Story of my life /Harry Styles

Worries

"Vi ses, Tracy," smiler jeg og vinker til Tracy, der sidder bag hendes skranke som sædvanligt.

Hun smiler og vinker tilbage til mig, da jeg går ud af skydedørerne. Jeg går hen mod min bil og sætter mig lettet ind med tanken om, at nu har jeg endelig fri efter en hård, men sjov arbejdsdag.

Nu har jeg bare et par små ærinder, jeg skal nå, inden jeg kan kommer helt hjem.

Først skal jeg på posthuset, og derefter skal jeg hente Violet fra dagpleje.

Så det er egentlig ikke de helt vildeste ting, jeg skal ordne, inden jeg kommer hjem.

Dagene blev pludselig til uger, og vi kom ind i november måned. Violet er lige fyldt 2 år, og vi fejrede hendes fødselsdag for vores familie. Det var en meget hyggelig dag med dejligt selskab, og jeg er sikker på, at Violet nød den ekstra opmærksomhed, der var på hende.

Men som sagt så er vi næsten lige gået ind i november måned, og One Directions tour slutter snart. Snart som i aften.

Jeg tror, Harry glæder sig til, at touren officielt er slut, så han kan være hjemme så meget så muligt. Selvom at han de sidste par uger har været mere hjemme, end han har været det sidste halve år.

Harry og jeg har endelig fundet en dato og fundet ud af, hvor vi skal holde receptionen og vielsen til vores bryllup. Det er som om, at efter vi har fået det på plads, er vi kommet så meget tættere på brylluppet, fordi det er nogle af de vigtigste punkter, man skal have styr på.

Og selvfølgelig min kjole, men den har jeg slet ikke haft tid til at tænke på, hvilket jeg nok snart bør få krydset af huskelisten. Altså hvis ikke jeg skal blive en helt vild stresset bridezilla en uge inden mit bryllup, fordi jeg ikke har fået købt en kjole endnu.

Men vi har fundet en dato og sted til brylluppet, og nu har vi fået lavet nogle invitationer, som jeg skal sende afsted på posthuset, inden jeg kan hente Violet. Resten af dagen skal jeg egentlig ikke noget, indtil Violet og jeg skal afsted mod arenaen, hvor One Direction skal spille deres sidste koncert.

Jeg havde lovet Harry, at vi nok skulle være der, fordi han gerne ville have, at vi skulle se ham, selvom jeg efterhånden har set deres koncerter ret mange gange. Men hver koncert er jo speciel på hver deres måde.

Jeg parkerer bilen ude foran det lille posthus. Jeg tager min taske over skulderen og tjekker hurtigt, at posen med alle invitationerne stadig ligger i tasken, selvom jeg ikke ved, hvor de ellers skulle være henne.

Jeg går ind på posthuset og op til skranken, hvor en ældre dame sidder bag ved den.

Det ville selvfølgelig have været 100 gange lettere, hvis vi bare havde fundet en rød postkasse og lagt invitationerne der i, så en postmand kunne hente dem og sende dem afsted. Men Harry mente, at det ville være mere sikker, hvis vi gjorde det på denne måde, så jeg sagde til ham, at jeg godt kunne aflevere invitationerne.

"Hvad kan jeg gøre for dig?" Spørger den ældre dame bag skranken.

"Jeg skal have sendt nogle invitationer afsted," smiler jeg og graver ned i min taske efter posen med de mange invitationer i.

"Okay, hvor mange er der?" Spørger hun.

"Uh, det ved jeg faktisk ikke helt. 70 stykker, tror jeg," mumler jeg usikkert og fisker posen op fra min taske.

"Er der frimærker på?"

"Ja, på dem alle sammen," smiler jeg og rækker hende posen med invitationerne.

Vi sad alle tre i går aftes og puttede frimærker på konvolutterne. Selvom vi skulle vise Violet et par gange, hvordan man gjorde, og hvor henne frimærket skulle sidde, så gjorde hun det fint nok, når man tænker på, at hun kun er 2 år.