Story of my life /Harry Styles

Trust me

"Rose, der er vidst noget, du skal forklare mig her," siger Harry med sammenbidte tænder og lægger sin mobil ned foran mig.

Jeg fjerner straks min hånd fra hans skulder og kigger ned på hans mobil. Alt i hele min krop bliver stivfrossent. Det løber mig koldt ned af ryggen, og jeg kan mærke alt blodet i min krop stoppe, men mit hjerte pumper hurtigere end nogensinde før.

På Harrys mobil er der paparazzi billeder af Mark og jeg, der sidder inde på caféen. Jeg går helt i chok. De billeder kan betyde alt. Harry ved ikke, at lige i det øjeblik de er taget, er jeg ved at skælde Mark ud. Harry ved ikke, at 2 sekunder efter det billede er blevet taget, der stormer jeg ud af caféen.

Men det er ikke det værste af det hele. Det er værste er overskriften eller teksten til billedet. Der står direkte med store fede bogstaver, at jeg er Harry utro. Alt blodet i min krop begynder at koge op. Jeg bliver rasende. Ikke på Harry, men på omstændighederne. Hvorfor skal det være sådan her vær eneste gang?

"Rose?" Harry vækker mig op fra mine tanker.

Jeg kigger op på ham. Han har et fortvivlet blik i øjnene, som om han ikke ved, hvad der foregår, men alligevel godt vidste det, eller som om han var forberedt på det. Men noget andet, det er, at han ser også såret ud.

"Rose, hvad er det her?" Spørger han og peger mod mobilen.

"Harry, jeg kan forklare det," siger jeg forsigtig og bider mig i underlæben.

"Ja, det håber jeg sørme også, du kan. Hvad fanden har du lavet?"

Jo mere han snakker, jo mere hæver han stemmen, og jeg kan virkelig ikke lide det. Men jeg vidste jo godt, at det ville ske.

"Er det fucking Mark, du er sammen med?" Spørger han højlydt.

"Harry ... Altså ...," jeg piller nervøst ved mit armbånd, der sidder på mit håndled.

Jeg husker stadig, da jeg fik det fra Harry for et par år siden. Det er en af de bedste gaver, Harry har givet mig, i alt den tid vi har været sammen. Jeg har ikke haft det af en eneste gang, siden jeg fik det på. Man kan vel godt sige, at det er min lykketing. Alle har noget, de mener bringer en held gennem livet. I mit tilfælde er det et armbånd, jeg har fået fra min forlovede.

"Svar på mit spørgsmål!" Næsten råber Harry.

Det giver et sæt i mig, og jeg kigger ned i jorden. "Ja, det er det, men-"

"Hva' fanden, Rose!?" Han rejser sig med et sæt op fra stolen, og jeg træder intensiv et skridt tilbage.

"Harry, slap af, det er ikke som du tror, det er," siger jeg forsigtigt.

"Jeg troede, vi var over alt dette lort," råber han og ignorere fuldstændig det, jeg lige sagde.

"Det er vi også, du har misforstået det. Harry, det er ikke som, du tror, det er," gentager jeg.

"Det er ikke, som jeg tror, det er," han forvrænger sin stemme. "Jeg er ikke blind, Rose. Jeg kan udemærket godt se, hvad det er." Han slår ud med sin ene arm.

"Okay, hvad er det så, du kan 'se', der er sket?" Spørger jeg og ruller med øjnene. Jeg ved godt, at det burde være ham, som er sur på mig, men han begynder at pisse mig af, fordi han ikke gider lytte til mig.

"Du har fucking været mig utro, også med fucking Mark," råber han og slår ud med begge arme.

Jeg håber ikke, han råber så højt, at Violet vågner. Det er det sidste, jeg har brug for lige nu. Og desuden så har jeg ikke lyst til, at Violet skal høre sin far hæve stemmen for sin mor.