Kiss And Kill | ✓

|48. Bandeord & indbrud|

KISS AND KILL

Jeg sætter mit hår op i en knold og tager bøtten med is med op på mit værelse. Jeg er alene hjemme. Mor er til en venindeaften, og Isaac er til fest. Jeg har undgået ham i en uge nu. Han prøver at snakke til mig hele tiden, og jeg svarer så kort som muligt. Men jeg opsøger ham ikke. Jeg er aldrig den første til at snakke. Mor ved selvfølgelig, at der er noget galt, men hun spørger ikke, fordi hun insisterer på, at vi arbejder os igennem vores egne problemer. Problemer, nu vi snakker om problemer. Clay er stadig et problem. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har ikke snakket med ham i en uge, sådan overhovedet. Jeg er heldig, fordi vi har vores afsluttende eksamener lige nu, så vi skal ikke i skole, når vi ikke har en eksamen. På den måde er det nemmere at undgå ham. Jeg troede aldrig, at jeg ville kunne sige det her, men jeg er faktisk glad for, at vi har eksamener. Og nej, det er ikke på grund af det faglige, men det er på grund af, at jeg på den måde har noget at fokusere virkelig meget på, så jeg kan glemme Clay og alle de andre dårlige ting. Det hjælper. Jeg mangler tre eksamener, og så har jeg praktisk talt sommerferie. En ferie, som jeg ikke skal lave noget i længere, fordi mine største planer sikkert bliver annulleret. Har Clay tænkt sig at trække sig fra programmet? Nu hvor jeg ikke er der? Det kan han ikke gøre. Det ved han godt. Han skal have det bedre.

Jeg sætter mig på min seng med isen i skødet. Mit fjernsyn kører filmen The Duff. Jeg følger med, imens jeg prøver ikke at græde for sekshundrede gang i en uge. Jeg følger knap nok med i filmen, fordi mit hoved er tungt med tvivlende tanker. Fortjener Clay min tilgivelse? Jeg ved godt, at han brugte mig til et spil, men havde han overhovedet et andet valg? Jeg mener, han skulle vælge mig eller College. College kommer en gang, kærlighed kan du finde igen. Jeg har tænkt meget over det, og jeg tror næsten, at jeg vil indrømme, at jeg havde valgt det samme. Jeg mener, College er vigtigt. Det giver dig en udannelse til en fremtid. Og selvom jeg elsker Clay, er resten af mit liv vigtigere end kærlighed. Det lyder virkelig hårdt, men sådan er det bare. Han må vel have haft det på den samme måde. Hvis han altså nogensinde elskede mig og det hele ikke kun var en leg. Det virkede bare så ægte. Hans kærlighed til mig. Han fik mig til at føle mig som den heldigste pige i verden, og det var jeg. I en dag, indtil lykken kom og bed os begge i røven. Han spurgte mig om kærester, og det varede i hvad? Tre timer? Jeg føler, at alting i vores liv går imod os. Hvornår blev det fair? Hvorfor er det mig, som altid skal være uheldig i kærlighed? Først får jeg en psykopat, som jeg forresten ikke har hørt fra i noget tid, hvilket jeg ikke ved, hvad jeg skal føle om, og så får jeg den perfekte fyr, som åbenbart har brugt min kærlighed til at få en fremtid. Hvor skudt i hovedet er alt det her lige?

Jeg får næsten et hjertestop, da min ringetone bryder fjernsynets baggrundslarm. Jeg sætter min is fra mig og ser på min telefon.

Adam, den døde men ikke døde bror.

Jeg tager tøvende opkaldet og sætter ham på højtaler. Jeg har ikke hørt fra ham i næsten to uger. Så meget kærlighed.

"Jeg har snakket med Isaac," er det første han siger. "Shit Val, jeg er—"

"Klar over det hele," afbryder jeg irriteret.

"Hvad?"

"Du vidste det hele. Du vidste, hvad der var sket med Clay, hans familie, og du var ikke engang venner med ham, men hvorfor fortælle mig, ikke? Lille Valerie, som er så naiv, når det gælder drenge og tager den første, som vil have hende."

"Hvad snakker du om? Det er ikke sådan, jeg tænker."

"Og du spillede på footballholdet, så du må have vidst om Kiss And Kill, men ih nej. Jeg advarer da ikke min lillesøster, som tilbringer alt sin tid med en fyr, som vil bruge hende til at blive på holdet," siger jeg frustreret.