Kiss And Kill | ✓

|50. Den røde knap & fuck|

KISS AND KILL
The Final

Jeg åbner langsomt øjnene og ser rundt i rummet. Her er helt stille undtagen et konstant bip ved siden af mit hoved. Rummet er lyst, og det tager mine øjne noget tid at vende sig til ikke at være lukkede. Jeg ser med smalle øjne rundt omkring. Der er maskiner og hvid tapet. En stor seng og et åbent vindue. Gips på min højre hånd og en dunkende smerte i mit hoved. Vent hvad? Gips? Smerte? Jeg spærrer øjnene op. Biljagten. Lastbilen. Clay. Clay, hvor er Clay? Jeg ser rundt i rummet, men jeg er alene. Jeg skal se Clay. Er han okay? Er jeg okay? Hvad skete der? Det sidste jeg husker er lastbilen, som ramte bagenden af Clay's bil. Min nakke gør ondt. Alting gør ondt. Skal jeg bare vente på, at nogle kommer? Så kan jeg jo ligge her i flere timer. Jeg ved, at der er en rød knap, som man kan tilkalde læger på, men min arm er for tung og øm til overhovedet at løfte sig så højt op. Satans.

"Hallo?" Prøver jeg. Min stemme er hæs, og man kan helt sikkert ikke høre den ude på gangen. Men det viser sig, at det heller ikke er vigtigt, fordi en brunhåret fyr styrter ud fra mit værelses badeværelse. Jeg ser med store øjne på ham, som han løber over til min seng og sætter sig på stolen på den venstre side.

"Fuck, jeg pissede næsten ved siden af. Du kan ikke bare vågne på den måde," brokker Jase sig. Jeg smiler anstrengt og nikker mod den røde knap. Jase ser på den med sammentrukne øjenbryn. "Har du ikke spillet Dumb Ways To Die? Man trykker aldrig på den røde knap," belærer han mig.

"Hvad laver du her?" Spørger jeg med en tung og træt stemme.

"Går til Audition på American Idol, hvad ligner det?"

"New York, hvad laver du i New York?"

"Broadway, baby, jeg er den næste Askepot," joker han. Jeg himler med øjnene, og Jase griner kort, før han rækker ud efter min ikke gipsindbundne hånd. Han giver den et klem. "Jeg fik et opkald fra Hayley, som fortalte, at Clay var kørt galt med dig i bilen, og jeg valgte at tage min batmobil og kappe på og komme hurtigst muligt."

"Så du kørte over vandet?"

"Anything is possible," svarer han med jazzhands. Jeg griner og ser op i loftet. "Du ved, man sagde jo, at Jesus kunne gå på vandet, og det viser sig så, at Gud kan køre over det. Verden er et mærkværdigt sted," fortæller han. Jeg griner højt, men stopper igen, da det bringer en forfærdelig smerte frem i min mave. Jeg tager mig til den, men det frembringer kun en dobbelt så slem smerte, så jeg fjerner min hånd med et lavt skrig. "Jeg tilkalder lægerne," siger Jase hurtigt.

"Vent," jeg rækker ud efter ham, da jeg endelig har fået lidt mere styrke i min krop. Han presser min arm ned i sengen igen med et bestemt blik. "Clay?" Spørger jeg nervøst. Jase sukker trist.

"Ser du, han overlevede ikke. Han røg ud af forruden og lige op i røven på Trump, og alle de orange kemikalier kvalte ham, trist, I know," sukker han med store armbevægelser.

"Jase," jeg ser bedende på ham. Jeg elsker hans humor, men lige nu har jeg virkelig bare brug for at vide, hvad der skete med Clay. Det gode er, at Jase ser bedre ud. Hans smil virker ægte. Han må være ude fra sin depressive periode. Hvor længe har jeg ligget her?

"Han har det fint," og det er med de ord, at jeg endelig kan trække vejret normalt igen. Jeg smiler bredt, og Jase smiler tilbage. "Du kom værst til skade, men efter hvad jeg har hørt, ville lastbilen have ramt lige ind i din side, hvis Clay ikke havde opdaget det og drejet bilen. Så hvis det hjælper på noget, så kunne du have været død."

"Hvad skulle det hjælpe på?"

"At du ikke er død?" Jase løfter et øjenbryn. Jeg vil grine igen, men jeg bliver nødt til at holde tilbage, hvilket pisser mig af. "Lægerne kan forklare mere om alting," Jase trykker på den røde knap og begynder at nynne dumb ways to die. Han er en speciel person.