DET HER ER MIN FØRSTE HISTORIE!
Jeg hedder Marie pilgaard, jeg er 14 år gammel og bor i København. Mit liv er over kedeligt og har den samme rutine dagligt, men tro mig det ændre sig, på alle fronter.
En dag ender jeg op til en koncert. Jeg møder...
Jeg vågnede ved der blev banket på døren, det var bare Helle "Godmorgen" sagde hun smilende og satte noget mad på bordet. "Tak Helle" svarede jeg, hun gik ud af værelset. Idag er det dagen jeg skal snakke med drengene. Min mobil brummede det var Kristina
Deres samtale:
K: held og lykke med idag! <3
M: Tak! håber virkelig vi kan få rygterne til at stoppe.
K: jaer men det kommer til at blive mega akavet ahhaaaaa
M: I KNOW! haaha
samtale slut.
Jeg stod op og fandt noget tøj og gik i bad, mødet var kl 13 og kl var nu 11:30 så havde fin tid. Ville gerne gøre noget mere ud af mig selv ved ærligt ik hvorfor men what ever. Efter badet spiste jeg min morgenmad og gik nedenunder. "jeg er klar nu" smilede jeg til Erik, "godt så lad os køre" vi skulle mødes i sådan en kontor bygning, det var topsecret lol det var faktisk ret sjovt.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Vi er lige ankommet udenfor den her bygning som åbenbart er et hotel, der er nok 200 fans. Hvordan fandt de det, det var jo hemmeligt? hvis jeg skulle gå igennem det der ville rygterne blive endnu værre, "hvad skal jeg gøre?" spurgte jeg Helle? "er der en du kan ringe til?" spurgte hun. "ja der er!" svarede jeg. Jeg ringede til Kjell Erik.
samtalen:
M: hey
K: Marie? hvad så?
M: vi holder foran hotellet men der er sygt mange fans?!
K: kør om på bagsiden der er der en bagindgang.
M: tusind tak!
K: self, jeg sender en vagt om og henter dig.
M: okay vi ses.
K: Hej hej
samtale slut.
"Vi skal køre om bagved" sagde jeg til Erik. "okay" svarede han.
Jeg er lige trådt ud af bilen og ser vagten og går hen til ham. "er du Marie?" spørger han, "ja jeg er" jeg var så fkn nervøs! vi kom op af nogle trapper og gik på en masse lange gange, da vi kom til et rum "de er derinde" sagde vagten og pegede på døren forenden af gangen. Jeg gik derhen med tunge skridt. Jeg bankede på og gik ind.
Vi havde sat os ned ved et bord drengene sad overfor mig og Kjell Erik ved siden af mig, ved hver bordende er der en manager som skal styre de her rygter. "Så i dag mødes vi for at få styr på de her rygter" sagde Poul (en manager) "vi skal først få på det rene at vi skal slette de her rygter" sagde han og kiggede på drengene "ja de skal forsvinde" svarede Martinus koldt. "syntes du også det?" spurgte han mig om. "Je.. jeeg. jeeeg... JA" svarede jeg nervøst. "okay godt, først skal i poste et billede på jeres Instagram med jeres kærester, hvor i skriver at i kun elsker dem og forklare Marie bare var en vild fan, der stalkede jer" sagde Poul. Vil han have vi skal lyve?! "hvorfor siger vi ikke bare sandheden" svarede jeg spydigt. "det er bare bedst sådan" sagde Kjell Erik og lagde en hånd på min skulder. "FINT" svarede jeg og gik surt ud af lokalet.
Jeg sad bare på en gang inde i hotellet og stirrede på en plet på væggen. En hånd blev lagt på min skulder og jeg vendte hurtigt hovedet for at se hvem det var. "hej" sagde han og satte sig ved siden af mig. jeg ignorerede ham bare, "Det var altså ikke min ide at kalde dig en sindsyg stalker" svarede han. "Det ik det Martinus." sagde jeg og kiggede på ham. "det er bare træls at man skal lyve hele tiden, og i forvire mig så fkn meget jeg er faktisk selv ved at blive sindsyg" svarede jeg trist. "Jeg ved godt det har været indviklet, det er bare meget forvirrende for mig også. Jeg hørte at Marcus kyssede dig og jeg blev så sur jeg bad ham om at holde sig væk fra dig" svarede Martinus. "kan du ikke være ligeglad?" spurgte jeg. Altså det var OVERHOVEDET ikke okay det han havde gjort, men hvis han havde en god grund ville jeg ikke blive sur. "Jeg ved simpelthen ikke hvad det er Marie men der er et eller andet ved dig" sagde han og borrede hans flotte brune øjne ind i mig, ligesom Marcus... "Jeg forstår ikke hv" mere nåede jeg ikke at sige før han pressede hans læber mod mine, jeg var overrasket først men kyssede med. Jeg trak mig og fældede en tåre. "hey hvad er der galt?" svarede Martinus og tog mit hoved i hans hænder. "Jeg er jo et forfærdeligt menneske!" græd jeg. "nej du er ikke Marie du er den mest fantastiske person jeg kender" svarede Martinus imens han aede min kind. "jeg kyssede jer begge! MARTINUS! hvordan kan du ikke være sur på mig!" græd jeg. Han kiggede ned, "Kan du lide Marcus?" spurgte Martinus. "jeg ved det ikke, jeg ved ikke noget... jeg tror jeg har brug for noget tid" "NEJ Marie, jeg skal nok slå op med Lisa jeg har ingen følelser for hende, jeg kan kun lide dig!" tiggede han. "præcis Martinus det er ikke fair overfor Lisa, giv mig en måned hvis du er sikker på du vil kan du slå op med Lisa, og hvis du føler det samme for mig der kan vi snakke om det." sagde jeg. "Aftale, men jeg glemmer dig ikke" svarede han blinkende og trak mig ind til et kram.
Jeg sad på vejen hjem, helt hjem til danmark. Min tanker fløj rundt i hovedet og var ved at springe FULDSTÆNDIG. Havde jeg følelser for Martinus eller Marcus? Ville han glemme mig? Vil jeg glemme ham? en ting ved jeg... INGEN får det her at vide!
