Story of my life /Harry Styles

The first meeting

Harrys POV - 4 år tidligere

Jeg trænger til en opmuntring.

Det har jeg gjort i et stykke tid, men specielt i dag kunne jeg godt bruge et eller andet, der kunne muntre mig op. Jeg har haft nogle lorte dage her i det seneste stykke tid.

Men de fleste kender vel det med, at man er i dårligt humør, og der er bare ikke noget, der kan hjælpe på det. Sådan har jeg haft det hele ugen.

Jeg føler ikke, jeg har været i det samme glade humør, som jeg normalt plejer at være. De sidste to koncerter, vi har holdt, har jeg ikke følt mig i særlig godt humør. Rent ud sagt, så har jeg bare haft lyst til at være alle andre steder, end til mine egne koncerter.

Bare tanken om, at der er endnu en koncert i aften og en i morgen, gør mig udmattet og irriteret. Jeg vil egentlig bare gerne hjem og ligge i min seng, i stedet for at holde flere koncerter.

Jeg tror aldrig, jeg har prøvet, at mit humør har været så dårligt før. Men jeg tror også det har lidt af gøre med de seneste dages begivenheder.

I går aftes efter koncerten, kom Liam og jeg op og skændes. Et dumt skænderi som sædvanligt - der findes kun dumme skænderier. Men altså Liam og jeg kom op og skændes over min opførsel de seneste par dage. Over mit dårlige humør. Jeg sagde til ham, at han bare skulle blande sig udenom og lade mig være i fred. Men det gad han ikke, så det endte mig, at jeg bare gik min vej.

Jeg har ikke snakket med ham siden da, og om mindre end tre timer har vi endnu en koncert. En koncert, jeg ikke er psykisk klar til.

Jeg mangler stadig den opmuntring.

Jeg besluttede mig for at gå ned i parken. Jeg ved godt, at det er lidt farligt, da jeg nemt kan blive opdaget, men lige nu er jeg ligeglad. Jeg skal bare væk fra det hele, og jeg har lært af erfarninger, at det er det, Hyde Park i London er bedst til.

Jeg begraver mine hænder i lommerne på hættetrøjen, jeg har på. Jeg kigger ned på mine fødder, mens jeg går og mukker med hovedet.

Jeg kigger ikke op, men jeg kan høre en masse glade børn, der leger på legepladsen og i træerne. Selvom jeg ikke kigger op, og jeg på en måde er lukket ude og er i min egen verden, så beroligere alle børnenes glædesskrig og grin mig.

Selvom jeg ikke får solen direkte på mig - fordi jeg totalt er gemt væk i min hættetrøje og solbriller, så der ikke er nogle, der får øje på mig - så føler jeg mig mere varm inden i min krop, end jeg var, da jeg tog afsted.

Jeg koncentrerer mig om så meget, at jeg glemmer at se, hvor jeg går henne. Jeg glemmer at se forud, så jeg ser ikke, hvem der kommer i mod mig, hvilket jeg kommer til at kunne mærke.

Inden jeg ved af det, ligger jeg nede på jorden med en person ovenpå mig. Jeg åbner mine øjne og ser, at det er en kvinde, der ligger ovenpå mig.

Hun kigger mig direkte i øjnene. Jeg har det som om, at tiden den står stille. Jeg ligger stadig nede på jorden, hun ligger oven på mig. Alle menneskerne omkring os forsvinder, og det er kun os to, som er der.

Jeg kan ikke lade vær med at beundre hendes øjne. De er virkelig smukke. Blå-grønne. Hun har blå-grønne øjne. Jeg kan ikke lade vær med at forsvinde hen i dem.

Med et sæt rejser hun sig op fra mig og lader som om, hun børster jord af hendes tøj. Hun kigger alle andre steder hen end mig. Jeg kan ikke lade være med at stirre på hende. Nok er hun i løbetøj, men jeg tror aldrig, jeg har set en smukkere person.

"Er du okay?" Spørger jeg for at være venlig.

"Ja, jeg har det fint. Du må altså virkelig undskyldem at jeg løb ind i dig," skynder hun sig at sige efter hinanden. Jeg kunne lytte til hende snakke hver eneste dag. Hun har den smukkeste englestemme, og det er som om sød musik i mine ører.