|Jase & abehænderne|

1.4K 62 40
                                    

Tidsperiode:
Clayton og Valerie er 23 år. Jase er 20.
-
Jeg følger efter Clay og Valerie ind på hospitalet. De går så fucking langsomt. Jeg fatter godt, at Valerie skal til at føde, men de går i direkte slowmotion. Shae, Isaac og Adam kommer hurtigst muligt, og så kommer Valerie's forældre senere. Det bliver en fucking familiefest.

"Åh," Valerie standser midt på gangen, og Clay rækker straks ud efter hendes arm.

"Gør det ondt?" Spørger han bekymret.

"En baby er på vej ud af mig, så nej. Det gør ikke ondt den mindste smule," snapper Valerie. Clay skærer en grimasse.

"Hvor længe har du tænkt dig at være sur?" Spørger han trist.

"Du havde tænkt dig at drikke dig fuld i stedet for at være her ved din datters fødsel. Hvor længe har jeg tænkt mig at være sur Clayton?" Spørger hun vredt tilbage. Hun begynder at gå i snegletempo igen, og jeg følger med bagved. Den her dag har været hektisk. Jeg sad og skrev en stil, da Valerie kaldte på mig. Midt om natten vil jeg gerne hilse og sige. Jeg skyndte mig ind til hende, som lå i sin seng. Hendes vand var gået, så hun bad mig ringe til Clay, som var ude med nogle venner. Det tog ham fucking 5 minutter at fatte, at jeg ringede på grund af noget vigtigt. Jeg ringede til hospitalet for hende, fordi hun panikkede. De bad os komme, så det gjorde vi. Da vi ankom ved hospitalet, var Clay der stadig ikke. Valerie fik taget en undersøgelse, så lægerne kunne se, om hun skulle blive på hospitalet, eller om hun godt kunne tage hjem i lidt tid, før fødslen rent faktisk begyndte. Vi skulle blive. Det tog Clay en time at komme, og da han endelig kom, var han rørt af alkohol. Det er heldigvis aftaget nu, men det hjalp ikke på hans sag. Jeg vil mene, at Val overdriver lidt med sin vrede, fordi Clay kom jo. Han blev ikke ligefrem væk. Jeg tror ikke, at hun er specielt sur. Jeg tror, at hun fik et chok, da hendes vand gik, og hun blev bange, fordi hun troede, at hun skulle gå igennem det her alene. Jeg ved ikke, hvornår jeg blev usynlig, men jeg dømmer hende ikke lige nu. Hun skal til at føde. Det lyder klamt.

"Jeg er her nu, er det ikke det vigtigste?" Spørger Clay irriteret. Valerie kniber øjnene sammen, men hun svarer ikke. Vi fortsætter med at følge efter lægen, som viser os vej til fødestuen.

"Hvad nu hvis du kommer til at kvæle hende, når du presser hende ud?" Spørger jeg nervøst. Clay sender mig et vredt blik, men jeg kan ikke holde tilbage. "Hvad nu hvis barnet ikke overlever?" Spørger jeg med store øjne.

"Fuck, Jase gider du holde kæft?" Spørger Clay vredt. Jeg trækker overgivende mine hænder op i luften.

"Hvorfor er du overhovedet nervøs?" Spørger Valerie. "Det er mig, som skal have noget levende ud af min ducking tissekone!" Udbryder hun højt, imens hun tager sig til sin kæmpe mave.

"Babe, snak pænt. Du er snart mor," hvisker Clay bebrejdende.

"Jeg skal føde. Jeg må bande, som jeg vil. Du, derimod, du skal snakke som en engel," blærer hun sig til Clay. Han himler med øjnene og griner. Vi fortsætter gennem hospitalet. Da vi endelig ankommer, forsvinder Clay og Val sammen med lægen. Jeg sætter mig ned i en stol i et venteværelse. Det her kan ende med at tage en hel del tid. Jeg har ikke styr på fødsler, men jeg ved, at det tog min mor omkring 8 timer at føde mig. Valerie nævnte på vej til hospitalet, at det tog hendes mor 18 timer at føde hende. Jeg krydser virkelig fingre for, at Valerie er hurtigere end det.

Der går næsten en halv time, så lander Isaac i stolen ved siden af mig.

"Er min søster sprækket?" Spørger han. Jeg slukker min telefon og trækker på skuldrene.

"Jeg aner intet, så sandsynligvis," svarer jeg. Isaac jamrer og slår sit hoved ned i sine knæ.

"Jeg kom så hurtigt, som jeg kunne, men der var trafik, og Adam blev ved med at ringe, så GPS'en forsvandt," forklarer han mig frustreret.

Kiss And Kill | ✓Where stories live. Discover now