Clayton Parker begynder på Redwood High, og det tager ham ikke mere end en dag at blive populær. Han kommer med på football holdet, hans kontaktliste vokser og alle snakker om ham. Alle undtagen Valerie Black, som med sin underlige personlighed og t...
Tidsperiode: Clayton og Valerie er 20 år, hvilket er 2 år efter den originale bogs ende. - Jeg læner mig forover med mine hænder på mine knæ, imens jeg prøver at få vejret. Fuck, jeg dør. Jeg ser resten af mit hold komme hen imod mig. Jeg er den hurtigste, men det bør jeg også være som holdets primære wide receiver i højre side. Killfeather standser ved siden af mig og hoster højt, imens han kæmper for ikke at falde om.
"Fuck, jeg brækker mig," fortæller han mig hostende. Jeg giver ham et støttende klap på skulderen, imens jeg prøver at rette mig op. "Træner Mason har ikke tortureret dig endnu," fortæller han mig med en thumbs up. Jeg skærer en grimasse, da han minder mig om det. Jeg fuckede op i vores sidste kamp. Jeg fik strenge og vigtige instrukser fra Træner Mason, og jeg gjorde det totalt modsatte. Det værste han ved er, når hans spillere ikke følger hans instrukser. Men jeg lavede en touchdown, så ifølge hele mit hold var det godt, at jeg tog en solo spurt, i stedet for at holde mig tæt på Simpson, vores quarterback. Træner Mason er bare ikke enig. Det fik jeg at vide, da jeg efter kampen blev kaldt ind på hans kontor for at få skæld ud i 10 minutter. Det er mit andet år på College i Tallahassee, og det går mig godt. Altså når jeg rent faktisk følger ordre.
"Han venter på det bedste øjeblik," svarer jeg Killfeather og rejser mig ordentligt op med mine hænder på mine hofter. Hvis jeg skal løbe mere i dag, så falder jeg død om. Vi har lige løbet 10 baner. Det vil sige fra den ene baglinje af en footballbane til den anden 10 gange. Det er den rene død. Jeg mener, jeg har prøvet værre, men det er så hårdt. Mine ben er allerede gelé. Banen er 110 meter lang, hvilket vil sige 1,1 kilometer i alt med de 10 ture. Det lyder ikke som meget, og det burde ikke være hårdt, fordi jeg løber 10 kilometer hver weekend, men efter styrketræning og andre løbeøvelser, så er man allerede træt. Før vi tog baner, så tog vi stigningsløb. Det vil sige, at vi alle sammen står på en vandret linje på en af baglinjerne. Når vores træner fløjter, lunter vi og så ender vi oppe i en høj sprint. Det skulle vi gøre 15 gange. Hvorfor går jeg ikke til yoga eller sådan noget?
"Har I pulsen oppe drenge?" Spørger Træner Mason, imens han kommer hen mod den svedende flok collegedrenge, som alle sammen prøver at få vejret. Han går hen til Simpson, som retter ryggen og klør sig i nakken. Simpson får et hårdt klap på skulderen. "I er færdige for i dag," meddeler Træner Mason. Så låser han øjne med mig, og jeg mærker min puls sætte farten op. Fuck altså. Alle andre tidspunkter end lige nu. Ikke i dag. "Alle undtagen Clayton," fortsætter han. Jeg puster træt ud og prøver ikke at ligne en, som ved at han skal dø. Alle drengene skærer undskyldende grimasser og mumler ting, som jeg ikke kan høre, fordi jeg har for travlt med at høre min puls dunke højt i min hals. "Simpson, fortæl mig hvad straffen er for ikke at adlyde mine ordre," befaler Træner Mason vores quarterback. Simpson sender mig et sympatisk smil, da han svarer vores lige nu meget onde træner.
"20 baner," svarer han. Du må fucking lave sjov med mig. Jeg kan mærke kvalmen stige i min hals, som jeg endnu engang får øjenkontakt med Træner Mason.
"Og hvor mange har vi løbet?" Spørger Træner Mason mig. Vi? Han har sgu ikke løbet en skid. Det eneste han har foretaget sig er at puste i en fløjte og råbe vores tider ud. Jeg var hurtigst, og jeg slog min rekord på grund af mine løbeture i weekenderne. Jeg har sat mine normale 3 kilometer lørdag og søndag op til 5 kilometer. Det har et godt resultat, men det resultat er brugt nu. Jeg kan ikke bruge mine ben længere. De protesterer allerede.
"10," mumler jeg. Killfeather klapper mig trøstende på skulderen. Træner Mason sætter fløjten ind i munden. Han fløjter højt og peger ned af banen.
"I gang!" Råber han. Jeg himler med øjnene og sætter i løb. Hvis jeg overlever det her, så må jeg være en helgen. Fredags morgentræning er det hårdeste, som vi bliver udsat for. Vi starter med styrketræning klokken 08:00 sharp, laver det i to timer, og så rykker vi ud på banen, hvor vi laver to timers løbetræning. Alt det her gør dog også sådan, at vi ikke har nogle skoletimer om fredagen, så efter træning kan man gå direkte tilbage i seng, hvilket jeg tror, at alle gør.
Jeg kan høre mit hold grine af mig, som jeg halvdød løber ned mod baglinjen.
"Vi ses i badet!" Råber Gellis. Jeg sender ham en fuckfinger over min skulder og fortsætter. Deres høje latter høres helt indtil, at de er inde i omklædningsrummene. Jeg når til baglinjen og mærker kvalmen stige. Jeg styrter over til den nærmeste busk og tømmer hele min morgenmad ned i den.
"Tag noget vand og kom i gang igen!" Råber Træner Mason.
Football bliver min død.
—————————
Jeg falder om i vores sofa og lukker træt mine øjne. Hele min krop gør ondt. Mine ben kramper. Mine fødder er ømme. Jeg kunne knap nok komme hen til elevatoren, så øm er jeg.
"Hård træning?" Jeg åbner mit ene øje og ser Valerie komme ind i vores stue. Hun løfter mine ben og sætter sig i sofaen med mine fødder i hendes skød.
"Du ser mere udslået ud, end du plejer efter fredagstræning," noterer hun mistænksomt. Jeg nikker bekræftende.
"Fik ekstra løbning som straf," svarer jeg i korte træk.
"Jeg forstår det ikke," meddeler Val mig. "Hvordan kan han straffe dig for at lave touchdown?" Spørger hun.
"Fordi det ikke var det, som jeg skulle," svarer jeg med trætte øjne. Jeg kunne falde i søvn lige her og nu.
"Men det var din skyld, at I vandt?"
"Det er aldrig én persons skyld. Man er et hold."
"Men I var bagud, og du skaffede 6 point."
"Fordi en medspiller gav mig bolden."
"Og så løb du en hel bane."
"Hvilket skaffede mig 10 ekstra til træning."
"10?" Spørger Valerie chokeret. Jeg åbner mine øjne, og ser på hendes hænder, som er standset midt i deres massering.
"Hvorfor stoppede du, slave?"
"10? Oven i?"
"10."
"Hvordan kan du ikke være udsplattet og død?"
"Fordi i modsætning til dig, så bevæger jeg mig faktisk nogle gange, så jeg er i god form."
"Groft."
"Kan vi skifte emne?" Spørger jeg træt. Valerie fortsætter sin massering, og jeg lukker øjnene endnu engang.
"Jeg forstår bare ik—"
"Hvordan har din dag været?" Afbryder jeg. Valerie stikker sine negle ned i min fod, og jeg trækker forskrækket mine ben til mig. "AV?" Udbryder jeg og ser på mine nu endnu mere ømme fødder.
"Man afbryder ikke en arbejdende dame," belærer hun mig. Jeg himler med øjnene og åbner mine arme op.
"Lad mig gøre det godt igen," tilbyder jeg. Valerie himler med øjnene.
"Hvad med at jeg redder din fredag ved at lave et varmt karbad?" Svarer hun. Jeg blinker med øjnene og skyder underlæben ud.
