Kiss And Kill | ✓

|Felix & den gentagende bænk|

Tidsperiode:
Felix er 17. Jase er 41 og Shae er 41. Katie er 20.
-
Jeg tager fat om drikkedunken og hælder indholdet ud over mit hoved og ned i min mund. Sveden glider ned af min krop, og jeg prøver at få vejret. Det her er min første kamp efter motorcykel uheldet. Jeg har været igennem genoptræning med min fod. Mine knogler skulle hele. Jeg skulle spilde hele min sommerferie på mine forældres camp for mentalt syge unge. Endnu engang. Så for at sige det direkte, så har mit liv været direkte lort, indtil i dag. Vi fører 1-0. Det er ikke meget, og det andet holdt har stadig 45 minutter, men vi fører, og jeg scorede. Det er en fordel. Jeg ser over på far, Onkel Clay og Katie, som står og snakker. Katie står i sit college's hættetrøje, og far og Onkel Clay står og snakker med viftende hænder. Min træner råber til hver spiller, hvad der skal gøres bedre. Jeg lytter ikke efter og vælger at fokusere på min families samtale i stedet.

"Så min søn scorede ét point?" Spørger far forvirret. "Men i din sport—"

"Football og fodbold er ikke det samme, Jase. Og Lix scorede et mål. Ikke et point."

"Lix har forklaret mig reglerne mindst 100 gange, og jeg fatter stadig ikke en skid," sukker far opgivende.

"Det er fordi, at du ikke vil lade det komme igennem dit tykke hoved, at der er noget, som hedder sport," svarer Onkel Clay. Katie griner og ser herover. Hun vinker skjult, da hun ser, at jeg allerede ser på dem. Jeg vinker tilbage og smider drikkedunken ned i græsset.

"Hvorfor har de ikke beskyttelse på?" Spørger far. Onkel Clay sukker virkelig højt og ser på Katie for hjælp.

"Forklar din onkel, at football og fodbold ikke er det samme," beder han. Katie griner og viser tydeligt sine smilehuller.

"I fodbold er der ikke fysisk kontakt på samme måde, som der er i football. En tackling kan gå så vidt at skaffe dig et rødt kort, hvilket udviser dig for resten af kampen," forklarer Katie klogt.

"Nemlig. Lyt til wikipedia her," smiler Onkel Clay og ugler Katie's hår. Hun griner og læner sig ind til Onkel Clay, som lægger sin arm om hendes skuldre.

"Jeg fatter stadig pap," mumler far. De griner begge to, og jeg lukker et fnys ud. Min familie er åndssvag.

"Delaney?" Jeg ser på manden, som tog min opmærksomhed og får øjenkontakt med Træner Wilson. Åh fuck. "Har du lyttet til et eneste ord, som jeg har sagt?" Spørger han. Jeg rynker på panden. Jeg er død.

"Du sagde, at jeg totalt meget var kampens bedste spiller og... Nej," afbryder jeg langsomt mig selv. Træner Wilson himler med øjnene og træder et skridt tættere på mig.

"Jeg spurgte, om min anfører står og tæller græsstrå på banen?"

"Faktisk ledte jeg mere efter firekløvere, men det kan vi godt sige."

"Men du fandt tydeligvis ikke nogle, fordi du har ikke haft held med dine afleveringer de sidste 20 minutter af første halvleg," fortæller han med store armbevægelser. "Min anfører skal være klar hver gang bolden bliver rørt. Jeg er ligeglad med, om bolden er i den anden ende af banen. Du er blevet taget tilbage på holdet, fordi jeg stoler på dig som holdets anfører. Men jeg har brug for bevis, okay?" Spørger han. Jeg nikker langsomt. Han klapper mig på skulderen lige i tide til, at dommeren fløjter højt.

"Hvorfor har han et bånd om overarmen?" Hører jeg min far spørge.

"Din søn er anfører, Jase," sukker min far.

"Nåååårh."

"For fanden altså."

"Jeg ved ikke, hvordan han fandt på at starte til fodbold. Han har ikke et eneste sportsligt gen i sig."