"Jeg virkelig ked af det Josephine.." mumler han. "Det kan jeg høre.. men du er jo tilgivet af mig?.. tror jeg.." siger jeg. "Jeg savner dig bare virkelig..." græd han og jeg krammer ham. "Jeg håber også at jeg kommer til at huske..." mumler jeg.
Marcus' synsvinkel
Jeg tog hjem efter noget tid. Jeg kunne ikke klare at se hende sådan.. jeg kunne ikke klare at hun ikke var sig selv? Jeg savner hende virkeligt højt... Jeg begynder at hulke højt. "Hey? Er du okay?" Spørger Martinus. Jeg Ryster bare på hovedet. "Hun har mistet sin hukommelse! Kan det blive værre?!" Råber jeg. Han kigger skræmt på mig. "Så vi jo nød til at hjælpe hende med at huske" siger Martinus. "Men.. det bliver jo svært?" Snøfter jeg. "Rolig Marcus! Vi er er jo for hinanden?" Siger Martinus og smiler. Jeg prøver at trække i smilebåndet. "tak Martinus!" siger jeg til ham og krammer ham...//halluj! Kort kapitel men tak fordi i gider at læse min bog! Det er jeg så taknemmelig for!//
YOU ARE READING
The true love - M.G (AFSLUTTET)
Fanfiction(Hvis du vil læse noget som er skrevet helt tilbage fra 2017, så har jeg denne her meget cringe fanfiktion) Vil du synes at det vil være fedt at flytte tilbage til det sted hvor man blev mobbet? Nej, det synes Josephine ikke. Hun blev mobbet med at...