Kiss And Kill | ✓

Bonus: Jason & Blue

"Du er en stalker," meddeler Tyler, da han marcherer ind i rummet. Jeg himler med øjnene. "En klam, lusket, besat og trist stalker," tilføjer han. Jeg tager imod tallerknen, som han rækker mig og spiser med det samme sandwichen. Jeg er lige ankommet, og jeg sulter. Jeg vidste ikke, at Ty så mig som tyk, men han må have ment, at jeg skulle tabe mig, siden det tog ham så fandens lang tid at putte salat og kylling imellem to stykker toastbrød.

"Jeg er ikke trist," tager jeg min tristhed i forsvar. Ty løfter et "virkelig?" øjenbryn. "Jeg foretrækker betegnelsen: fremtidig ensom kattedame, selvom hun hader katte, og de skal alle være blonde med blå øjne og hedde Jason. Der er forskel," mumler jeg. Ty griner og sætter sig på sin seng. Jeg vipper på hans kontorstol og sætter min tallerken på hans skrivebord, da jeg har spist op. Jeg vil have en til, men hvis det skal tage Ty fem år at lave den, så kan han ligeså godt give mig Simba og lade mig stege ham på et bål. Jeg har haft lyst til det siden day one alligevel. Lorte kat.

"Så hvilke informationer ønsker den fremtidige perverse stalker kattedame sig?" Spørger han. Jeg skyder underlæben ud og trækker mit blå hår op i en hestehale.

"Jason oplysninger," duh. Jeg gider ikke vide noget om nogle andre.

"Der er gået fem måneder. Du kan vente en til."

"Vil du gerne have, at jeg dør? Jeg mener, først prøver du at sulte mig ved at bruge halvfjers år og en brændt Simba på min mad, og nu vil du have mig til at vente endnu en måned på min Edward til min Bella. Fem måneder, Ty. Jeg kan ikke mere," jeg ser trist på ham, og han smider sig jamrende tilbage i sengen.

"Jeg er pisse træt af at være jeres fucking postbud. Kan du ikke bare finde en anden blond fyr med en fantastisk lillebror og elske ham?" Tilbyder han.

"Aww, men Tyler, så bliver du udskiftet. Vil du virkelig det? Og jeg vil totalt ignorerer, at du lige foreslog, at jeg skulle elske en anden blond fyr. Ingen anden end Luke Hemmings gør det for mig, det ved du godt. Og og jeres postbud? Har han spurgt ind til mig?" Jeg læner mig frem i stolen med et bredt smil og store forventninger. Jeg er blevet patetisk. Direkte patetisk. Jeg burde bare acceptere, at Jason er kommet videre, men hvordan gør man det, når man ikke selv er? Jeg vil have Jay tilbage. Jeg vil have min glæde tilbage. Mine billeder og stalker informationer vil ikke være nok for altid.

"Postbudet sladrer ikke. Det er farlig business," han løfter hænderne op over hovedet, og jeg skal næsten til at hvine i protest, men jeg holder mund, da jeg ser hans trøje ryge lidt op. Hans mave er bleg og tynd. Virkelig tynd. Fuck altså Tyler.

"Du sagde, at du spiste igen," mumler jeg irriteret. Ty sætter sig hurtigt op og lægger sine arme omkring sin spinkle krop.

"Jeg spiser. Massere af mad. Lagde du ikke mærke til, at der ingen salat var i din femstjernede sandwich? Jeg spiste det nemlig. Mmmh."

"Bullshit," sukker jeg. "For det første er du en forfærdelig kok, og trustpilot ville give dig nul stjerner på grund af tempoet. For det andet forstår jeg det ikke. Det gik lige så godt og så—"

"Anoreksi er fucking livsvarigt, Blue. Nogle gange er livet ikke en regnbue og nogle gange regner det ikke med glimmer. Nogle gange er det bare pisse svært, så undskyld skuffelsen, men jeg har ikke lige været sulten på det sidste," snapper Ty. Jeg rejser mig tungt op og sætter mig ved siden af ham på sengen. Jeg hviler mit hoved op af hans spidse skulder.