Kiss And Kill | ✓

|28. Gaver & humør|

KISS AND KILL

"Jeg er ked af det," siger jeg til Clay. Han trækker på skuldrene og tager endnu et sip fra sin kaffekop. Jeg har dog på fornemmelsen, at det ikke er kaffe, som den er fyldt med. Måske kan jeg heller ikke dømme ham det. Det var meningen, at vi skulle holde Jase's fødselsdag i dag, men da vi prøvede at vække ham med sang og gaver, rakte han bare midterfinger og bad os skride. Han er ikke ligefrem i godt humør. Det er ret nederen, fordi Clay havde lige glædet sig så meget til at bruge dagen med ham. Han gider ikke indrømme det, og han gider ikke indrømme, at det går ham på, men jeg kan tydeligt se, at det gør det.

"Det er fint nok. Han kan tilbringe sin fødselsdag, som han vil," svarer Clay, imens han rejser sig op. Han har reserveret bord på en eller anden restaurant, købt gaver - både fra ham og mig - og han har sørget for, at Hayley kunne få fri. Jeg nægter at lade alt hans arbejde gå til spilde. Han hælder resten af det gennemsigtige indhold fra koppen ud i vasken i køkkenet og smider sig på sofaen med et suk. Det her kan simpelthen ikke passe. Clay skal have en god dag med sin fætter, fordi det har han brug for, og det har han fortjent. Det har de begge. Jeg rejser mig bestemt op og går hen til Hayley's værelse, hvor Jase sover, imens han er her. Jeg træder ind uden at banke på, hvilket han 100 procent ikke vil sætte pris på, men jeg er ved at være ret så ligeglad. Han kan svine mig lige så meget til, som han vil. Det ændrer ikke min beslutning om at redde den her aften.

"Er jeg dement, eller har jeg fortalt jer, at I skal fucke af?" Lyder det fra Jase, som ligger i sin seng og stirrer op i loftet.

"Det er godt, at du ved, hvad flertal er, men her er intet "I"," svarer jeg. Jase kigger stadig ikke på mig. Han stirrer bare på det stakkels loft. Aldrig i loftets historie tror jeg, at et loft er blevet nedstirret så meget før.

"Det er min fødselsdag. Du er under min befaling. Fuck ud fra mit værelse," snapper han. Jeg savner glade og lykkelige Jase, som synger Sia's "Chandelier" om morgenen.

"Jeg er ked af det," svarer jeg. Hvad siger man ellers til en nu 16'årig med depression? "Jeg kan ikke forestille mig, hvordan du har det. Jeg har aldrig oplevet depression, men jeg har oplevet andre ting, som har påført mig smerte. Mange ting..." Jeg ser på ham, som ligger med en arm hen over øjnene. "Jeg er her, hvis du vil snakke," tilføjer jeg. Jase skærer en grimasse og ryster svagt på hovedet.

"Jeg er så træt," fortæller han mig. Han fjerner sin arm. "Jeg magter intet. Jeg kan ikke engang komme op fra sengen, fordi hele min krop er tung," forklarer han. Jeg nikket forstående, selvom jeg ikke fatter en skid.

"Jeg har ikke styr på dine sygdomme, Jase. Jeg kan ikke sætte mig ind i, hvordan du har det lige nu, men... Kan du ligge låg på dem, bare for i aften? Jeg ved ikke, om det overhovedet er muligt, men Clay... Han elsker dig, og jeg kan bare se, hvor trist han er," siger jeg forsigtigt. Jase klemmer øjnene sammen og ser ud til at overveje noget. "Han har allerede drukket to kopper med en eller anden gennemsigtig væske, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg mener, jeg kunne stoppe ham, men jeg vil ikke have, at han bliver vred på mig. Jeg kan også distrahere ham, men jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre."

"Strippe?" Foreslår Jase med et tungt grin. Jeg himler med øjnene. "Jeg kan ikke love godt humør eller store gruppekram. Men jeg skal nok tage med," fortæller han mig. "Jeg skylder Clay det," tilføjer han.

"Men skylder du ikke også dig selv det? En god aften sammen med din familie, som elsker dig?" Spørger jeg. Jeg sætter mig på kontorstolen herinde, imens jeg ser Jase praktisk talt trække sig selv op fra sengen og trampe langsomt hen til sin kuffert.

"Kan du ikke gå ud og lege doktor Valerie med Clay? Tjekke for kønssygdomme eller noget? Jeg har ikke brug for endnu en psykolog i røven," brokker Jase sig, imens han hiver en hættetrøje frem med et eller andet logo på fra en skole. Tror jeg.

"Jeg prøver bare..." Jeg stopper med at snakke og nikker så. "Jeg går ud og tjekker for alkoholsforgiftning," mumler jeg. Jase sender mig ikke engang et blik, som jeg traver ud fra hans værelse og ind i stuen, hvor Clay ligger spredt ud på sofaen og stirrer hen på Jase's indpakkede gaver. Jeg var ude at købe dem med ham i forgårs, og vi brugte flere timer på det, fordi Jase er direkte umulig at finde gaver til. Clay endte med at købe et nyt skateboard, fordi det som Jase ejer lige nu er faldefærdigt. Han købte også nogle Stephen King bøger, fordi Jase vil åbenbart kun læse gysere. Oven i alt det, har han købt nogle nye vans, fordi vi så på dem, som han allerede havde, før vi tog ud at shoppe, og sålen var ved at falde af. Skoene var direkte døde. Jeg ved ikke, hvad Hayley har købt, men jeg tror ikke, at hun slår Clay. Han skjuler ikke engang, hvor meget han elsker Jase. Det er virkelig virkelig tydeligt.

Jeg sætter mig på Clay's mave, og han spærrer øjnene op. "Du fylder," fortæller jeg ham ærligt.

"Jeg sørger," svarer han fornærmet. Jeg sætter mig til rette og stirrer også hen mod gaverne.

"Hvornår har vi reservation?" Spørger jeg. Clay rynker på øjenbrynene. Han ser så cute ud, som han ligger under mig med uglet hår, lange mørke øjenvipper og store mørkeblå øjne.

"Jeg skulle lige til at aflyse den," svarer han træt. Han rækker ud efter sin telefon, som ligger på stuebordet, men jeg tager hurtigt fat om hans hånd og stopper ham.

"Lad vær med det. Superhelten her har reddet alt," smiler jeg bredt.

"Har du aflyst?" Spørger han forvirret. Jeg ryster grinende på hovedet.

"Nej, jeg har fået Jase til at tage med!" Udbryder jeg stolt. Clay stirrer med store øjne på mig.

"Forførte du min fætter?" Nærmest gisper han.

"Ja, selvfølgelig. Jeg smed lige tøjet, sendte ham et blink og sagde med en sexet stemme: "Tag med din fætter på date. Det bliver hot." Jeg himler med øjnene, og Clay slår en høj latter op. Endelig. Jeg har ikke set ham grine eller smile hele dagen. Det her er så fedt, at hele mit bryst bliver varmt.  Før jeg overhovedet kan røre mig, har Clay slået armene om livet på mig og trukket mig ned at ligge på ham. Åh sid.

"Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige," griner han lykkeligt, imens han taknemmeligt krammer mig.

"Undskyld, at jeg altid er sådan et perverst menneske, som inderst inde elsker Valerie Black?" Tilbyder jeg.

"Jeg er opdraget til ikke at lyve," svarer han fjoget. Jeg himler med øjnene og lader han kramme mig. Man skulle ikke tro det, men Clayton Parker elsker at kramme.

"Ondt," jamrer jeg. Clay giver slip på mig, lige da Jase træder ind i stuen. Jeg nærmest vælter ned fra ham, som Jase løfter sine øjenbryn. Han siger ikke noget. Han sender bare Clay et blik, ser på gaverne og så går han ud i bryggerset. Clay rejser sig sukkende op og tørrer det usynlige støv af sine bukser. Så lægger han sin hånd på min ryg og nikker mod bryggerset. Vi går begge derud, hvor Jase står med sine gamle slidte vans i hænderne og sender dem dræberblikke.

"Så får du vist brug for mine gaver alligevel," fnyser Clay, imens han tager de gamle vans fra Jase og forlader bryggerset. Jeg sender Jase et bredt og tilfredst grin. Han giver mig midterfingeren og går så ind til Clay.

Jeg skal nok få noget godt ud af den her aften. Om Jase vil det eller ej.

•••

Jeg har nerver på for i morgen, men jeg skal bare igennem det, og så kan jeg endelig fokusere bedre på skole.

Jeg frygter lidt, at jeg snart må sætte den her bog på pause, fordi jeg kan ikke komme videre på bogen. Jeg skriver selvfølgelig om det, hvis det sker.

Spørgsmål: jeg har ikke nogle, har I?

Udgivet: 14/06-2018