Kiss And Kill | ✓

|26. Samtaler & tillid|

KISS AND KILL

På et tidspunkt måtte jeg tage hjem, så det gjorde jeg. Det er ikke så slemt. Jeg mener, hvis man ser bort fra, at mor brugte en halv time på at afhøre mig. Isaac skænkede mig ikke engang et blik. Han tog fat i Clay og hev ham hele vejen oven på, og jeg har ikke set dem siden. Jeg har dog hørt flere lyde og råb. Isaac kan virkelig tabe sit temperament, hvis nogen skader mig. Det er ret sødt, men Clay skadede mig ikke. Han hjalp mig igen og igen, så egentlig er der intet at råbe af. Han bør klappe Clay på skulderen og sige tak. Lige nu sidder jeg i stuen og stirrer på det slukkede fjernsyn. Jeg tænker tilbage på Clay's råd fra parken. Han overraskede mig virkelig der. Jeg tror ikke, at jeg kan tilgive min far inden for det næste stykke tid, men jeg lever med håbet om, at det kommer til at ske engang. Forhåbentlig.

Min telefon ringer og afbryder mine tanker. Jeg ser Adam's navn på skærmen og skynder mig at tage den. Han er begyndt at ringe mere sjældent, så når han endelig ringer, så tager jeg den lige meget hvad.

"Hej lillesøster, som virkelig ikke kan leve uden sin fantastiske storebror Adam, som forresten er så meget bedre end Isaac," siger Adam, da forbindelsen er gået igennem. Jeg himler med øjnene. Adam er barnlig, om han vil indrømme det eller ej. Det er en af grundende til, at jeg elsker ham.

"Hej Adam," svarer jeg kort.

"Lyd nu ikke alt for entusiastisk," klukker han. "Isaac ringede. Er du i live?" Spørger han så.

"Næsten," griner jeg kort.

"Aww. Jeg dør hver dag, så bare vend dig til det," griner Adam sarkastisk. Jeg elsker hans humør. Han er altid så munter.

"Jah, du døde af solstik i forgårs," griner jeg. Adam griner lidt, men så bliver han stille. Okay, nu ryger bomben.

"Angstanfald Val? I offentligheden? Hvad skete der?" Han lyder bekymret, og det forstår jeg godt. Han er her ikke. Han ved intet. Han hader, at han ikke kan være her for mig. Det er et bevis på, at han er en af verdens bedste storebrødre. Jeg overvejer kort ikke at fortælle sandheden. Jeg ved, at han ikke vil tage det pænt. Men på den anden side så lyver jeg ikke for Adam. Jeg stoler på ham, og jeg ved, at det vil kunne blive mellem os.

"Lov mig ikke at sige noget til nogen. Heller ikke Isaac," beder jeg. Adam fnyser.

"Jeg lover det på min grav," svarer han ærligt. Jeg holder en lang pause. Det her kommer til at vende om på så mange ting.

"Jeg fandt en seddel i min lomme fra ham," fortæller jeg min overbeskyttende storebror, som ved alting om mig. Især min fortid med Max Lowe. Adam bliver komplet stille. Jeg hører kun hans dybe åndedrag. Duck, jeg har ødelagt alt. Det her er faktisk så seriøst, at Adam kan blive nødt til at fortælle det videre. Jeg skulle have holdt kæft. Max er mit problem, ikke alle andres.

"Hæng lige på, imens jeg ringer til Isaac," siger Adam endelig efter en meget lang tænkepause. Jeg håber virkelig, at han joker.

"Adam..." Sukker jeg.

"Okay, her er planen," starter han, imens han ignorerer mit suk. "Du kommer til Californien lige nu, og så låser jeg dig inde på mit kollegieværelse. Jeg hyrer folk fra CIA og giver dig fodlænke på. Betaler du selv for billetten?" Spørger han spændt.

"Det er fint Adam, jeg er i perfekt sikkerhed her," ler jeg. Adam sukker overgivende. Så mumler han noget.

"Jeg regner med ugentlige opdateringer. Og hvis det dickhead giver dig flere kærlighedsbreve, så ringer du til mig, og jeg sender min bedste ninja, okay?" Han lyder endda seriøs, selvom alt det han siger er noget barnligt vås. Jeg glæder mig virkelig til hans næste besøg.