The true love - M.G (AFSLUTTET)

97 - Men jeg har virkeligt ikke lyst til at miste dig også...

(stadig Pashas synsvinkel)
Jeg vågner ved at Josephine skubber mig ned af sengen. Feedt.. "Nej Marcus... Ik' dræb dig selv! Jeg elsker dig forhelvede.." Siger Josephine i søvnende. "NEJJ... Det min skyld" Siger hun grædende. Hun græder? Hvordan kan man græde når man sover? Jeg vækker stille Josephine. "Ikke skub mig ned.. Jeg vil ikke døøøøøøø" Græder hun. "Josephine?" Spørger jeg og prøver at vække hende. "Hvad sker der?" Spørger hun med tårer på vej ned af sine kinder. "Du snakkede i søvne.. og skubbede mig ned af sengen" siger jeg og griner. "Ej Pasha! Undskyld" siger hun grinende. "Det fint!" siger jeg og griner. "Hvad sagde jeg?" spørger hun og griner. "Du sagde 'Nej Marcus... Ik' dræb dig selv'" siger jeg og kan ikke stoppe med at grine. "åhh guuud.. Hvor er jeg dog dum.." siger hun grinende. "Du sagde også 'Ikke skub mig ned... Jeg vil ikke døøøøøøø'" siger jeg og griner endnu mere. "Omg.. Hvor er jeg dog mærkelig" siger Josephine og klapper sig på panden.


*Skolen*
Jeg går med Josephine over til hendes skole. Jeg har tænkt mig at være i Norge såå lang tid som muligt. "Er det her?" spørger jeg og peger på den dør hvor der står 9.A. Hun nikker og vi går ind.


Josephines synsvinkel
Vi får en masse blikke fra folk. Isabella, skolens eller faktisk byens største bitch kommer imod mig.. "Du holder dig langt væk fra.." Når hun kun at sige før hun ser Pasha. "IHHHHH Det er Pasha!" Skriger hun. "kom.." mumler jeg og trækker ham med mig. "Hvem var hun?" spørger han og griner. "Byens største bitch... Eller faktisk luder.." siger jeg og griner. "Luder? Måske lidt overdrevet?" siger han og griner videre. "nej faktisk ikke. Hun har haft.. du ved, med næsten alle fra 9'ende og 10'ende og nogle fra 8'ende og en vikar som stoppede.." siger jeg. "Nåårh, så er hun en luder.." siger han og griner endnu højere. Elisa kommer hen mod os. "Hej, Elisa" siger hun og rækker hånden frem. "Pasha" siger Pasha og tager imod hånden. "Det ved jeg godt!" siger hun og fniser. "Sååå.. alle kender mig på denne her skole?" Spørger han grinede. "Jep" svarer Elisa for mig. Jeg nikker bare. "Det er godt at vide" siger han.


I pausen kommer en masse over til os og spørger om alt muligt.."Er i såå kærester?" Spørger de fleste. "nej..." siger jeg og kigger ned. Jeg kigger på Marcus. Han sidder med tårer i øjnene. Gud.. jeg kan ikke klare det mere.. Jeg løber ud på toilettet og låser mig inde. Jeg lader tårerne trille ned.. Det er sværere end jeg havde troet. At komme tilbage til skolen hvor Marcus Gunnarsen er her... Martinus er sikkert ude og spille fodbold..

Efter et par min går jeg tilbage til klassen. Jeg sætter mig ved siden af Pasha. "Heyy? Hvor blev du af?" spørger han bekymret. "Ude for at få luft" lyver jeg. Han løfter min hage og kigger mig ind i øjnene. "du lyver, jeg kan se det på dig" siger han og fjerner sin hånd igen. "Ok.. jeg var på toilettet..og græd" sagde jeg og mumlede det sidste. "hvad lavede..." når han kun at sige før Marcus er kommet her over og siger: "Josephine, vi bliver nød til at snakke..". "Under fire øjne" tilføjer han. Jeg nikker stille og går med ham. Vi går ud på gangen. "Josephine... vi kan ikke være sammen mere... aldrig mere.." siger han. Mine tårer løber om kamp ned ad mine kinder. Jeg skal til at spørger ham om hvorfor, men an afbryder mig. "Vi kommer til at skændes eller være hinanden utro.. Jeg gider ikke mere. Jeg gider ikke have at vores forhold skal være sådan?!" siger han og fælder et par tårer. Jeg kigger ned. Det føles som om at en hammer har knust mit hjerte i flere stykker og den aldrig kan blive hel igen.. "Ved du hvad Marcus.. Det var freaking dig der startede med at være mig utro? Og du synes ikke at det er fair at du også får noget af skylden så du smider det hele på mig! Jeg synes det står fair, men det gør du åbenbart ikke.. Og måske har du ret.. Vi skal ikke være sammen mere. Tænk at jeg har været forelsket i dig..." Siger jeg og løber ind i klassen. Jeg skynder mig bare at pakke mine ting, for jeg skrider fra denne her skole. "Josephine.." råber Marcus inde i klassen. Jeg tager mine taske og går uden om Marcus. "Marcus.. du har gjort nok ved mit liv. det er allerede blevet til et helved.. så skrid ud af mit liv! For du har gjort nok!" Råber jeg og smækker med døren. "Hey Josephine? Hvorfor går du bare?" Spørger Martinus. "Ask your brother.." siger jeg og går. Hans ansigtsudtryk er forvirret. Jeg løber hele vejen hjem. Godt at der ikke er nogen hjemme. Jeg smider med min taske og løber ned til køkkenet. Jeg åbner en skuffe og finder en skarp kniv. (Menneske bag skærmen! Hvis i ikke gider at læse det her med blod og det så bare spol videre.. For vis i læser det er det på jeres eget ansvar. Det er ikke særligt slemt xD) Jeg finder min højtaler frem og sætter noget Shawn Mendes på. Jeg begynder at køre kniven langsomt på mit håndled. Først bliver mit håndled rødt, men så begynder alt det gode. Blodet kommer ud. Jeg skærer i mig selv?. Jeg begynder at ligge kniven ned i håndvasken og vasker mine hånder. Burde jeg ikke dø? Jeg åbner nogle skabe for at finde... Piller! Jeg fandt nogle og var ved at hælde dem ned i min mund. Døren åbnes og min far kommer ind og jeg skynder mig at slukke musikken. "Josephine? Hvad er det her?" spørger han og slipper sine indkøbsposer. Han løber over til mig og tager pillerne væk fra min hånd. "Hvad har du gang i?" Spørger han og begynder stille at græde. "Jeg gider ikke leve mere okay? Jeg har det hårdt og måske vil det hjælpe vis jeg døde? Verden har ikke brug for mig mere..." Siger jeg og græder. "Åhh Josephine, sådan noget skal du ikke sige.. Hvad ville din mor sige til det her, hvis hun stadig var her?" Siger han og græder. "Mor er død okay! Jeg vil også bare gerne op til mor.. mit liv er et helved.." råber jeg. "josephine.. Jeg vil ikke miste dig.. Jeg har mistet din mor, men jeg har virkelig ikke lyst til at miste dig også.. Jeg vil ikke kunne klare det..." græder han. "Undskyld Far.." mumler jeg. "Det gør ikke noget, men aldrig gør det igen" græder han og trækker mig ind i et kram. Jeg nikker stille. Jeg går op på mit værelse. *Bling* en besked fra Pasha.. Ærgerligt orker jeg ikke at svare... Men det står:

Hey, hvor bliver du af?

Jeg skriver bare at jeg havde det dårligt og gik hjem. Jeg ved godt at han ikke hopper på den, men vil ikke snakke med folk om det der skete.. Jeg kommer hurtigt i tanke om Marcus.. Jeg vil ikke kunne klare at se ham imorgen. De fleste vil sikkert spørger hvorfor jeg bare gik?...


//Hallujsa, sry... Fik lyst til at skrive det her. Pasha og jeg gik faktisk og snakkede om noget andet der skulle ske, men jeg tænkte: "Hvorfor ikke noget med at hun vil begå selvmord?" og så blev det bare til det her.. Rigtigt tænkte vi det her eller vi tænkte i hvert fald på en fest:

Josephines synsvinkel
Det er højt musik, jeg prøver at finde Lærke. Jeg går rundt og pludselig ser jeg nogle kysse. Jeg går nærmere. Det er Marcus som kysser med Lærke... Jeg begynder at mærke nogle tårer på vej. Jeg løber bare væk fra dem. Jeg løber lige ind i en. "undskyld.." siger jeg grædende. "Josephine?" spørger Pasha.


Pasha's Synsvinkel
Jeg ser Josephine komme grædende imod mig. "undskyld.." siger hun uden at kigge op. "Josephine?" spørger jeg og a'er hende i håret. "Hvad sker der?" spørger jeg nervøst. "Je..g...så...ma..r..cus.. og...lærk..e...ky..se.." græder hun imens hun stammer. "Din bedste veninde Lærke?" spørger jeg lidt dumt, hende. "jaa... Hun var min bedste veninde! Hun vidste at jeg stadig godt kunne lide ham!" siger hun og skriger det sidste. "rolig jose" siger jeg og løfter hendes hage. Jeg læner mig frem og kysser hende blindt..


Jaaaa det var vores forslag, men håber i kan lide det jeg har skrevet, som ikke var et forslag.. :)<3 Elsker jer<3 Og vis nogle spørger så nej det som er med skrå skrift i beskrivelsen er ikke det den handler om :)<3//