Story of my life /Harry Styles

The notebook

Harrys POV.

De sidste par uger har gået ekstremt hurtig, og de har været meget stressede. Især for Rose. I de sidste to uger har jeg slet ikke set hende slappe af, før hun er gået i seng. Vi har slet ikke haft tid til hinanden, fordi hun har været så stresset, og når hun endelig slapper af, så sover hun.

Hun har sagt til mig, at det er fordi, hun er meget stresset på arbejde, her op til jul. Selvom der stadig er lidt over en måned til jul.

Jeg tror også lidt grunden til, at hun er ved at blive stresset, er på grund af vores bryllup. Der er cirka 9 uger til, så det er ikke lang tid, og vi er langt fra færdige med at planlægge det. Selvfølgelig har vi noget meget, men jeg har fundet ud af, hvor mange ting det egentlig er, man skal have styr på, og hvor hurtigt det pludselig kan blive dyrt.

Jeg tror også, det er det, som stresser Rose. Det er det hele på en gang.

Jeg er faktisk begyndt at blive lidt bekymret for hende.

Men det er som om, at hun ikke kan finde stedet at stoppe. Det er som om, at hun tror, hun kun må stoppe, når hun har ramt muren. Og ikke, at hun skal stoppe, inden hun rammer muren.

Jeg vågner, da Roses vækkeur begynder at ringe. Det betyder at klokken er 07.00. Som jeg altid plejer at gøre, så sukker jeg dybt og vender mig om på den anden side og forsøger at sove igen, i mens jeg venter på, at hun giver mig et kys på kinden, inden hun står op.

På dette tidspunkt plejer Rose at have skubbet hendes dyne af sig og sat sig op i sengen. Det har hun bare ikke gjort endnu.

Det er da onsdag i dag? Det er da ikke weekend endnu?

Hun er sikkert bare lidt mere træt, end hun plejer at være, så jeg burde ikke tænke videre over det.

Dog kan jeg ikke lade vær med at åbne mine øjne. Det er stadig mørkt udenfor, solen er ikke stået op endnu. Men jeg kan se på klokken, at den er lidt over 07.00. Jeg kigger over på Roses halvdel af sengen. Hun ligger stadig og sover.

Jeg rynker lidt på panden og tænder min natlampe. Hvorfor er hun ikke stået op endnu?

"Rose?" Spørger jeg lavt.

Jeg gnider mig i øjnene og kigger hen på hende igen. Jeg stryger mine hånd op og ned af hendes arm. Jeg aer hende forsigtigt over hendes smukke ansigt med min tommelfinger. Hendes pande er brandvarm.

Hun er ramt muren, og nu er hun blevet syg. Hun kommer ikke på arbejde i dag.

Pludselig slår hun hendes øjne op. Hun sætter sig op i sengen og kigger forvirret rundt, indtil hun får øje på hendes vækkeur.

"Hvad er klokken lige?" Spørger hun hendes stemme er helt ru og hæs. Hun tager sig til hovedet og kniber øjnene sammen.

"Det er lige meget, Rose," siger jeg forsigtigt. Jeg tager fat om hendes arm og trækker hende stille ned i sengen igen. "Du skal ikke på arbejde i dag."

"Jo jo, jeg har travlt, Harry. Jeg kan ikke blive hjemme," siger hun. Hun lyder meget træt. Hendes øjne er helt blanke.

"Nej, babe. Du er helt brandvarm," siger jeg og lægger min hånd på hendes pande igen.

"Jeg er ikke syg. Jeg er aldrig syg. Jeg har ikke været syg i 3 år," påstår hun. "Jeg kan godt tage på arbejde."

"Nej, du må nødt til at blive hjemme. Din krop har sagt stop, og du må nødt til at lytte til den. Du er blevet alt for stresset her på det seneste og har brug for en dag hjemme," siger jeg.