Kiss And Kill | ✓

|12. Is & spørgsmål|

KISS AND KILL

"Jeg fatter ikke, at du kan indtage det stads," griner Clayton, imens jeg skovler is ind.

"Chokolade is er mit liv," svarer jeg simpelt, imens jeg spiser mere af min is.

"Jeg tror ikke, at jeg kan lide dit liv så," siger han grinende.

"Det ved jeg. Du foretrækker sorbet," hvilket jeg ikke forstår.

"Aww, du husker det?" Han vrikker med øjenbrynene og drikker noget fra sin vandflaske.

"Vi har spist en del is sammen," mumler jeg med et træk på skuldrene. Clayton nikker. Jeg ser på høretelefonerne, som han har i ørene.

"Hvorfor hører du altid så højt musik?" Spørger jeg, imens jeg peger mod hans ører med min ske. Clayton lukker og åbner munden. I starten tror jeg, at han vil undvige spørgsmålet eller ignorerer mig, men så bløder hans øjne op. Jeg tror lige, at jeg på en eller anden underlig måde nåede ind til ham.

"For at overdøve mine tanker," svarer han. Jeg vil spørge, hvad han mener, men jeg tror ikke, at jeg skal trække den så langt ud. Se, nogle gange kan jeg rent faktisk holde kæft, når jeg skal. "Så, jeg mener, at du skylder mig en grund til, at vi sidder her?"

"Fordi du er en super god ven, som reddede mig, før jeg døde af at blive kvalt i min fars mandeparfume?" Prøver jeg. Clayton ryster på hovedet med et smil. Crap.

"Et år efter du... Skred? Yeah, et år efter det skred min far også," forklarer jeg. Jeg sætter min is fra mig og lægger mine hænder på bordet. Jeg hader at fortælle den her historie, fordi selvom jeg godt ved, at det ikke var min skyld, så er der altid den der irriterende stemme inde i mit hoved, som fortæller mig, at han ikke gad mig mere. At jeg drog ham væk. Den samme stemme som kommer, hver gang jeg tænker på Clayton. "Han havde haft en affære med en pige på 25 år, og han var overbevist om, at de var skabt for hinanden, så han droppede mor for hende. De flyttede sammen og det hele, men jeg tror, at de slog op for 2 måneder siden. Derfor prøver han at mase sig ind i familien igen... Men det er ikke nemt, vel?" Jeg ryster på hovedet med et suk. "Jeg vil bare ikke snakke med ham eller se på ham. Jeg kan ikke klare det, fordi jeg føler, at han forrådte os... Det gør ondt," forklarer jeg. Clayton tager pludselig min hånd, og jeg havde ikke engang opdaget, at den rystede.

"Det er okay at være vred," fortæller han mig. "Jeg er også vred på mine forældre," siger han så.

"Er du?" Spørger jeg, imens jeg tager imod hans kærtegn af min hånd. Det er beroligende. Clayton nikker.

"Tro mig, det er jeg." Det er underligt, fordi jeg har intet hørt om hans forældre i den tid, hvor han har været tilbage. Og jeg har heller ikke set dem. Måske mener han i den sammenhæng, at de altid skændtes og aldrig var der for ham. Det var altid mine forældre. Mine forældre som arrangerede hans fødselsdage. Mine forældre som lavede aftensmad til ham. Mine forældre som trøstede ham, når han havde det dårligt. Mine forældre som hjalp ham med lektier. Og så forlod han os alle, og jeg kender stadig ikke grunden.

"Clay?" Spørger jeg. Han sender mig et lille smil. "Har du tænkt dig at blive denne gang?" Spørger jeg lavt. Mine kinder varmes automatisk op, og da jeg ser Clayton's øjenbryn trækkes sammen og hans mund blive til en lige streg, går det op for mig, at jeg gik over stregen. "Jeg mener, ikke for mig, men for dig. Du er lige gået i gang med skolen igen, og New York er ikke en dårlig by. Plus vi har mange lækre fyre... Ikke at det er noget, som interesserer dig. Men! Pigerne her elsker britisk accent, så du vil kunne score mange flere piger. Ikke at det er noget du behøver at gøre, men—"

"Jeg fatter din pointe Valerie," afbryder han mig med et underholdt grin. Jeg nikker og ser ned på min is. Clayton har efterhånden givet slip på min hånd, så jeg bruger den til at spise resten af min is. "Du ved godt, at du selv skal betale for den is, ikke?" Spørger han drillende.

"Hvad?" Spørger jeg med is i munden. Jeg sluger det hurtigt. "Du plejede at betale for mig!"

"I datid."

"Du skylder mig det. Du dræbte mig næsten tidligere!"

"Ah ah, du skubbede til mig, og jeg fik et stort chok, så jeg tog fast i det første, som kunne holde mig oppe, men du var tydeligvis ikke særlig stabil."

"Du lyver."

"Aldrig."

"Du gav mig mund til mund uden lov!" Påpeger jeg.

"Normalt spørger man ikke om lov til at redde nogens liv," griner han. "Men det var da så lidt."

"Du krammede mig."

"Jeg fik dig til at slappe af, fordi du rystede som en eller anden druknet rotte. Det var trist."

"Du er et ondt menneske."

"Kun mod dig," svarer han med et blink. Jeg rynker på næsen og ser på min is. Jeg har ingen penge med, men Clayton vinder tydeligvis det her. Jeg kan ikke tvinge ham til at betale for en is, som jeg tvang ham til at køre mig hen til.

"Du svarede ikke," hvisker jeg. Clayton ser underligt på mig.

"Jeg synes ellers, at jeg lige svarede dig en hel del."

"Men ikke på mit spørgsmål," forklarer jeg. Clayton sukker og tager en kæmpe tår fra sin vandflaske. Så propper han tre mintpistiller i munden og nikker.

"Jeg har ingen planer om at forlade dig igen."

•••

I tænker sikkert: WTF TO KAPITLER PÅ EN DAG????
Men her er grunden: jeg er ikke et så forfærdeligt menneske igen, sidste kapitel var kun på 1300 ord og det her er kun på 984 så i alt er de to kapitler ca. Hvad et normalt for mig er i længden. Så velbekomme.

Jeg ved ikke engang, hvorfor det her kapitel er her, andet end det er sygt cute, så jeg lod det blive. Clayton cute er min ynglings Clayton.

Desuden skulle man vide præcist, hvad der skete med Valerie's far.

Spørgsmål: hvad tror I er jeres ynglings Clayton? Altså i har ikke set mange forskellige sider af ham, men der er fx den perverse, den kolde, den badass, den åbne, den cute osv.

Farvel!

Udgivet: 13/05-2018