Kiss And Kill | ✓

|37. Familier & college|

"Isaac, let din fede røv og dæk bordet!" Råber mor. Jeg sender Isaac et vindene smil, og han rækker modent tunge tilbage. Han rejser sig op fra sofaen og går ud i køkkenet, hvor mor sikkert hundser med ham. Hvis jeg kender min mor ret, så ser vi først Isaac igen, når gæsterne kommer. Adam skæver til mig og nikker mod fjernsynet.

"Jeg udfordrer dig til en kamp," siger han med et anstrengt smil. Jeg ser på stuens PlayStation.

"Hvad?" Sukker jeg. Adam's øjenbryn trækkes sammen.

"Er du blevet døv, imens jeg har været væk?" Spørger han med et kort falsk grin.

"Addy, hvad er der? Du har det der blik..." Siger jeg lavt, så mor eller Isaac ikke hører os.

"Nok fordi du lige kaldte mig Addy," fnyser han.

"Kom nu," jeg støder mit knæ mod hans, og han læner sig træt tilbage i sofaen. Han lægger sin arm op på sofaen ryg bag mig.

"Jeg burde være blevet væk, ikke?" Spørger han mig med en dyb stemme. Jeg rynker på næsen.

"Hvad snakker du om?"

"I var lige blevet lykkelige igen. Som en familie. Og så kommer jeg og ødelægger alt og—"

"Hold nu kæft," afbryder jeg. Jeg hviler mig op af ham og den arm, som før lå på sofaens ryg lægger sig omkring mine skuldre. Han trækker mig tættere på. "Det var ikke din skyld. Det hele ville gå i stykker på et eller andet tidspunkt. Mor og far gik på tynd is, og Isaac vil aldrig acceptere ham som en del af familien igen," fortæller jeg ham. Adam hviler sit hoved op af mit med et suk.

"Men du havde accepteret ham."

"Jah," jeg nikker langsomt. "Men hvis jeg skal vælge, så vil jeg altid være på mor og Isaac's side. Jeg havde ikke fuldt ud tilgivet ham."

"Men det er lige det, Vally," sukker han dybt, "du burde ikke skulle vælge imellem dine forældre. Det er forkert," jamrer han. Jeg lægger mig tættere på ham med et ryst på hovedet.

"Det kan der ikke gøres noget ved. Jeg valgte automatisk, da far skred," svarer jeg.

"Hvorfor har mor også inviteret ham i aften?" Mumler Adam, imens han aer min arm. Jeg trækker besværgligt på skuldrene.

"Fordi hun stadig har håb. Det er vel okay. Det kan vi ikke tage fra hende. Lad hende få hendes aften, og så kan vi give far den kolde skulder efter det."

"Undskyld, at jeg ikke var der, da alting skete," hvisker Adam. "Du havde brug for mig, og jeg spildte min tid på skole," fnyser han irriteret.

"Skole er vigtigt," griner jeg.

"Ikke vigtigere end min baby søster," smiler han tilbage.

"Okay, ikke mere seriøsitet," jeg klapper ham på brystet, og han griner. "Hvornår kommer de andre?" Spørger jeg og ser på mit håndled, selvom jeg ikke går med ur. Adam rejser sig op.

"Klokken... Snart?" Prøver han. Jeg griner, og vi går sammen ind i spisestuen, hvor Isaac er i gang med at dække bord. Han sender os et tandpastasmil, da vi træder ind og slår stolt ud med armene.

"Tadaaaa!" Udbryder han. Vi ser på hans mesterværk. En tissemand. For fanden. Han har sat to tallerkener ved siden af hinanden, og så har han lagt to køkkenruller lodret nedenunder. Den dreng bliver aldrig ældre. Adam slår en høj latter op og giver Isaac en highfive.

"Lige min stil i bordpynt," ler han. Isaac's smil udvider sig automatisk.

"Mor får et får."