Kiss And Kill | ✓

|15. Lege & et overraskende opkald|

KISS AND KILL

"En McFlurry Oreo til prinsessen, som ikke selv kunne bestille sin mad," siger Clayton, da han stiller bakken foran mig. Jeg sender ham et taknemmeligt smil.

"Det er pinligt," fortæller jeg ham.

"At bestille mad?" Spørger han. "Uha, ja. Det er bare det værste. Rent faktisk at åbne munden og bede om mad, så man ikke sulter? Fuck, hvordan klarede jeg det, imens folk grinede over alt?" Spørger han dramatisk. Jeg himler med øjnene og tager med et bredt smil fat om min is.

"Jeg kan ikke lide McDonald's," forklarer jeg.

"Nej virkelig?" Spørger han sarkastisk. Han sætter sig overfor mig og pakker sin cheeseburger ud. Hvordan spiser han sådan noget stads? Hvordan sluger han det? Han har ingen idé om, hvor den mad kommer fra? Og det er virkelig usundt. Jeg mener, min is er næppe sundere, men det er det eneste, som jeg vil spise herfra. Ja, det er underligt, anhold mig bare.

"Jeg føler, at jeg er dobbeltmoralsk mod mig selv, hvis jeg bestiller mad her," forklarer jeg, selvom det sikkert ingen meningen giver alligevel. Jeg ved det ikke. Det er svært at forklare. Jeg har det bare sådan, og ingen forstår mig, men det behøver de heller ikke. Jeg forstår mig. Det er nok.

"Det der er knap nok mad," fortæller Clayton mig, imens han spiser sin burger.

"Fornærm ikke min is. Man taler ikke grimt om noget, som indeholder Oreos," fortæller jeg ham strengt.

"Så en friturestegt Oreo dyppet i ost og tivolikrymmel må man ikke snakke grimt om, selvom det er det klammeste nogensinde?" Spørger han med et underholdt smil.

"Det er noget andet. Det findes ikke."

"Men det kunne det."

"Men det gør det ikke."

"Men det kunne det."

"Men det gør det ikke."

"Men det kunne det."

"Nej."

"Jo."

"Nej."

"Jo."

"Nej."

"Hvorfor?"

"Fordi ingen opfinder noget så klamt!" Svarer jeg.

"Folk opfandt navnet Valerie, selvom det var klamt?" Siger han med en løftet finger. Jeg skyder ham ned med en af hans pommes frites, imens jeg griner. Han griner også, men kun kort. Jeg må indrømme, at jo mere tid, som jeg tilbringer sammen med Clayton, jo mere af hans gamle side ser jeg. Jeg kan godt lide det syn. Det gør mig glad. 

"Hey, lad os en lege en leg," siger han entusiatisk, før han spiser en pommes frites med ketchup. Jeg foretrækker pommes frites dressing, men han spiser altid ketchup til. Og det skal være Heinz. Jeg er ikke den eneste underlige person.

"Hvilken?" Spørger jeg. Hvor mange lege kan man lege, hvis man kun er to?

"Altså, den har ikke rigtig et navn. Lad os bare kalde den 'Jase og Clayton's fantastiske og underholdende leg, som de leger, når de keder sig, og Jase ikke vil holde kæft!' Jaer, det kalder vi den," snakker han med sig selv om. Nuttet. "Altså forkortet til JOCFOULSDLNDKSOJIVHK." Vent hvad? Hvordan huskede han det?

Han ignorerer mit spørgende blik, imens han ser ud over "restauranten." Jeg nægter at kalde det her for en restaurant. Jeg elsker restauranter, og de kan umuligt være sunket så lavt.

"Hende der hedder Georgia," starter han. Han peger med en pommes frites mod en sorthåret pige, som sidder i en bås alene. Hendes fødder ligger på bordet, og hun har nogle sorte solbriller på. Hun har også en læderjakke på, ripped jeans, og hun lavet konstant tyggegummibobler. "Da hun var 13, blev hun smidt ud hjemmefra, fordi hendes mor ikke kunne lide hendes valg af tyggegummi," fortsætter han. Jeg følger underholdt med. Det her er så underligt. "Siden da har hun levet på gaden sammen med nogle rockere. De rockere skylder hun nu penge, fordi pludselig ville de have betaling for, at hun gennem alle disse år har boet sammen med dem. Hun har ingen penge, fordi ingen gider ansætte en taber fra gaden. Derfor er hun nu ved at finde på en flugtplan, så hun kan komme langt væk herfra." Afslutter han. Jeg ser på ham med blinkende øjne.