Kiss And Kill | ✓

|30. Forbedring & ar|

KISS AND KILL

*ADVARSEL: Indeholder ubehageligt indhold.*
Jeg går ind til Jase og smider mig ned i hans seng med et suk. Han sender mig et underligt blik, men jeg ignorerer ham og sukker dybt igen.

"Hvad laver du?" Spørger han. Jeg stirrer op i loftet.

"Sukker," svarer jeg.

"Den havde jeg ikke lige fanget," mumler han sarkastisk. Han rejser sig fra sin kontorstol og lægger sig ved siden af mig.

"Du spurgte selv."

"Dårlig dag?" Spørger han. Jeg nikker bekræftende. "Okay. Skrid ud."

"Hey!" Udbryder jeg fornærmet. "Hvor er du bare usympatisk," brokker jeg mig.

"Jeg legede lige bekymret. Nu er jeg færdig. Ud." Han peger mod døren, som står åben. Jeg ser ud af den, men så smider jeg mig ned i sengen endnu engang med et højt suk.

"Dårlig dag?" Jeg stiller ham hans eget spørgsmål, og han stirrer op i loftet ligesom mig.

"Nej, en fantastisk dag. Ligesom alle andre dage. Alting er bare fantastisk," lyver han. Jeg nikker.

"Jeg har også en dårlig dag," fortæller jeg ham. Jase drejer sit hoved og ser på mig med sammentrukne øjenbryn.

"Du virker ikke som en person med dårlige dage," konstaterer han. Jeg griner kort og nikker.

"Det er fordi, jeg er så underlig. Det dækker over, hvor trist jeg er," forklarer jeg. Jase svarer ikke, men det behøver han heller ikke. Vi forstår hinanden, om han vil acceptere det eller ej. "Min far prøver at komme ind i familien igen, og jeg prøver at lade ham, men det er svært at skubbe smerten til side," forklarer jeg.

"Hvis min far prøvede at komme ind i vores familie igen, så havde han fået bank."

"Er din far ikke i din familie?" Spørger jeg overrasket. Jase ryster på hovedet.

"Min mor smed ham ud, da jeg var 11," svarer han.

"Wow," mumler jeg og lægger mig ned igen.

"Han var ikke en god mand," fortæller Jase mig ærligt. For at sige sandheden, så troede jeg ikke, at han ville snakke med mig. Ja, han grinte til sin fødselsdag, men de sidste to dage har man ingen kontakt kunne have til ham. Han har været låst inde på sit værelse. Så da jeg så, at hans dør var åben i dag, så tog jeg chancen. Og han lukker mig rent faktisk ind. Jeg tror, og håber, at han er ved at få det godt igen. Er én deprimerende uge ikke også nok?

"Min far var god," siger jeg med en trist stemme. "Den bedste far, som man kunne ønske sig. Og så ødelagde han alt og var min mor utro med en eller anden ung pige. Han forlod os for hende, og nu tror han, at han kan gøre det hele godt igen," forklarer jeg Jase. Han rynker på panden og lægger sine hænder bag sit hovede. Jeg tror aldrig, at jeg har set ham med andet end langærmede. Selv i de 26 graders varme, som vi har i dag, og som vi har haft i flere uger. Jeg forstår ikke, hvordan han holder det ud.

"I det mindste vil din far gøre det godt igen. Jeg har ikke snakket med min i 5 år," svarer Jase. Når han siger det sådan, så lyder jeg og min fars forhold jo næsten luksus.

"Han vil kun gøre det godt igen, fordi det er gået op for ham, at hans anden pige kun er der for hans penge."

"Men det er ikke pointen. Pointen er, at han vil. Jeg har ikke engang fået et fødselsdagskort fra min far."

"Du har ret," siger jeg med et falsk smil. "Jeg har det ikke så slemt. Min far er en engel inderst inde. Faktisk bør jeg krone ham en Gud og danse omkring ham til hver helligdag," jeg rejser mig op. Jeg er ikke sur. Jeg er bare... Irriteret. Fordi jeg er så dum. Jeg går rundt og har ondt af mig selv, når andre har det så meget værre. Nogle mennesker har slet ikke en far. Nogle mennesker har slet ikke forældre, og her går jeg og brokker mig, fordi min far vil ind i familien igen. Jeg er jo en selvisk idiot.