hør "Purpose" med Justin Bieber imens du læser dette kapitel:)
3 dage efter:
Mig og Martinus har været sammen hver eneste dag. Vi har været på dates, vi har kysset og nusset. Nydt hinandens selv skab max, idag skal han jo hjem.
Martinus og jeg sad bare og snakkede til sammen på hotelværelset, "vil du gøre vores forhold offentligt?" spurgte jeg ham, "vil du da?" spurgte han, "det tror jeg faktisk, jeg ved det er dig jeg vil være med og ingen andre." sagde jeg, "hvor du bare sød" sagde han og gav mig et hurtigt kys, "jeg vil også gerne, jeg troede faktisk bare ikke du gerne vil" sagde Martinus, "hvordan og hvornår?" spurgte jeg helt spændt. "hey, hey hvorfor har du så travlt?" sagde han, "fordi jeg vil have hver eneste pige i verden skal vide at du er min og jeg ikke lige giver slip på dig" sagde jeg, "og ingen dreng i hele verden har en chance med dig, fordi jeg har fanget dig først" smilte Martinus, "undtagen Marcus" sagde jeg for sjov.
i lufthavnen:
Mig og Martinus stod foran hinanden i lufthavnen, "flyet til Norge går om 5 min" sagde de i højtaleren. Jeg trådte væk fra Martinus og gik over til Gerd Anne og Kjell Erik, "vi ses" smilede jeg og krammede dem begge, "vi glæder os til at se dig igen" sagde Kjell og blinkede med det ene øje, jeg kom over til Emma, "jeg kommer til at savne dig!" sagde jeg og krammede Emma, "i lige måde, du må ikke forlade mig" svarede hun trist, "det skal nok gå, vi ses jo snart" sagde jeg optimistisk. Nu var det Marcus' tur, jeg løb bare lige direkte ind i hans arme, vi smilte bare til hinanden, vi gik hinanden hvis-vi-siger-noget-bliver-det-bare-værre blikket. Jeg trådte væk og over til Martinus, jeg stod bare og kiggede på ham fra en to meters afstand. Jeg kunne ikke mere. Jeg brød fuldstændig sammen, og faldt sammen på gulvet. Martinus løb hen på gulvet til mig og omfavnede mig, "please ik forlad mig" græd jeg, "jeg ville ønske jeg kunne blive ved dig forevigt" sagde han også nu grædende, "jeg elsker dig" hulkede jeg ind i hans bryst. "ikke lige så meget som jeg elsker dig" sagde Martinus. Han rejste sig op og hjalp mig op. Han tog min hånd og kyssede min pande. "Farvel" sagde han og gik væk. Tårene trillede ned af mine kinder uden lyd. Da jeg ikke kunne se ham mere, løb jeg ud af lufthavnen. Jeg tog en bus til hotellet og løb op på mit værelse. Jeg løb direkte ind i Caspers arme og brød sammen, jeg græd, og græd, og græd som jeg aldrig har gjort før. Martinus er virkeligt mit lys der lyser min verden op, jeg kan ikke vente til at se ham igen. Men de er på tour stadigvæk, han er først færdig om 3 måneder...
sry for trist og kort kapitel :(
YOU ARE READING
A Lucky Disaster (Marcus and Martinus)
FanfictionDET HER ER MIN FØRSTE HISTORIE! Jeg hedder Marie pilgaard, jeg er 14 år gammel og bor i København. Mit liv er over kedeligt og har den samme rutine dagligt, men tro mig det ændre sig, på alle fronter. En dag ender jeg op til en koncert. Jeg møder...
