Story of my life /Harry Styles

Kiss me

Efter Harry gik op med Violet, gik der ikke mange minutter, inden han kom ned igen. Dog gik han ikke direkte hen til mig. Han gik hen til Louis og trak ham med udenfor. De har været væk i 10 minutter, og de er ikke kommet tilbage endnu.

Med et suk rejser jeg mig op fra min stol. Min kjole er begyndt at blive en smule tung at have på, men jeg skal stadig have den i et par timer endnu, så jeg kan kun forberede mig på, at den nok bliver mere tung med tiden.

"Rose, hvor skal du hen?" Spørger Sophia og kommer småløbende hen mod mig.

"Jeg skal bare lige ud og have noget luft," siger jeg og peger mig og skulderen.

"Nej, det skal du ikke, du skal sætte dig ned på din plads igen," siger hun og lægger hendes hænder på mine skuldre. Hun skubber mig ned på min plads igen.

"Sophia, jeg trænger virkelig til at komme ud. Det er alt for varmt herinde," klager jeg.

"Men udenfor sner det, og der er minusgrader. Tro mig, du vil ikke derud," siger hun med et lille grin.

"Og hvordan ved du det? Jeg har slet ikke set dig forlade dette lokale, lige siden vi trådte herind."

"Fordi det ved jeg bare, okay?" Siger hun hurtig. "Nu skal du bare blive siddende der, og du rykker dig ikke en centimeter. Jeg holder øje med dig."

"Okay, fint nok," mumler jeg og ruller med øjnene.

Jeg sukker dybt og krydser mit ene ben over det andet. Selvom jeg er bruden, og det er min bryllupsdag, så føler jeg mig ret alene lige nu. Folk render rundt omkring og snakker med hinanden. Jeg sidder bare her helt alene og stirre ud i luften. Det er som om, jeg ikke har noget at lave, når hverken Harry eller Violet er her.

På det punkt er jeg virkelig ynkelig.

Jeg ser pludselig Harry, der kommer ind i salen igen med Louis i hælende, Louis holder noget gemt omme bag sin ryg. Harrys blik er fraværende, men han kigger direkte over mod mig. Louis klapper ham på skulderen med sin ene hånd og hvisker noget i hans øre. Harry nikker, mens han kigger direkte over på mig. Han siger noget til Louis, og jeg ville så gerne ønske, at jeg vidste, hvad de snakkede om.

Harry kommer pludselig gående hen mod mig, og Louis går hen mod sin plads. Stadigvæk med sin ene arm bag sin ryg, så jeg ikke kan se, hvad det er han gemmer. Da Harry kommer hen til mig, kysser han mig på kinden, inden han løfter sit glas op til sig og slår til det et par gange med sin kniv.

Brikkerne i mit hovede begynder så småt at falde på plads.

Alle i salen bliver stille, og dem, der har stået op, sætter sig ned på en fri plads. Harry kigger lidt rundt på alle menneskerne, inden han kigger ned på mig med et smil.

"Jeg vil gerne lige starte ud med at sige tak igen, fordi I alle kunne komme til vores bryllup. Igen så betyder det meget, og vi ved, at flere af jer kommer langvejsfra. Så endnu en gang; mange tak," siger Harry, inden han kigger ned på mig igen. "Rose, du skal vide, at dette nok er noget af det sværeste, jeg noglesinde har gjort. Det kan godt være, at jeg er vant til at stå foran mange mennesker i min hverdag, men jeg har aldrig været så nervøs over noget, som jeg er over at skulle holde denne tale for dig."

Han kigger ned på mig og giver mig et lille smil. Alle i hele salen er helt stille, og mit hjerte banker hurtigere, end det nogle sinde har gjort. Han har intet papir med, han snakker bare flydende.

"D. 22/06/15 stod jeg op tidligt om morgen, jeg skulle spille en koncert om aften, og jeg var ikke spor nervøs. Jeg havde det, som jeg nu plejer inden en koncert. Den morgen, da jeg stod op, havde jeg ikke regnet med, at denne koncert skulle ændre min fremtid. Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville møde mit livs kærlighed under en meet & greet efter denne koncert. Men det gjorde jeg. Jeg mødte dig, Rose. Du stod så fint ude i siden med de mest slidte converse all star sko, blå ripped jeans og en hvid adidas trøje, som var halvt nede i bukserne. Du stod ude i siden, mens din veninde klemte livet ud af Liam. Jeg kunne tydelig se på dig, at du afskyede os, og at det absolut ikke var din idé at tage til denne koncert. Men der var noget specielt over dig, som jeg blev tiltrukket af - jeg kunne bare ikke helt sætte min finger på, hvad det var. Men jeg tog chancen og skrev mit telefonnummer ned på en autograf. Og det er en af de få ting, som jeg aldrig har fortrudt i mit liv," fortæller Harry og bryder ud i et lille smil.