Kiss And Kill | ✓

|36. Opkast & historien om ham|

KISS AND KILL

Jeg slår øjnene op med et sæt og stirrer op i loftet, imens jeg mærker kvalmen stige i min hals. Jeg er så hurtigt ude fra sengen, at jeg nærmest vælter direkte ned på gulvet igen. Jeg styrter ud på mit badeværelse og smider mig på knæ foran toilettet, så jeg kan brække alle mine indvolde ud. Da jeg er færdig, er jeg nærmest forpustet. Mit hår sidder svedigt klistret fast til min pande, og jeg mærker allerede kvalmen stige igen. Hurtigt har jeg hovedet nede i det lugtende toilet igen. Da jeg er færdig for anden gang, hviler jeg træt hovedet mod toiletbrættet. Jeg hører badeværelsesdøren lukke sig bag ved mig. Jeg ignorerer det. Det er sikkert bare Isaac eller Adam. Bortset fra, at det er det ikke. Det finder jeg ud af, da personen sætter sig bag mig med en hånd på min ryg og en anden hånd omkring mit hår. Jeg når ikke at sige noget, før jeg igen brækker mig ned i toilettet. Clay's hånd glider i langsomme bevægelser op og ned af min ryg, hvilket er overraskende beroligende. Endelig føles det som om, at min krop lader mig få en pause. Jeg læner min trætte krop ind mod Clay's solide og mærker ham sno armene omkring mit liv. Han bakker forsigtigt bagud, indtil han selv sidder op af væggen med mig halvtliggende op af ham. Mine øjne bliver ved med at lukke og åbne. Jeg kunne virkelig bare godt bruge en ordentlig omgang søvn.

"Hej," hvisker Clay lavt i mit øre.

"Hvad laver du her?" Mumler jeg spørgende tilbage.

"Passer på dig."

"Bullsid."

"Jeg sov inde hos Isaac og hørte dig løbe herud. Jeg tænkte, at du ikke have andre til at holde dit hår," forklarer han ærligt. Jeg læner mig mere ind mod ham og tager hans hænder. De er kolde og større, end jeg husker dem. Mine hænder er klamme og svedige.

"Jeg er syg," mumler jeg med et advarende toneleje.

"Tæt på," griner han. "Du har tømmermænd." Nej tak.

"Føles det virkelig så skrækkeligt?" Spørger jeg med lukkede øjne. Jeg er så træt, at jeg kunne falde om lige her og nu.

"For folk, som ikke er vant til at drikke, så kan det være forfærdeligt. Især fordi du drak så meget i går," driller han.

"Det føltes som en god idé i øjeblikket," svarer jeg træt. Clay griner, så hele hans krop vibrerer under min. Det får hårene på mine arme til at rejse sig i spænding. Duck. Det her er ikke godt. Clay skal ikke se, hvad mine reaktioner på fysisk kontakt med ham er. Det er pinligt. Fordi han vil nok aldrig se mig som andet end Isaac's søster, eller endnu værre. Hans ven. Jeg er kommet frem til, at jeg gerne vil være mere end hans ven, men efterhånden ser det ikke ligefrem ud som om, at det kommer til at ske. "Jeg føler mig virkelig udmattet," fortæller jeg ham med et dybt suk.

"Du må gerne sove," lover han mig. Jeg vil sige nej tak, fordi han må virkelig sidde ukomfortabelt. Men jeg kan virkelig ikke holde mine øjne åbne. Jeg lader dem lukke i, imens jeg prøver at huske. Huske i går. Jeg kan se slørrede billeder af, hvordan Adam trak mig ud fra festen. Han var mere rasende, end jeg har set i lang tid. Både han og Clay havde set Max snakke med mig, og selvom Clay ikke aner, hvem han er, og hvad han har gjort, så ved han godt, at Max ikke er god. Jeg husker pludselig flere ting. Sandhed eller konsekvens. Clay som kysser med to piger. Mig, som kysser med Kopov. Max, som kysser mig. Jeg spærrer øjnene op og retter ryggen. Det giver et sæt i Clay, som vist også var faldet i søvn. Jeg kravler over til toilettet og brækker mig ned i det for fjerde gang. Clay mumler noget bag mig, men jeg har for travlt med at dø til at høre det. Max kyssede mig. Max Lowe, som skræmmer mig som bare fanden. Hvorfor lod jeg ham gøre det? Han er psykopat. Han er min eks. Det er ikke meningen, at min psykopatiske eks skal kysse mig.