Dagen efter Marie er kommet hjem fra Bulgarien:
jeg savner ham, jeg savner ham fandens meget. Imorgen skal jeg i skole, jeg vil virkelig ikke. Kristina har været her hos mig ligesiden jeg kom hjem fra Bulgarien. Jeg fortjener hende ikke, jeg har kun grædt på hendes skulder. Lige nu sad vi bare i stuen og snakkede, "Marie du burder nok vide noget" sagde Kristina, "hva så" svarede jeg, "Altså Viktoria er begyndt at bagtale dig super meget og folk bakker hende op" sagde Kristina svagt, hvorfor overrasker det mig ikke. "jeg må bare lukke det ude og ignorer hende" sagde jeg, "og jeg vil altid være ved din side!" sagde Kristina bestemt, "tak" sagde jeg. Hun endte med at sove hos mig.
Næste dag:
Vi sad bare nedenunder og spiste morgenmad, jeg er super nervøs for at komme tilbage i skole. "skal vi gøre os klar?" spurgte Kristina, "jah" nikkede jeg.
Maries outfit:
jeg er fuldstændig ligeglad med hvordan jeg ser ud, jeg er sku for trist til at tænke på sådan noget
Kristinas synsvinkel:
Vi ankom til skole, "er du klar?" spurgte Kristina og tog min hånd, jeg nikkede bare. Vi åbnede dørene, alle kiggede på os. Vi gik ind i klassen, Viktoria sad med seriøst det mest luder tøj jeg nogen sinde har set, hun havde en bh ting som trøje, highwaisted shorts så man kunne se hendes røv og fiske net. EW. Noah stod derhenne og holdte om hende, hvad? "jaer de er sammen" sagde Kristina, hun kunne læse mine tanker. "jeg er da ligeglad" sagde jeg, i bund og grund var jeg også men troede bare ikke Noah kunne finde på at være sammen med en som hende.
frikvarteret:
"hey Marie" sagde Noah da han kom gående over imod mig, "hej" sagde jeg stille, "hvad er der galt?" "kom" sagde jeg og trak ham ud i gården. "jeg savner ham så meget Noah" sagde jeg imens tårene trillede ned af mine kinder, jeg gik imod ham for at få et kram. Han trådte bagud og jeg faldt lige ned på jorden, han begyndte at grine og pege på mig. "som om jeg vil røre dig" grinte han. Hvad? hvad sker der for ham? hvad har jeg gjort ham? Jeg rejste mig op og løb ind i klassen, tårene ramte bordet i lange stråler men der kom ikke engang et eneste hulk ud af min mund. Jeg ville ikke løbe hjem eller gemme mig. Hvis jeg tror jeg er ligeglad bliver jeg stærkere. Kristina var her hellere ikke, hun stod og snakkede med VIKTORIA?! hvad fuck?!
Efter skole:
heeey vent" råbte Kristina bagved mig, jeg ville ikke være sur, jeg ville lade som om det ikke ramte mig overhovedet fordi sådan bliver jeg stærk. "hva så?" sagde jeg, "skal vi ikke følges hjem?" spurgte hun "jo self" smilede jeg med et falsk smil, "heey Kristina babe" råbte Viktoria bagved os, "hva så skat!" råbte hun tilbage mega piget, altså hvad sker der for hende??!! "skal vi smutte hjem til mig?" spurgte Viktoria, "det k---" mere noget jeg ikke sige før Kristina afbrød mig, "self" smilte hun og løb hen til hende i et kram. Jeg vendte mig bare om og løb hjem, ingen tårer ikke noget.
Jeg lå bare i sengen, status med Martinus. Altså vi har skrevet meget lidt men han har super travlt IGEN:( det er super hårdt. Jeg havde ikke tænkt mig at fortælle ham om det der er sket herhjemme, han har virkelig ikke brug for mere pres. vi facetimede igår og han græd fordi han er så presset.
(hvis du ikke kan lide når folk cutter så spræng over den her del)
Fuck det tænkte jeg. Jeg gik ud på badeværelset og fandt et barberblad. Skal jeg virkelig gøre det? jeg har ikke prøvet det før? Jeg går det, som sagt lavede jeg en streg over mit kraveben, jeg ville ikke lave den fejl at nogen skulle se det. En streg blev til 7 triste streger, blodet trillede ned af min krop (jeg stod i bare overkrop) det føltes friende. Jeg tog en klud og tørrede blodet væk, tog også en trøje på også var jeg i min seng.
tak fordii i læste med:)
YOU ARE READING
A Lucky Disaster (Marcus and Martinus)
FanfictionDET HER ER MIN FØRSTE HISTORIE! Jeg hedder Marie pilgaard, jeg er 14 år gammel og bor i København. Mit liv er over kedeligt og har den samme rutine dagligt, men tro mig det ændre sig, på alle fronter. En dag ender jeg op til en koncert. Jeg møder...