Kiss And Kill | ✓

|42. Stoffer & bad|

KISS AND KILL

Noget er galt. Jeg kan bare fornemme det. Det er en uge siden, at jeg skændtes med Isaac og Clay. Isaac og jeg er allerede venner igen. Jeg snakkede med ham dagen efter, og han undskyldte og lovede, at han i fremtiden ville holde sig for sig selv, når det omhandlede mit kærlighedsliv på den måde. Medmindre fyren er forfærdelig, som Max. Så skal han redde mig. Men Clay, Clay har jeg ikke snakket med siden. Han ignorerer mig. Han har kun været i skole til sine afsluttende eksamener, og hver gang jeg har snakket til ham, har han taget sine høretelefoner i ørerne og lukket mig ude. Jeg ved ikke, hvorfor han ikke vil snakke om tingene. Det her er dumt. Vi var uenige, men vi bør kunne rede det ud med en moden snak. At holde mig ude hjælper ikke. Især fordi Isaac's svar, da jeg spurgte ind til Clay, var: "Giv ham lidt tid." Godt nok nej. Jeg er bekymret, og jeg har givet nok tid. Det er derfor, at jeg er på vej over til Clay's lejlighed lige nu. Han kan ikke ignorerer mig for evigt. Jeg har ikke prøvet at tage hen til ham i en uge, men i dag har jeg fået nok.

Jeg parkerer bilen og låser den, før jeg går ind i lejlighedskomplekset. Jeg tager elevatoren op. Ikke nok med manglen på min Clay, så er jeg begyndt at modtage klamme beskeder fra et ukendt nummer, som jeg ikke tvivler på er Max's. Alting er vendt på hovedet lige nu, og jeg har bare brug for Clay, men det gengælder han åbenbart ikke. Jeg ved, at han havde en engelsk eksamen i dag, men den var tidligt på dagen, og klokken er halv fire nu. Jeg skulle lige selv blive færdig med skolen.

Jeg banker ikke på deres dør. Jeg tager bare deres nøgle, som de har under potteplanten. Clay plejer ikke at låse hoveddøren, når han er hjemme. Det her er underligt. Jeg låser op, lægger nøglen på plads og går ind i lejligheden. Jeg lukker døren bag mig, tager mine sko af og stiller dem pænt, og så går jeg ind i løvens hule. Her lugter underligt. Luften er tyk og fyldt med en ubehageligt lugt. Jeg kan ikke sætte finger på, hvad det er.

Jeg når ind i stuen og fryser i døren. Clay ligger på sofaen og ser forundret på sine hænder, som han har løftet op i luften. Jeg ser rundt i selve stuen. Her er mange tomme alkoholsflasker, brugte cigaretter og et underligt hvidt pulver. Nej nej nej. For pokker. Jeg går med hurtige skridt over imod ham. Clay ser op på mig med store pupiller. Hans øjne ser glasagtige ud. Det her er så forkert.

"Hvor mange fingre har jeg?" Spørger han mig med en sløvet stemme. Jeg synker ubehageligt og sætter mig ved siden af ham. Han lugter af alkohol og røg.

"Er du høj?" Spørger jeg irriteret. Hvordan kunne han lade det her gå så galt?

"Og fuld og fyldt med nikotin. Hvor mange fingre har jeg?"

"3, Clayton," snapper jeg. Han spærrer øjnene op.

"Dude what the fuck, jeg havde 4 før," han glipper med øjnene og ser nærmere på sine fingre, som har noget af det hvide pulver på sig.

"Hvad har du lavet?" Spørger jeg ham med et dybt suk. Clay lader sine hænder falde og ser med et smertefuldt blik på mig.

"Alting blev bare for meget. Jeg prøvede at holde igen, men det gjorde så ondt. Musikken kunne ikke blive høj nok, og det hjalp ikke at være fuld, så jeg fandt andre midler. Men det er fint, fordi nu har jeg det fucking fedt igen," annoncerer han. Jeg skubber noget af hans svedige hår væk fra hans øjne med et opgivende suk.

"Åh Clay," mumler jeg.

"Har du nogensinde overvejet, hvor dumt svampebob firkant er? Han er en svamp, så når der kommer vand i ham, så burde han flyde op, så hvordan bliver han på havbunden? Har han sådan nogle mega tunge sko på? Overvejede folkene som lavede det, at de fik børn til at tro på, at svampe kan snakke og gå rundt under vandet?" Spørger Clay mig med udvidede øjne. Jeg tager hans hænder, som er svedige og rug.