at det klædte hendes mor, og hun synes, at hendes mor var en rigtig smuk kvinde.

Hendes mor havde en kjole på, der godt kunne gå ud for at være en cocktailkjole. Pigen synes, det var lidt upassende at klædt sådan på en almindelig hverdag, men hun kunne aldrig finde på at sige det til hendes mor. Pigen ville gøre alt for at undgå et skænderi, og hun vidste, at hvis hun stillede spørgsmål til hendes mors stil, så ville der komme et skænderi.

Det var noget andet, da pigen havde kommet hjem. Hun havde lige sagt vi ses til Sarah, og de havde aftalt, at de skulle skype senere på aftenen. De skulle dog først efter Sarah havde set X-Factor i fjernsynet. Det var fredag, og lige siden denne sæson af X-Factor startede, har Sarah siddet limet til skærmen og set det.

Det var den 7. sæson af X-Factor, og der var en boyband med, Sarah var blevet helt vild med. Pigen kunne aldrig huske, hvad de hed, da hun hele tiden glemte det to sekunder efter, at Sarah havde snakket om dem. Hun var heller ikke særlig vilde med dem, generelt bare hele boyband konceptet, det forstod hun ikke.

Men da pigen kom hjem fandt hun hendes mor grædende inde i stuen. Hun sad på kanten af sofaen og hvilede hendes hovede i hendes hænder.

Pigen gik med det samme hen til hendes mor og satte sig ned ved siden af hende. Hun lagde forsigtig sin arm om hendes mor, dog var hun bange for at blive afvist, og er det stadigvæk.

"Hvad sker der, mor?" Spørger pigen, der er gået hen og blevet mere selvstændig, jo ældre hun er blevet. Pigen vidste det ikke selv, men hendes mor var stolt af hende.

"Det er .... mormor. Hu-hun er gået bort," græder hende mor i hendes hænder.

"Det er jeg ked af at høre," siger pigen blidt og aer hendes mor over armen.

Pigen havde aldrig et tæt forhold til hendes mormor, derfor ramte det hende ikke særlig hårdt. Dog kunne hun ikke glemme følelsen af, at en kniv blev stukket i hendes hjerte.

"Det håber jeg skam også, du er, Rose," siger hendes mor en anelse for hårdt. Pigen lader det ligge. Hendes mor er ked af det, det er ikke hendes datter hun er sur på.

Den nu selvstændige pige rykker lidt akavet på sig i sofaen. Hun har aldrig oplevet hendes mor så oprevet og ked af det.

"Nej, undskyld, jeg er bare såret," undskylder pigens mor og lægger hendes arme om hendes datter.

Pigen forstår ikke, at hendes mor lige sagde undskyld til hende, men hun lader det dog ligge. Hun er stadig bange for at blive afvist og suger så meget af hendes mors kærlighed til sig så muligt.

Pigens mor holder hendes datter tæt ind til sig. Som om hun er bange for, at hendes datter skal miste hende, som hun selv lige har mistet hendes mor.

"Mor-" prøver pigen at sige, men hun får aldrig sagt det, hun godt ville sige, inden hendes mor afbryder hende og slipper grebet om hende.

"Ej, det er dumt dette," siger pigens mor og rejser sig op. Hun tørrer sig under øjnene, men har stadig mascara rendende ned af kinderne.

"Har du ikke også nogle lektier, du skal have lavet?" Spørger hendes mor, men hun er egentlig ligeglad. For inden hun kan nå at få et svar fra hendes datter, er hun væk fra stuen igen.