Story of my life /Harry Styles

It's the one

Elena hjælper mig med at få den anden kjole af. Igen får jeg følelsen af lettelse, når jeg får den af. Igen ved jeg, at det ikke var den rigtige kjole.

Jeg sætter mig ned på stolen og venter på, at Elena viser mig den sidste kjole.

"Okay, den sidste kjole, tror jeg faktisk, lige er det, du søger efter," smiler hun. "Den er hvid, så den passer godt til et vinterbryllup. Og så har den lange blonde ærmer. Den kan godt minde lidt om en havfruekjole, men så alligevel ikke," forklarer hun.

"Okay, den glæder jeg mig til at prøve," smiler jeg.

Elena tager kjolen af bøjlen og skal lige til at hjælpe mig med at få den på, da Gemma stikker hovedet ind.

"Rose?" Siger hun og rækker sin mobil frem mod mig. "Det er Harry, han vil gerne lige snakke med dig."

"Ja, okay," siger jeg forbløffet.

Jeg tager i mod hendes mobil og tager den op til øret.

"Hallo?"

"Rose, har du slet ikke hørt, at jeg har ringet til dig?"

"Nej, har du ringet? Det har jeg slet ikke hørt," siger jeg og griner lidt for mig selv.

"Jeg ringede ind til banken for at få spærret mit kort, og det sagde de, at det kunne jeg godt. Men så skulle alle vores kontoer også spærres af sikkerhedsmæssige grunde. Jeg spurgte egentlig ikke ind til det, det burde jeg have gjort," forklarer han.

"Hvad?!"

"Det er desværre rigtig, det jeg siger. Men de fortalte mig, at de ville være spærret i maks 2 dage, så egentlig er det ikke så slemt igen."

"Nej, nej, men stadigvæk."

"Jeg er ked af det, det er min skyld. Jeg skulle bare have passet bedre på mine ting. Undskyld. Jeg håber ikke, at du får brug for dit kreditkort, for du kan ikke bruge det. Du vil bare blive afvist så," sukker han.

"Det er okay, Harry. Jeg har ikke haft brug for det indtil videre," sukker jeg.

"Ja, undskyld igen," sukker han.

"Harry, glem det, det er fint nok."

"Okay, jeg vil prøve. Vi ses, babe, elsker dig."

"Jeg elsker dig," siger jeg og lægger på.

Jeg giver Gemma hendes mobil tilbage. Hun kigger på mig med et forventningsfuldt blik.

"Jeg forklarer det senere," siger jeg kort, og hun nikker til mig og går igen.

Elena hjælper mig med at få den sidste kjole på.

Jeg kigger ned af mig selv, da jeg får kjolen på. Jeg vil ikke lyve. Den er helt vildt smuk og yndig.

Jeg har altid fået af vide, at når man skal ud og prøve brudekjoler, så vil man altid vide med det samme, når man får den rigtige kjole på. Man vil vide med det samme, at stoffet rører en, at det er den rigtige kjole. Denne kjole er min kjole. Jeg kan mærke det. Denne kjole får alle de andre kjoler til at se mindre værdifulde ud.

Det eneste, der kan ødelægge min glæde, er hvis min far ikke kan lide den. Alt i alt, så er det hans mening, der betyder mest i dag.

"Hvad synes du om den?" Spørger Elena.

"Den ... øhm, den er smuk, meget," siger jeg mundlam.

Den er helt perfekt. Den har lange blondeærmer, hvilket er helt perfekt til årstiden på brylluppet. Den er stram omkring min barm, mave og lidt ned over min røv, hvor den så bliver lidt større i det.