DET HER ER MIN FØRSTE HISTORIE!
Jeg hedder Marie pilgaard, jeg er 14 år gammel og bor i København. Mit liv er over kedeligt og har den samme rutine dagligt, men tro mig det ændre sig, på alle fronter.
En dag ender jeg op til en koncert. Jeg møder...
Mig og Casper sad nede og spiste morgenmad sammen med mor, efter igår har jeg været så bange for at møde dem. Altså de blokerede mig?! jeg måtte ikke engang forklare, men på en måde forstår jeg godt Martinus. "hvad skal vi så idag?" spurgte jeg mor, "havde tænkt mig tog toget ind til Nessaban og tilbragt dagen?" spurgte min mor, "det lyder hyggeligt" svarede Casper, jeg nikkede med. Hvis i ikke ved hvad Nessaban er, er det den her mega hyggelige ø man kan tage et tog over til, der er flere markerede og resturanter. Nogle miner og noget mega spændende spion shit ahah.
Maries outfit:
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Vi sad i toget på vej til Nessaban, hvad nu hvis drengene var der. Det var min eneste tanke. Vi ankom til øen og steg af toget. Luften ramte mig det var virkelig varmt! nok sådan 32-35 grader! Vi startede med at gå ned til market, der var SÅ mange smukke ting! Jeg købte en halskæde og noget tøj.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Vi havde gået rundt lidt og havde sat os ind på en cafe inde i byen, "hvad vil du have?" spurgte min mor, "bare en iste" svarede jeg. Vi havde lige fået vores iste da jeg så dem jeg ikke ville se. Drengen kom ind af døren med hele deres familie, "Casper" hviskede jeg, "hvad?" sagde han, "de er her" sagde jeg og nikkede over mod dem. "Kom her" sagde han og tog sin arm om min skulder og trakte mig ind til ham, jeg følte mig tryg i hans arme. Drengene havde heldigvis ikke opdaget os, så vi sad bare og snakkede videre. Mit hjerte bankede med 200 kilometer i timen hele samtalen. Jeg vente mig om til Casper og smilte, han smilte med hele hans mund fyldt med pomfritter. Jeg flækkede af grin!
Alle i resturanten kiggede på mig, inklusiv drengene. Jeg begravede mit hovede i Caspers hår. "jeg skal lige have noget luft" sagde jeg. "skal jeg komme med?" spurgte Casper, "jeg skal lige være lidt alene" svarede jeg. "okay, bare kom ind igen og så går vi videre" smilte han, jeg nikkede og gav ham et kram. Jeg rejste mig op og begyndte at gå mod udgangen, jeg skulle forbi drengenes bord. Da jeg gik forbi kiggede jeg hurtigt på Martinus som bare stirrede på mig.
Jeg havde fundet en bænk udenfor resturanten og havde fået sat mig ned. En tårer løb ned af min kind, hvorfor skulle jeg også være så dum?! sagde jeg til mig selv. Marie du ødelægger alt! råbte jeg af mig selv, der var ikke nogen i nærheden. Eller det troede jeg ikke der var. Marcus satte sig ned ved siden af mig på bænken. "hej" sagde han akavet, "hej" svarede jeg bare. "Marie Martinus er helt knust!" sagde Marcus surt, "nåh" svarede jeg bare koldt, "hvorfor sagde du ikke til ham at du havde en kæreste?" svarede Marcus koldt, "fordi det har jeg ikke, men du gider ikke lytte til mig" sagde jeg og kiggede Marcus dybt ind i øjnene, "jeg lytter" sagde han. "Han er min bror Marcus, jeg har ikke set ham i flere måneder da han går i skole i USA." svarede jeg overbevisende, "du lyver ikke vel?" sagde han med et skævt smil, "nej det ville jeg aldrig" sagde jeg. "ÅH hvor er jeg dum" svarede Marcus og begravede hans hovede i hans hænder. "nej du er ikke, jeg skulle have sagt at jeg havde en bror" sagde jeg og fjernede Marcus' hænder. "vil du se noget?" spurgte jeg, "okay" sagde Marcus, jeg skulle løfte humøret lidt. Jeg tændte min telefon og fandt et billede af mig og Casper som børn, hvor vi så mega grimme ud. "se her" sagde jeg og rakte Marcus telefonen, han døde fuldstændig af grin. "MARCUS!" sagde jeg surt for sjov. "ej hvor var du grim Marie!" grinte han og skubbede til min skulder. Stemningen døde fuldkommen, "Marcus vi skal gå nu" sagde Martinus som nu stod bag bænken. "kommer nu" sagde Marcus og rejste sig op, han gav mig et kram og jeg krammede med, "jeg skriver til dig, vi skal nok gøre Martinus god igen" hviskede han i mit øre og blinkede til mig, "vi ses" råbte jeg smilende efter Marcus "hej, hej" råbte han tilbage.
Okay nu var det tid til at finde ud af tingene med Martinus!
