Kiss And Kill | ✓

|Felix & den lodrette rampe|

Tidsperiode:
Felix er 17 år. Jase er 41 og Shae er 40.
-
"Det her er en dårlig idé," fortæller Arthur mig. Han tager en stor slurk fra sin Jack Daniel's flaske og rækker den så til mig.

"Mig og dårlige idé'er er bedste venner," svarer jeg og tager selv en slurk af whiskyen.

"Jeg troede, at jeg var din bedste ven?" Arthur slår gispende en hånd mod brystet, og jeg skubber flasken mod ham med rullende øjne.

"Dramaqueen."

"Du kommer til at dø."

"Jeg gentager; dramaqueen."

"Når du er død, så vil jeg gerne arve dine matematik noter. Jeg er bagud," fortæller han mig. Jeg griner og fjerner støttefoden på motorcyklen.

"Du er heldig, at jeg allerede har skrevet testamente," svarer jeg. Jeg sætter mig op på motorcyklen. Arthur rækker mig sin hjelm, men jeg skubber den tilbage mod ham.

"Okay, hvor meget vil du gerne dø fra 1 til 43,5?" Spørger han mistroisk. Jeg ser på bremserne og tager fat i styret.

"Nogle gange 44," svarer jeg.

"Lix," sukker Arthur. "Dine forældre bliver gode igen. Der er ingen grund til, at du gør alle de her dumme ting. Det skubber dem bare mere væk," forklarer han mig.

"Jeg anede ikke, at du var familieterapeut. Andre fucking gode råd?" Spørger jeg irriteret. Hvorfor skal han altid blande sig i alting? Jeg vil bare gøre det her.

"Hey, ingen grund til at tale grimt til den neutrale person," udbryder han med armene løftet op i luften. Han stiller flasken med alkohol på jorden og begraver hænderne i sine jakkelommer. "Jeg siger bare, at jeg ikke forstår, hvorfor du gør alle de her ting. Du pisser dem mere og mere af," forklarer han.

"Og hvad hvis det er mit mål?"

"Så scorer du fandme hver dag," svarer han. Jeg nikker bekræftende.

"Jeg er allerede familiens fuck up, så hvorfor ikke gøre det lidt mere tydeligt?" Spørger jeg træt. Jeg tænder for motorcyklen og stirrer på rampen foran mig. Den er stejl. Virkelig stejl.

"Jeg—"

"Hold nu kæft og lad mig gøre det her. Jeg skal nok lade vær med at dø," fortæller jeg Arthur distraheret, imens jeg stirrer på rampen, som nærmest går lodret op. Jeg kan ikke dø, vel? Ikke på den måde.

"Det lyder som en hver mands sidste ord," prædiker Arthur bag mig. Jeg himler med øjnene og holder mit blik mod rampen.

"Jeg er klar."

"Det er en dårlig idé, Lix."

"Bør du ikke være for fuld til at være fornuftig?"

"Jeg er aldrig for fuld til at redde min bedste vens røv," svarer Arthur, imens han kører sin knuckle mod min hovedbund. Jeg laver en grimasse og trækker mig væk fra ham, hvilket får ham til at grine. "Okay, lav dit fucking stunt. Jeg har allerede 911 skrevet ind," lover han mig.

"Tak mor. Jeg ventede kun på din tilladelse," svarer jeg sarkastisk. Arthur skubber til min skulder med et grin, og så træder han nogle skridt bagud.

"Kør min dreng. Mor er stolt!"

"Røvhul." Jeg skæver til ham en enkel gang, inden jeg giver rampen min fulde koncentration. Hvorfor gør jeg overhovedet det her? For at prøve det? Hvad får jeg ud af det? Jeg mener, jeg har ikke tænkt mig at bakke ud, fordi jeg har publikum, men alt Arthur's snak om at dø, er ved at nå til mine nerver. Folkene bag mig jubler og klapper. Det er en masse tabere. Fulderikker, som ikke har noget bedre at tage sig til, end at se Felix Delaney køre op af en lodret rampe. En del af dem er fra min skole. Klassekammerater. Folk fra årgangen. Som sagt; tabere. De er vant til det. Felix's næste stunt, som underholder alle. Undtagen hans forældre, selvfølgelig, som truer med at sende ham på deres egen sommerlejr igen i år, fordi han har sine mentale problemer. Jeg har åbenbart brug for hjælp. I min familie bliver du analyseret over alting, som du gør. Jeg er aldrig i fred. Folk er fandme oppe i røven på mig hele tiden, og de giver mig aldrig en pause. De træder ikke tilbage og ser, at fucking Felix Delaney ikke vil have hjælp. Han vil bare være alene med sin ven Arthur og sine stoffer. Min far snakker næsten ikke med mig længere. Det er min skyld. Jeg skubber ham væk, og det er ikke engang med vilje. Jeg ved, at han forstår mig, og at han bare vil være der for mig, men jeg kan ikke standse mig selv. Fordi jeg har ikke brug for hjælp. Min mor giver ikke op. Hun er over mig konstant, hvilket er trist. Hun bør virkelig få sig et socialt liv.