Story of my life /Harry Styles

I'll support you

"Sarah?"

"Gud, det er jo dig, Rose," smiler hun stort.

Er det virkelig Sarah, jeg ser foran mig? Hende, der gik bag min ryg og var sammen med min kæreste? Hende, jeg ikke har snakket med i 3 år?

Eller er min bevidsthed så ond og leger med mig?

Hun smiler til mig. Det må være rigtig. Det må være sandt. Det er sandt. Hun ligner sig selv, hun har ikke forandret sig meget. Hun har blondt, langt hår og store blå øjne. Hun er kun klædt i sort, hvilket er anderledes end det plejer at være. Hun plejede at være en meget farverig person, men det er hun åbenbart ikke længere.

Men meget kan også ske på 3 år ... Prøv se på mig og mit liv.

Hun kigger skiftevis på Violet og jeg. Hun smiler stadig. Jeg ved ikke, om hun bare prøver at være venlig, eller om hun virkelig er glad for at se mig.

"Ja, det er mig ..." Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige. Jeg er ærligt lidt mundlam. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle stå foran hende igen.

"Hvordan går det?" Spørger hun og hælder hovedet lidt på skrå.

"Det går fint," smiler jeg.

Hun opfører sig lidt som om, der aldrig skete noget mellem os.

"Har du lyst til at tage en kop kaffe eller noget? Jeg forstår godt, hvis du ikke har tid," spørger hun.

Jeg kigger på Violet, der stadig sidder på min arm. "Jo, det kan vi godt lige hurtig," svarer jeg hende endelig.

"Okay, det er jeg glad for," smiler hun. "Der ligger et godt sted lige rundt om hjørnet, hvis det er."

"Okay, det kan vi godt," siger jeg og forsøger at få et smil frem.

Jeg følger efter Sarah, der fører os hen til en lille café, der - som hun sagde - ligger lige rundt om gadehjørnet.

Vi går op og bestiller to kopper kaffe og sætter os ned til et lille bord i et hjørne. Jeg sætter Violet ned på en stol lige ved siden af mig, jeg var også begyndt at blive træt i mine arme, efter at have løftet hende i så lang tid.

Sarah sætter sig ned overfor mig. Hun kigger hen på Violet igen.

"Man kan godt se, hvem der er hendes far," siger hun blidt. "Især på hendes øjne, de er som identiske."

"Mmm." Jeg stryger Violet over hendes hår.

Sarah er stille igen og kigger ned i hendes kaffekop. Jeg kigger egentlig bare over på Violet. Hun kigger rundt omkring sig på alle hendes omgivelser. Hun kigger meget over på Sarah, nok fordi hun aldrig har set eller mødt hende før. Sarah er jo helt fremmede for Violet.

Det er akavet, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Det eneste, jeg ved, er, at vi ikke skal snakke om det uundgåelige her. Det er det alt for offentlig til.

"Sarah?"

"Ja?" Hun kigger op på mig.

"Jeg tænkte på, om du har mulighed for at komme forbi i morgen eftermiddag?" Spørger jeg.

"Jo, det kunne jeg godt ... altså hjem til dig og -"

"Ja," afbryder jeg hende. "Så vi kan snakke ordentlig ... uden at Violet er her," siger jeg og nikker mod Violet.

"Jo, hvornår skal jeg så komme?" Spørger hun.

"Omrking klokken 16.00 ville være fint."

"Okay, jeg skal nok være der," smiler hun.