Kiss And Kill | ✓

|9. Undskyldningen & kantinen|

KISS AND KILL

"Mini Black, kom nu. Jeg er ked af det," fortæller Clayton mig, imens han følger efter mig. Jeg ignorerer ham og træder ind i kantinen. Jeg når dog ikke langt, fordi nogen tager fat om min skulder og hiver mig ud igen. Min ryg kolliderer med en væg. Jeg ser trodsigt ind i Clayton's mørkeblå øjne.

"Jeg tror ikke, at du ved, hvordan det føles at være ked af det," svarer jeg. Folk kigger forvirret på Clayton, som står med en hånd mod min skulder for at sørge for, at jeg ingen vegne går. Folk fniser og hvisker, fordi er det ikke Isaac's lillesøster, som står sammen med Clayton Parker? Omg verden går under, tihihihi.

"Jeg overgik en grænse i går, det ved jeg godt. Jeg ville være stoppet, men du har en virkelig flot håndskrift, og jeg blev lidt fanget. Som at læse en Stephen King bog, ik. Spænding og mystik," fortæller han mig, imens han hiver mig hen mod et tomt lokale. Jeg stritter ikke engang imod, fordi jeg vil faktisk gerne høre flere dumme undskyldninger.

"Bullsid," svarer jeg. Clayton sukker og smækker døren i. Åh nej.

"Da jeg kom tilbage, regnede jeg med, at du ville råbe af mig, eller sætte mig på plads, men du har intet gjort. Du har bare taget afstand, men jeg vil gerne have, at du fortæller mig, hvordan jeg sårede dig," fortæller han mig.

"Jeg tror ikke, at det er helt normalt," svarer jeg. Clayton griner kort og ryster på hovedet.

"Jeg havde brug for at få banket ind i hovedet, at det jeg gjorde var dumt, og før i går vidste jeg ikke, hvor meget jeg havde såret dig. Valerie, jeg ved godt, at du ikke tror på det, men jeg er ked af det," siger han langsomt. Noget vender og drejer sig i mit bryst. Han ser så ægte ud. Som om han rent faktisk mener det, men jeg kan ikke gøre det her igen. Jeg kan ikke åbne op til ham og blive såret på ny. Det eneste drenge og mænd gør i mit liv, er at såre mig, og jeg vil ikke mere. Min eks sårede mig, min far sårede mig og Clayton sårede mig. Jeg tror ikke, at mit hjerte kan tage mere. "Du vil aldrig kunne forstå det her, men jeg blev nødt til at flytte. Der skete nogle ting i mit liv, og det var ikke muligt for mig at blive. Jeg ville ikke såre nogle på vejen, men jeg var selv såret, og det gik ud over andre," fortæller han videre.

Aww...

Nej Valerie, du er stærkere end det her.

"Jeg kan ikke mere Clayton," siger jeg med en stemme, som er alt for svag. "Du læste det ikke, men jeg har været igennem en del ting de sidste to år. Jeg prøver stadig at fixe mig selv, og at du kommer tilbage, vil ikke hjælpe mig. Vi kan ikke... Jeg kan ikke genoptage noget med dig, undskyld," mumler jeg. Jeg skubber mig forbi ham og træder ud på gangen, hvor folk stirrer underligt. Har de virkelig ventet herude? Åh.

Jeg holder en hånd for munden, imens jeg prøver at tage mig sammen. Det var hårdt. At skubbe Clayton væk. Min tidligere bedste ven. Jeg vil ikke lyve for mig selv. Jeg mener, jeg savner ham stadigvæk, og da jeg så ham igen, fik jeg helt klart håb for, at jeg kunne få min bedste ven tilbage, men så var han ændret til noget dårligere. Han var ikke Clayton Parker længere, men jeg ved godt, hvilken person han er nu. En fyr som sårer andre. Det blev han den dag, han skred uden et ord, og den slags fyr er ikke en, som jeg kan være omkring. Om det gør ondt eller ej.

Vi havde det sjovt, den aften hvor vi lavede indbrud. Jeg så et glimt af den Clayton, som jeg plejede at elske, men det forsvandt hurtigt igen. Hvorfor skulle han også komme tilbage og forvirre mig? Hvorfor give mig håb og fjerne det igen hele tiden? Det gør ondt, og han forstår det ikke, fordi intet gør ondt på ham. Han skader andre, ikke sig selv.

"Skal jeg snakke med ham?" Spørger Kopov, som pludselig står foran mig. Jeg ser på ham og tørrer ivrigt mine øjne. Han kan ikke se mig græde. Det er pinligt. I to år forsikrede jeg mig selv om, at jeg var ovre hans forsvinden, og så vil jeg skisme ikke stå og græde over det.