Life with Martinus Gunnarsen [AFSLUTTET]

43 #Snakken

"Skal vi gå ud og snakke eller?" var der en der spurgte usikkert.
Jeg vendte mig om og nikkede.
Mig og Martinus gik ud af klassen.

Martinus og jeg var gået ud, og stod op ad en væg.

"Når hvad vil du så snakke om?" spurgte jeg selvom, jeg godt vidste det.
"Det er altså ikke fordi at jeg ikke stoler på dig" svarede han trist.
"Når hvad er det så?" spurgte jeg og kiggede ned i jorden.

Han tog to fingrer under min hage, og gjorde så jeg kiggede op på ham.

"Det er fordi at jeg godt kan lide dig" sagde han lige ud imens, han kiggede mig i øjnene.
Jeg kunne ikke lade vær med at smile.
Jeg krammede ham bare.

Imens vi krammede hviskede jeg i hans øre "Jeg kan også godt lide dig"
Jeg kunne fornemme hans smil.

Vi trak os fra krammet, og han kyssede mig mit på kinden.

"Undskyld" sagde han stille.
Jeg havde helt glemt at vi var uvenner, men jeg gider ikke mere drama, så jeg tivgivede ham bare.
"Det fint" svarede jeg og smilede.

Vi gik hånd i hånd ind i klassen, men da vi åbnede døren, slap vi hinandens hænder.
Vi gik hen til de andre.

---

Vi havde lige fået fri.
Jeg gik hen til Martinus' bord.
"Hey" sagde jeg glad.
"Hey" svarede han endnu mere glad.
"Vil du måske lave noget idag?" spurgte jeg.
"Selvfølgelig" svarede han.
Vi gik mod udgangen.
Marcus skulle vidst være sammen med Marie.
De snakker ret meget sammen, men jeg ved ikke rigtig.

"Skal vi tage hjem til mig" spurgte jeg, da vi næsten var hjemme.
Han nikkede og vi gik ind i mit hus.

Vi stillede vores sko og gik op på mit værelse.
"Skal vi se en film?" spurgte jeg.
Han nikkede og tog min computer, og tændte den.

Han skrev min kode for ja han kan min kode.

Den er også virkelig nem, for som jeg nok har fortalt jer så er jeg ikke så kreativ med koder, så det er altid et eller andet nemt.

Vi satte os op af væggen på min seng, og havde min computer på vores lår.

Martinus spurgte om vi ikke skulle se en gyser.
Jeg nikkede selv om jeg er ikke er den bedste til det, men altså jeg er jo ikke alene, så det er jo fint nok.

Midt i det hele fik jeg en besked fra min mor.

Mor: Far og jeg kommer hjem cirka klokken 20:00. Vil du ikke gå ned i kælderen, og tage den kasse der ligger på fryseren?

Jeg sukkede ved tanken om at skulle få ned i kælderen lige efter jeg havde set en gyser.

Camilla: Jo, men hvad skal jeg gøre med den?

Mor: Du skal bare tage dem med op på køkkenbordet, og så kommer mig og far og henter den lige om lidt.
Det er fordi at vi har lidt travlt

Camilla: Okay jeg henter den nu

Mor: 👍

"Martinus?" sagde jeg og pausede filmen.
"Ja?" spurgte han, og kiggede mig i øjnene.
"Vi skal lige ned i kælderen" svarede jeg og rejste mig op.
"Hvad skal vi dernede?" spurgte han.

Jeg sagde at vi lige skulle hente en kasse.
"Er det fordi at du ikke tør at gøre det alene?" spurgte han med et lille grin.
"Hvad nej.. Overhoved ikke" svarede jeg, men man kunne sikkert godt høre jeg løj.

Han fniste lidt, men rejste sig op.
Vi gik ned i kælderen.
Der var ingen lys, så det var lidt mørkt, men ikke så mørkt man ikke kunne se noget.

Jeg gik hen og tog kassen og gik forbi Martinus.
"BØH!!!" råbte Martinus.

Jeg fik et kæmpe chok og skreg så højt, at naboerne sikkert kunne høre det, eller nej nok hele byen.

Martinus begyndte at grine.
Jeg gav ham bare et lille klask, på armen og gik op.
Jeg tror seriøst, jeg var så tæt på at få et hjertestop.

Vi sad bare ned og snakkede i køkkenet, fordi vi ventede på at mine forældre ville hente den der kasse.

Det var sikkert noget med hendes arbejde at gøre.
"Hvad syntes du egentlig om skolen?" spurgte Martinus mig.
"Den er vel okay" svarede jeg og trak lidt på det.

Jeg savner stadig alle mine andre venner.
Jeg skriver stadig med Simone, Kristine og Alberte, men det er som om, at jeg har mistet kontakten med de andre.
Eller der er stadig et par drenge jeg skriver med.
Altså jeg snapper selvfølgelig med dem, men det er også kun det.

"Vil du gerne tilbage til din gamle skole?" spurgte Martinus lidt trist.
Jeg rystede på hoved.
Jeg vil jo gerne være begge steder.
Pigerne her kan jo godt være lidt for meget. Det var det slet ikke i Oslo.

Mine forældre kom hjem, og hentede kassen og vi gik op og så filmen færdig.

Efter filmen var færdig børstede jeg hurtigt mit hår.
"Må jeg ikke lave en fletning på dig?" spurgte Martinus mig.

---------------------------------------------------------

Sry for et kedeligt kapitel
❤️❤️